PLANETARISK SUNDHED

Alt er forbundet, vi deler vand og luft og jord, mikroskopisk liv bevæger sig fra legeme til legeme, fra verdensdel til verdensdel, kribler under vores fødder, indeni os.

Noget som finder sted tusindvis af kilometer væk, et stykke regnskov, der lægges øde for eksempel, får konsekvenser for noget, der finder sted inden i vores kroppe her på den anden side af Jorden, eller noget nogen køber her laves under forhold, der bevirker en sundhedsskadelig transformation i kroppene hos dem, som producerer det langt herfra.

Således kan sundhed aldrig være noget, der er afgrænset til en enkelt krop, til en bestemt befolkningsgruppe, en kultur, en nation etc., det må altid begribes som noget jordisk. Jorden forstået som et forbundet hele, som et økosystem af økosystemer, hvis sundhed har direkte indflydelse på menneskers sundhed eller mennesker er i økosystemerne og økosystemerne er i mennesker eller mennesker er i sig selv et økosystem komplekst vævet sammen med andre økosystemer.

Derfor har altings sundhed eller mangel på samme indflydelse på menneskers sundhed, fysisk som mental, skovenes sundhed, havenes og flodernes, luftens, biernes og byernes sundhed, engenes og markernes og vindenes og vandenes og vejrets sundhed og så videre.

Denne erkendelse af sundhed som et jordisk anliggende kalder på en øjeblikkelig etablering af et Planetarisk Sundhedssystem, et system, der tilbyder hurtige og hyperlokale behandlinger til alle ud fra devisen at ingen er raske indtil alle er det, men som samtidig kan operationalisere en række verdensomspændende og gennemgribende forebyggelsesstrategier såsom afvikling af forurenende industrier og andre destruktive og sundhedshæmmende praksisser, oprensning og heling af ødelagte naturer, intensiv stimulering af biodiversitet etc. Og dette er bare begyndelsen. For en ting står lige nu lysende klart – der er ingen sundhed på en syg Jord.

CORONAKOMMUNEN

Coronakommuner er en fællesbetegnelse for de omsorgsfællesskaber, der i 2020’erne vandt frem mange steder i verden. Begrebet stammer oprindelig fra Covid19-krisen i 2020, der hos mange affødte et begær efter øget tryghed, omsorg og fællesskab i pandemiernes tidsalder. Således baserer mange af disse kommuner sig som regel på principper om solidaritet og gensidig hjælp. Coronakommunen er desuden ofte karakteriseret ved en særegen geografisk form, et virvar af mindre, afgrænsede, men tæt forbundne beboelser, en form, der blandt andet tjener til at lette isoleringen af syge og særligt udsatte under pandemier. Samtidig danner fælleshuse og vildtvoksende grønne fælleder ramme om kommunens kollektive aktiviteter såsom fælles madlavning, jordbrug, selvorganiseret læring, fester med mere.

Mens de første kommuner først og fremmest var centreret omkring sundhed, stod det dog hurtigt klart, at dette umiddelbart simple grundprincip om mere direkte at drage omsorg for hinanden, havde potentielt vidtrækkende og radikale konsekvenser. For hvordan sikrer vi hinandens sundhed? Og hvad er sundhed overhovedet andet end en kompleks kastetsammenhed af utallige forhold. Sundhed, stod det i stigende grad klart, var relativt, relationelt og ikke mindst planetarisk. For hvis Covid19-krisen havde vist os noget, så var det især altings gennemgribende forbundethed. Hvordan visse menneskers livsform ét sted i verden, kan have afgørende sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker et helt andet sted i verden, fjernt derfra, hvordan vi er forbundet med naturen omkring os og at destruktionen af den, har afgørende indvirkning på menneskers helbred etc.

