2121 PLANEN: Uden titel / Kristian Byskov

Vibrationerne fra mit lagen vækker mig lidt sent i dag. Stråler skinner igennem det matte lag på mit vindue. Der er enkelte skyer, men de forsvinder i løbet af dagen. Tallene der angiver UV tæller opad i takt med at dagen simuleres på den blanke overflade. Gabende retter jeg mig op og finder mine bukser. Tøjet taler til mig: "Du har sovet uroligt - ikke for lidt men nok til at du nu kan begynde en dag." Uret viser et tidspunkt som relaterer til solen, min dag begynder nu, på et andet tidspunkt end i går. Det er den eneste konklusion jeg kan få af urets måling. Tekstilerne gnider mod min hud, og de lader mig mærke at jeg bør tage et bad, men jeg beslutter at lade være. I dag er jeg ekstra rastløs. Puden er bulet og indikerer den urolige søvn. I går tænkte jeg meget på skoven.

Stoffet sitrer mens køkkenet laver en kop kaffe og finder på en næring efter mine behov. Jeg nipper af kaffen mens jeg venter på æg. Køkkenet kender mit arbejde. Mens jeg kigger ned i bordets overflade, et bevægende mønster af forskellige grålige nuancer. Brødkrummer fra i går har samlet sig i midten, kan bruges som fyld i en kage. Organet med nyheder roterer et par gange og de allermest nødvendige opdateringer bliver reciteret til mig. Jeg er ikke rigtigt interesseret - selvom jeg selvfølgelig er det en smule. Organet er oplyst om min urolige nat så det skåner mig for informationer jeg ikke behøver. Små kanaler i dets indre åbnes og lukkes for at prioritere hvad der kommer frem til mit sanseapparat. Billeder af tal og bevægelige diagrammer. Eksperimenter med organet er at åbne bestemte kanaler - repression er når alle kanaler åbner og lukker sig på én gang. Det har vi prøvet, og vi er stoppet. Det er en mediering der ligner mit liv, hvordan jeg tager beslutninger over mine behov, mine begær. Denne form for prioritering, modarbejdende repression, har fundet vej ind i alle elementer i mit liv efter mine egne valg, på baggrund af forskellige ønsker fra min side.

Jeg lader ikke organet blive færdig. Ved hjælp af elevatoren er jeg snart inde i et tog. En blank bane af bevægelig materie flytter mig frem. Ind imod skoven. I dag begynder jeg sent, og jeg er ivrig efter at føre en føler igennem barken på kirsebærtræet. Vinduerne i toget skifter mellem skygge og lys, og en stemme spørger om vi har skiftet mening og gerne vil sættes af et andet sted. Min tid og min plan er den samme hver dag. Jeg kunne vælge noget andet, men jeg vælger det samme. Det er ikke for at udskyde valget men for at insistere på noget, tænker jeg. De singulære dele af togets væg danner en åbning for mig som jeg går igennem.

Lyset lukkes igennem bladlaget i skoven. Det er fugtigt og køligt her i forhold til togets tørre klimatisering. Skoven er i midten, og jeg er blevet forskubbet herind. Efter jeg stod af lavede toget en cirkelbevægelse for at hente en anden passager - en af mine arbejdskammerater. Toner i høje frekvenser stimulerer mit hoved til at dreje i en bestemt retning. En dråbe falder ned fra et blad og lander på et andet. Det får en del blade til at vibrere. Jeg går et par skridt frem, årvågen og forsigtig. Der er ekstremt meget information her, og jeg skal indstille mine sansers kanaler efter bestemte oplysninger. Små klør springer fra gren til gren i lette hop. Fuglen lander på en gren i en spinkel busk ved siden af mig, skifter hurtigt, i små ryk, position fra den ene side af sin krop til den anden side. Den ser mig med begge øjne. Samtidig skifter den gren hyppigt og laver små slag med vingerne. Den ryster busken så dråberne falder fra den, ned på mosset og lavet på jorden og stenene under. Fuglen afgiver en enkel serie af lyde, dybere i tone end hvad der ville beskrive dens spinkle størrelse, og flyver ind i skoven for at forsvinde fra mig. Larverne sidder på kirsebærtræets blade der bliver gule, så brune indtil de forsvinder helt. Det hele sker mens jeg ser på det. Kolonien er ikke vokset, men den har flyttet sig. Larverne taber deres afføring ned på jorden, ned på det stykke nylon jeg havde lagt ud i går. Det er dækket af små brune kugler, og der kommer kontinuerligt flere. Mængden lyder som regn når den lander på tekstilets overflade. En enkel fordøjelse fører til en effektiv indtagelse, til store bevægelser for små kroppe. Laverne var sorte som deres afføring i går, men i dag er nogle af dem gule. Et trivielt fænomen bliver, når det iagttages grundigt, samtidig en beskrivelse af noget andet. En bombe er sprunget i centrum.