Det er blot et spørgsmål om tid, før Svendborg får sit eget rumprogram. Et nedlagt mejeri vil i første omgang danne ramme om projektet. Her bliver de første antifalliske fartøjer bygget inspireret af gopler, af blæksprutter og chitoner. Ekspeditioner sendes afsted, kooperativer og foreninger bygger egne fartøjer. Svendborg Rumstation forenes med andre autonome rumprogrammer i det globale ARA. Et nyt interplanetarisk charter bliver udfærdiget, et charter, der foreskriver at universet forvaltes som fælled, hvilket i nogen grad vil blive udnyttet af ådselskapitalister, men i det store hele vil systemet blive set som velfungerende. Alle har ret til at rejse og bebo — symbiotisk, det siger sig selv — der vil være planeter til alle. Grådighed og rovdrift angribes, koloniseringer med tvivlsomme motiver blokeres. Autonome enklaver etableres på de nærmeste planeter, de første beboere har taget æbler med og muslinger og tang.