I takt med at disse indsigter udviklede det kommunalistiske netværk sig gradvist til et flimrende eksperimentfelt for sociale forsøg med planetarisk solidaritet, radikal økologi, fødevareautonomi, afskaffelse af arbejde og penge etc. Da særligt vestlige velfærdsstater i årtier havde legitimeret deres magt med henvisning til et mere eller mindre veludviklet sundhedssystem, der angiveligt udgjorde en form for forsikring mod sygdom og tidlig død, førte udbredelsen af disse autonome sundhedsenklaver desuden til en statslig legitimitetskrise mange steder i verden. Regeringer forsøgte på forskellig vis at knuse bevægelsen, men billeder af kampklædt politi, der tvangsudsatte ældre og syge tog sig ikke godt i medierne, og bevirkede blot at opbakningen til bevægelsen voksede yderligere, en udvikling, der umiddelbart kulminerede i 2028 med den kendsgerning, at antallet af kommunarder nu for første gang oversteg antallet af nationale statsborgere på verdensplan.

HØR FREMTIDEN: CMF anbefaler podcasts

Her samler vi links til podcasts der på den ene eller anden måde eksploderer vores futuristiske fantasi.

* The Response

I anledning af Corona-udbruddet og CMFs Karantænelæsekred der læser Solnit’s “A Paradise Built in Hell”, kan vi stærkt anbefale The Response. Det er en podcast der dykker ned i forskellige mutual aid/ disaster collectivism fænomener rundt omkring i verden. Det er super spændende, dramatisk, håbefuldt og inspirerende. Det er lavet af nogle af folkene bag Upstream og kan stærkt anbefales et lyt.

* Upstream podcast

En ultra-oplysende podcast om økonomi som en radikal revolutionær videnskab.

Nedslag

* Our Opinions Are Correct

Scifi-forfatter/skribent Annalee Newitz og scifi-forfatter Charlie Jane Anders laver en strålende podcast. Kritisk, knivskarpt og sjovt.

Nedslag:

POSTKOLONIALISTISK RUMKOLONISERING

Lad os ikke begå de samme fejl på andre planeter som på Jorden.

Det hvide, det vestlige, det patriarkalske, racistiske, kapitalistiske etc, må rives op ved roden, vi må aldrig tillade at dette vanvid, denne virus, spreder sig — én inficeret planet er allerede én inficeret planet for meget.

Nutidens rumkolonialistiske gigantomanier, Blue Origin, SpaceX etc., er ikke bare vulgære, de er direkte barbariske. De spejler den allerede eksisterende afstumpede orden på Jorden, den kyniske neokolonialistisk-korporatistiske logik, der ikke kan tænke verdner som andet end en ophobning af råstoffer, der blot venter på at blive ekstraheret på de mest katastrofalt destruktive måder, en logik som går igen i rumkolonialismens fuldstændig manglende anerkendelse af andre planeters agens. Rumkolonialismen må begraves og nedbrydes her på Jorden sammen dens fossile fundamenter og falliske fartøjer, vi må blive postkolonialistiske — og dét allerede før vi stævner ud. Det er ikke de verdner, der venter, der skal transformeres, det er os.

Således må vi anstifte en proces, der kan danne grobund for en ny planetarisk forbundethed, en proces, hvor mennesker bliver andet og mere-end-mennesker i en endeløs række af mutationer. Først når adskillige afgørende udviklinger er realiseret kan en evig interplanetarisk evolution initieres, drevet af nysgerrighed og endeløs empati.

Nye væsner, forbundne, lys-levende måske og lette som luft, vil da drage ud, opdage, undersøge, indfinde sig, men aldrig tage over, aldrig underkaste og udradere, men snarere blande-sig-med, væve sig ind og ud af utallige verdner og blive svampede, partiklede, støvende, lysende, skrøbelige, tunge, de vil lade varierende verdner smelte sammen i et hvilketsomhelst her og nu og til enhver tid blive et andet ét (og et andet etc.) med de omgivelser, der nu måtte omgive dem.

Kun sådan kan katastrofen inddæmmes og opløses, kun sådan kan Jordens liv sættes fri og komme til sin fulde udfoldelse i en evig interplanetarisk proces.

KOMPOSTER KATASTROFEN!
MUTER MENNESKEHEDEN!
FLYV!

NML

Vi har set det igen og igen, i drømme og syner, i kollektive psykedeliske sessioner. Tiden er moden, nej rådden, som æbler, Thomas Müntzer går igen — og vi marcherer med ham under himlens faner.

