Den militante futurologi har mange mulige virkemidler til rådighed. Et af dens mere simple, men ikke desto mindre virksomme, greb er temporal fremskrivning i form af tidslinjer eller det, vi her vil betegne ‘spekulativ kronografi’, en form, der gør os i stand til at afsøge mulige udviklinger og forløb over længere tidsspand. Således bliver det muligt at frem-skrive såvel som at frem-mane bestemte allerede-i-tiden-eksisterende potentialiteter gennem målrettet stimulering af vores fælles forestillingsevne. (Det mulige er jo netop, som Franco Bifo Berardi har peget på, hverken et eller uendeligt, men mange.) Et særligt lysende eksempel på spekulativ kronografi finder vi i Hans Widmers futuro-antropologiske utopi bolo’bolo fra 1983, der opridser et nærfremtidsscenarie hvor ‘boloer’, en slags autonome enklaver, udgør den primære model for social organisering på jorden. Den spekulative kronografi består her i en “foreløbig tidsplan” for etableringen og udbredelsen af en bolo-baseret samfundsmodel. “Hvis alt går vel”, skriver Widmer således,

“kan bolo’bolo realiseres ved udgangen af 1987. Forsinkelser står for egen regning. Den følgende tidsplan kan måske tjene til at måle vores fremskridt.

1984 — bolo’bolo pamfletter, stickers, plakater og skilte spredes verden over på de største sprog. ABC-dysco-knudepunkter (‘dysco’ henviser til en cocktail af anti-kapitalistiske modstandsstrategier) skyder frem i mange kvarterer, byer og regioner, selvforsyningskontrakter bliver indgået. De frøste trico-knudepunkter (centre, der fremmer planetariske forbindelser og spredning) bliver til. Flere dyscoer omdannes til pioner- og eksperimental-boloer. I nogle kvarterer undersøger folk bygninger og rums egnethed til boloer, udvekslingscentre og lignende, og laver andre provisionelle planer. Flere og flere gader blokeres for biltrafik. Den politiske Maskine plages af omfattende legitimitetskrise overalt og har vanskeligt ved at bevare kontrollen. Statsorganer udfører sjusket og uopmærksomt deres repressive funktioner.

1985 — Dysco- og trico-netværker udfører flere og flere praktiske hverdagsfunktioner: gensidig hjælp til mad, planetarisk hjælp, etablering af udveksling mellem jordbrugere og rurale dyscoer. I visse mindre regioner mister Maskinen sin indflydelse og uafhængige områder udvikler sig ubemærket. Statsapparater plages af substraktive angreb.

1986 — Større regioner bliver uafhængige som for eksempel Oregon, Tadsjikistan, Sachsen, Wales, Schweitz, Australien, Ghana, Brasillien. I disse områder baseres landbruget på selvforsyning, nye strukturer opbygges, den planetariske udvikling styrkes. Hen mod årets afslutning findes der en leopardpels af regioner, autonome lande (yudo), enkeltstående boloer, rester af Maskinen, amputerede Stater, militærbaser. Maskinen forsøger at knuse boloerne militært, men tropperne begår mytteri. De to supermagter opgiver deres blokspil og forener sig i USSAR (United Stable States and Republics). USSAR grundlægger Monomat, en ny purificeret industriel base i Centralasien.

1987 — Det internationalte transport- og kommunikationssystem kollapser. Tohundrede autonome regioner holder deres første første planetariske konvent (asa’dala) i Beirut. De beslutter at genetablere kommunikationssystemerne på et nyt grundlag. USSAR er begrænset til Monomat, og resten af verden glider ud af dets kontrol. I efteråret er der selvforsyning overalt og planetariske systemer for gensidig nødhjælp. Sult og stater afskaffes. Mod efterårets afslutning deserterer Monomat-arbejdere og flygter in i bolo-zonen. USSAR forsvinder uden formel opløsning og uden at have brændt sit røde og hvide flag med den blå stjerne.

1988-2345 — bolo’bolo

2346 — bolo’bolo mister sin kraft i takt med at “de hvide” (en slags kulturel epidemi) spreder sig og erstatter alle andre typer af boloer. bolo’bolo glider ind i en tid med kaos og kontemplation.

2764 — Yuvuos begyndelse. Alle forhistoriske optegnelser (indtil 2763) er gået tabt. Tawhuac sætter en ny diskette i drevet.

Skriv et svar