Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør vi snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Call’et er en del af vores værk til udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi.

Bidragene bliver samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “We
Don’t Say Goodbye” på Organon i Odense i oktober 2019.
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!

Skriv et svar