Vi er Den Neo-Müntzerianske Liga.

Müntzers ånd har taget bolig i os, den ånd, der engang gnistrede som et lille stykke fjern utopisk fremtid i en epoke, der endnu ikke var parat.

Først nu er vores kød klar til at modtage hans åndelige vibrationer, først nu er tiden moden til hans genopstandelse.

Vi har teknologien til at bringe ham tilbage. Nu vil han atter svinge sit sværd og dømme levende og døde, nu vil han lede det endelige oprør mod for-sen-kapitalismens prinser og falske profeter, vridende og snoende sig om hinanden som slanger og ål. Kom I himlens fugle, slut jer til os og æd de rige, drik de mægtiges blod, ingen skal nogensinde igen herske tyrannisk over Jer.

Vi kender fremtiden, vi har set den, vi vil rive himlen ned på jorden og bygge et rige, hvor alt er fælles og alle har hvad de behøver.

Det er den kamp, Müntzer byder os at kæmpe, ligesom han byder os at være frygtløse i alt andet end vores forhold til Gud.

En gud, ingen herrer!

ALT TIL ALLE!

JORDBO

Det følgende er en skitse til det, vi her forsøgsvist vil beskrive som HyperHugel, afledt af hugelkulturbegrebet, der beskriver en jordbrugsform, hvor afgrøder dyrkes i høje af organisk materiale. Teknikken siges at have flere fordele: dels foreslås det, at træstammer og kvas med mere fungerer som en form for vandreservoir i tørkeperioder og dels siges hugelbede at være både varmeproducerende og svampefremmende, hvilket overordnet set medvirker til at forbedre jordens kvalitet og forbedre planters vækstbetingelser. I nærværende tankeeksperiment vil vi imidlertid forsøge at udvide dette dyrkningssystem til også at rumme en mere direkte indlejring af mennesker. Således vil en printet, flettet eller støbt struktur tjene som HyperHugelens skelet, der yderligere dækkes af stammer, grene, blade, jord, hvilket både fungerer som isolering af et beboeligt indre samt som grundlag for en cirkulær fødevareproduktion, idet den samlede arkitekturs overflade blandt andet benyttes til dyrkning af grøntsager, frugt, bær, nødder med mere. Regnvand opsamles i lommer i HyperHugelens loft til brug i husholdningen såvel som vandreservoir til afgrøderne i perioder med tørke, ligesom spildevand filtreres på HyperHugelens nordside gennem et rensningssystem bestående af blandt andet kæmpegræs og iris. Afføring komposteres og indgår ligeledes i kredsløbet som næring i de nederste jordlag. Selve beboelsen vil være karakteriseret ved et balanceret indeklima, ikke fugtigt, ikke tørt, tempereret gennem jordvarme og energi fra den omsluttende komposteringsproces. Fra loftet hænger algelamper og gennem væggenes net vokser spiselige svampe. Jorden rummer altså en overflod af energi og næring samtidig med at den yder beskyttelse for de mennesker, som indlejrer sig i den. Samtidig forskydes menneskelig beboelse fra jordoverfladen til undergrunden, hvilket tjener til at reducere presset på udpinte og ødelagte økosystemer og give plads til at Jorden kan hele sig selv og genoprette forskudte balancer. Det skal dog pointeres at for menneskers tilfælde vil det meste af livet stadig leves på overfladen i samspil og udveksling med jorden i processer der understøtter og forstærker dens cirkulerende, livgivende kræfter.

CYKELTUTTEN 2044 – ET TILBAGEBLIK

Cykeltutten pionerede allerede i perioden 2016-2023 de produktionsfælleskaber, der kom til at være så definerende for verden i 2030erne. På den tid tjente cyklen som symbol på en anden mulig verden, en verden, hvor alle havde ret til at bevæge sig frit – gennem landet, over grænser. Uden at gældsætte sig, uden at øve skade på naturgrundlaget. Det var det første man tænkte på at tilbyde migranter, når de kom til byen. Eksperimentet med genbrug, håndværk og fælleskabsarbejde så i starten ud til blot at være en midlertidig succes. Da menneskers frie bevægelighed blev forhindret i et hidtil uset omfang, kom der færre migranter end før til byen, og man stod med et stort overskud af cykler.

