Det oprindelige projekt havde egentlig udelukkende et konserverende sigte. Ingen kunne have forudset, hvad det senere ville føre med sig. Beliggende på Kamikochi, tidligere en del af den japanske hovedø Honshu, husede projektet omkring hundrede forskere, der via genmanipulation og AI-suppleret biotopanalyse arbejdede indædt på at reetablere centrale fiskebestande til 1999-niveau. The Resilience Project (TRP) er således blevet fremført som et skoleeksempel på det, Daniel Pauly har betegnet ’shifting baseline syndrome’, der beskriver en trinvis sænkning af standarder som følge af enhver ny generations manglende kendskab til historiske og sandsynligvis mere bæredygtige forhold i naturen — det var dømt til at slå fejl.

Omkring 2047 observeredes kortvarigt en marginal stigning i bestandene af blåfinnet tun, hvorefter den led det kollaps, der få år senere førte til artens totale udrydelse.

I kølvandet på denne fiasko mistede projektet sin finansiering og anlægget lå herefter øde hen i en årrække, indtil det i 2063 på spektakulær vis blev besat af det teriantropiske kunstkollektiv ribingukaosu. Kollektivet omkonfigurerede TRP’s oprindelige AI og sendte herved dens dna-printer ud i et seks til syv måneder langt amokløb.

Således lagde ribingukaosu, angiveligt ikke helt forsætligt, det vi i dag betegner ‘hyperevolution’. Myriader af nye arter blev undfanget i denne relativt korte periode. Gamle arter blev hurtigt udkonkurreret flere steder, mens de andre steder fik et tiltrængt pusterum, idet nye arter gjorde indhug i bestande af deres naturlige nemesis.

Alt fra tonale mikrober til de op til tolv meter lange pohuai-øgler, der hærger omkring Altai kan føres tilbage til Kamikochi. Visse arter, omend ikke helt så spektakulære, har også efterhånden nået vores del af verden, som for eksempel den ildelugtende og noget nærgående hængelæbesæl eller katapultgoblen som især i den vestlige del af øhavet tvinger mange til at tilbringe de sene sommermåneder indendøre.

Vi kan dog langtfra kun takke resiliensprojektet for kvalmende lugtgener og væskende sår. Hvor ville vi være uden sugekopsalamanderen, der har muliggjort nutidens telepatiske kommunikationssystemer, noget der for bare et halvt århundrede siden var utænkeligt, hvad ville en solnedgang være uden glødedelfiner og klokkekrabbernes nocturner eller bare forestil dig en vinter uden kedelsnegle.

Verden ville ikke være den samme.