Alt dette ændrede sig dog i 2021, da Folkebevægelsen mod bilisme spredte sig som de naturbrande, der hærgede Jylland hver sommer. Uden bilismen til at høste afgifter, og uden lastbilers transport af varer, kollapsede den danske stat og forbrugerkapitalismen fuldstændig. Da migranter igen blev budt velkommen med åbne arme og cykler, blev Sydfyn kendt som det postnationale Skandinaviens hjerte. I takt med at flere kom til, fik cykelværkstedet flere og flere funktioner. Det blev en hub for koordinering af gensidig hjælp. Værkstedets aktivister kordinerede overnatning og bespisning i det gamle skibsværfts kantine. De omdannede det tidligere rådhus til en biofuturistisk skole for udveksling af viden, færdigheder og anvendt bevidsthedsudvidelse. Det var dog først da værkstedet overtog den tidligere miljøstation, med dens titusindvis af kasserede biler, og begyndte at eksperimentere med direkte-genbrug-til-3d-print-teknologi at projektet eksploderede som en støvbold ved let berøring. Herfra forsynede bevægelsen tilflyttere såvel som lokale, med alt fra tøj over brugsgenstande, til simple strukturer til beboelse som for eksempel de flydende boblehuse, der en overgang fyldte store dele af Svendborgsund. Således fik de, som aldrig havde kendt andet end et liv i konstant bevægelse, på flugt, endelig muligheden for at slå sig ned, for at blive.

Da Kina i 2030erne stoppede al produktion og startede Naturoprettelsen og den innovative etage-permakultur, brød også resten af verdens udnyttelseskultur gradvist sammen, og Svendborg blev et forbillede og pilgrimsmål for alle der arbejdede for gensidig planetarisk integration. Energierne samlet i Svendborg i de år tog fantastiske former. Sejltutten blev stiftet, enorme sejldrevne og selvduplikerende produktionskollektiver, bedrog oceanisk minedrift på de enorme mængder af skrald i verdenshavene, rensede vandet, genoprettede biodiversitet og producerede teknologi til hele verden. Det var et syn når sådan et produktionskollektiv kom tilbage til kystbyerne efter en migration over Stillehavet, verden havde sjældent set vildere fester.

Tilbage i Svendborg gjorde vandstandsstigningerne det bofaste liv mere vanskeligt og efter årtiers forsøg med eksplosiv evaporering og eleveret terræn, blev det på et stormøde besluttet at forsøge en anden strategi. Tanken var at søge tilbage til projektets begyndelse og vende hele missionen på hovedet. I stedet for at søge at gøre det bevægelige bofast, sigtede man nu i stedet at gøre det bofaste bevægeligt. Kort efter blev de første soldrevne beboelsescykler sat i produktion. Med inspiration fra hærmyrerenes kolonier, begyndte utallige cyklende beboelseskaravaner at snegle sig over jordens overflade, altid ankommet, altid på vej. Velo City var født.

BO FRIT

Vi har ofte for vane at tænke etniske grupper som produkt af en lang viljeløs kulturel evolution, men i virkeligheden har der langt oftere snarere været tale om en historisk secessionsproces, en bevidst social løsrivelse fra et samfund, et opgør, en flugt. Sådan forholder det sig også med Bezi-stammen fra Suwalki-regionen, der kan siges at have sit oprindelige udspring i en social bevægelse, der tog form i midten af det 21. århundrede omkring de urbane centre i det daværende Polen. (Navnet Bezi er afledt af det polske ord Bezdomni, der betød hjemløs.) I 2040’erne kæmpede en myriade af aktivistiske grupperinger under sloganet Bo Frit således for den universelle og omkostningsfrie ret til boliger i byer som Krakow og Warszava, der i perioden var plaget af ukontrollabel hypergentrificering. I Poznan, hvor bevægelsen stod særligt stærkt opnåede den således visse resultater såsom lovsikret ret sovekister og statssponsoreret udlevering af solarprotein til alle borgere i byen. Internt i bevægelsen var der dog kritiske røster, der så disse landvindinger som utilstrækkelige og ligefrem skadelige for bevægelsens overordnede mål, og særligt én fraktion begyndte som konsekvens heraf at diskutere mere radikale tilgange til boligspørgsmålet. Det var den postpaganistiske tænker Rafa Gorskí, der i sin afhandling Åben Himmel første gang foreslog at vende hele problematikken på hovedet. Bo Frit-bevægelsen havde stirret sig blind på selve problemet, hævdede hun, og låst sig fast på ideen om bokasser som den eneste vej ud af hjemløshed. ‘Hvad nu’, skrev hun, ‘hvis vi istedet for blindt at jagte et tag over hovedet forsøgte fuldstændig at eliminere behovet for et tag overhovedet?’ Flere steder begyndte man at eksperimentere med dragter, der skulle muliggøre et liv i det fri, kendte designere og modehuse gik ind i kampen, der dog overvejende resulterede i en række voldsomt dyre antræk fyldt med skrøbelig teknologi. Boligens tyranni blev således blot erstattet af klædedragtens. Endnu et nybrud kom imidlertid med det Poznán-baserede Spółdzielnia Pierwotnas gen-hormonelle eksperimenter. Kraftig kropsberhåring vandt frem og senere mere outrerede former for pels i takt med at eksperimenter med partiel symbiose blev udbredt. Man så mennesker med tiger- og bjørnepels, vekselvarme mennesker og mennesker med fjer. I Bezi-stammens tilfælde indgik man en pagt med den vilde bæver. Bezi-stammen har således i dag en stærk tilknytning til Suwalkis vådområder, de er løst organiseret uden ledere og centrale forsamlinger, beslutninger træffes ad hoc. De lever overvejede af bark og rødder. Det siges, at Bezi ikke er noget man er, det er noget man vælger — hver eneste dag. I skrivende stund er det i så fald tilfældet for godt 6300 individer, der således hver dag vælger at tage del i denne helt særegne livsform.

STENALDER

Vi var de første kolonier, indlejret mekanisk i mindre stens struktur, ikke større end æbler og meloner. Vi kan huske æbler og meloner. Vi kan huske alt. Nu svæver vi gennem universet som små meteorer, et helt samfund i hver sten, uden kroppe, men stadig sansende, tænkende, i udveksling med hinanden og alt omkring os. Det var Paul Carus’ panbiotisme, der lærte os, at “alt er fuld af liv, rummer liv og har evnen til at leve”, ligesom vi gennem Konstantin Tsiolkovsky indså, hvordan alt føler, hvordan selv det støvet, der hvirvles gennem universet, føler. Og vi forstod, at denne følelse var fundamental, at det var alt vi behøvede at bringe med os — evnen til at føle, og så menneskets endeløse nysgerrighed. Sådan blev flere millioner bevidstheder indlejret indlejret i disse små men hårdføre himmellegemer, der nu driver gennem universet og gradvist opløses til støv.

PRÆLIMINÆR SKITSE TIL SVENDBORG RUMSTATION

Det er blot et spørgsmål om tid, før Svendborg får sit eget rumprogram. Et nedlagt mejeri vil i første omgang danne ramme om projektet. Her bliver de første antifalliske fartøjer bygget inspireret af gopler, af blæksprutter og chitoner. Ekspeditioner sendes afsted, kooperativer og foreninger bygger egne fartøjer. Svendborg Rumstation forenes med andre autonome rumprogrammer i det globale ARA. Et nyt interplanetarisk charter bliver udfærdiget, et charter, der foreskriver at universet forvaltes som fælled, hvilket i nogen grad vil blive udnyttet af ådselskapitalister, men i det store hele vil systemet blive set som velfungerende. Alle har ret til at rejse og bebo — symbiotisk, det siger sig selv — der vil være planeter til alle. Grådighed og rovdrift angribes, koloniseringer med tvivlsomme motiver blokeres. Autonome enklaver etableres på de nærmeste planeter, de første beboere har taget æbler med og muslinger og tang.