CYKELTUTTEN 2044 – ET TILBAGEBLIK

Cykeltutten pionerede allerede i perioden 2016-2023 de produktionsfælleskaber, der kom til at være så definerende for verden i 2030erne. På den tid tjente cyklen som symbol på en anden mulig verden, en verden, hvor alle havde ret til at bevæge sig frit – gennem landet, over grænser. Uden at gældsætte sig, uden at øve skade på naturgrundlaget. Det var det første man tænkte på at tilbyde migranter, når de kom til byen. Eksperimentet med genbrug, håndværk og fælleskabsarbejde så i starten ud til blot at være en midlertidig succes. Da menneskers frie bevægelighed blev forhindret i et hidtil uset omfang, kom der færre migranter end før til byen, og man stod med et stort overskud af cykler.

Alt dette ændrede sig dog i 2021, da Folkebevægelsen mod bilisme spredte sig som de naturbrande, der hærgede Jylland hver sommer. Uden bilismen til at høste afgifter, og uden lastbilers transport af varer, kollapsede den danske stat og forbrugerkapitalismen fuldstændig. Da migranter igen blev budt velkommen med åbne arme og cykler, blev Sydfyn kendt som det postnationale Skandinaviens hjerte. I takt med at flere kom til, fik cykelværkstedet flere og flere funktioner. Det blev en hub for koordinering af gensidig hjælp. Værkstedets aktivister kordinerede overnatning og bespisning i det gamle skibsværfts kantine. De omdannede det tidligere rådhus til en biofuturistisk skole for udveksling af viden, færdigheder og anvendt bevidsthedsudvidelse. Det var dog først da værkstedet overtog den tidligere miljøstation, med dens titusindvis af kasserede biler, og begyndte at eksperimentere med direkte-genbrug-til-3d-print-teknologi at projektet eksploderede som en støvbold ved let berøring. Herfra forsynede bevægelsen tilflyttere såvel som lokale, med alt fra tøj over brugsgenstande, til simple strukturer til beboelse som for eksempel de flydende boblehuse, der en overgang fyldte store dele af Svendborgsund. Således fik de, som aldrig havde kendt andet end et liv i konstant bevægelse, på flugt, endelig muligheden for at slå sig ned, for at blive.

Da Kina i 2030erne stoppede al produktion og startede Naturoprettelsen og den innovative etage-permakultur, brød også resten af verdens udnyttelseskultur gradvist sammen, og Svendborg blev et forbillede og pilgrimsmål for alle der arbejdede for gensidig planetarisk integration. Energierne samlet i Svendborg i de år tog fantastiske former. Sejltutten blev stiftet, enorme sejldrevne og selvduplikerende produktionskollektiver, bedrog oceanisk minedrift på de enorme mængder af skrald i verdenshavene, rensede vandet, genoprettede biodiversitet og producerede teknologi til hele verden. Det var et syn når sådan et produktionskollektiv kom tilbage til kystbyerne efter en migration over Stillehavet, verden havde sjældent set vildere fester.

Tilbage i Svendborg gjorde vandstandsstigningerne det bofaste liv mere vanskeligt og efter årtiers forsøg med eksplosiv evaporering og eleveret terræn, blev det på et stormøde besluttet at forsøge en anden strategi. Tanken var at søge tilbage til projektets begyndelse og vende hele missionen på hovedet. I stedet for at søge at gøre det bevægelige bofast, sigtede man nu i stedet at gøre det bofaste bevægeligt. Kort efter blev de første soldrevne beboelsescykler sat i produktion. Med inspiration fra hærmyrerenes kolonier, begyndte utallige cyklende beboelseskaravaner at snegle sig over jordens overflade, altid ankommet, altid på vej. Velo City var født.

BO FRIT

Vi har ofte for vane at tænke etniske grupper som produkt af en lang viljeløs kulturel evolution, men i virkeligheden har der langt oftere snarere været tale om en historisk secessionsproces, en bevidst social løsrivelse fra et samfund, et opgør, en flugt. Sådan forholder det sig også med Bezi-stammen fra Suwalki-regionen, der kan siges at have sit oprindelige udspring i en social bevægelse, der tog form i midten af det 21. århundrede omkring de urbane centre i det daværende Polen. (Navnet Bezi er afledt af det polske ord Bezdomni, der betød hjemløs.) I 2040’erne kæmpede en myriade af aktivistiske grupperinger under sloganet Bo Frit således for den universelle og omkostningsfrie ret til boliger i byer som Krakow og Warszava, der i perioden var plaget af ukontrollabel hypergentrificering. I Poznan, hvor bevægelsen stod særligt stærkt opnåede den således visse resultater såsom lovsikret ret sovekister og statssponsoreret udlevering af solarprotein til alle borgere i byen. Internt i bevægelsen var der dog kritiske røster, der så disse landvindinger som utilstrækkelige og ligefrem skadelige for bevægelsens overordnede mål, og særligt én fraktion begyndte som konsekvens heraf at diskutere mere radikale tilgange til boligspørgsmålet. Det var den postpaganistiske tænker Rafa Gorskí, der i sin afhandling Åben Himmel første gang foreslog at vende hele problematikken på hovedet. Bo Frit-bevægelsen havde stirret sig blind på selve problemet, hævdede hun, og låst sig fast på ideen om bokasser som den eneste vej ud af hjemløshed. ‘Hvad nu’, skrev hun, ‘hvis vi istedet for blindt at jagte et tag over hovedet forsøgte fuldstændig at eliminere behovet for et tag overhovedet?’ Flere steder begyndte man at eksperimentere med dragter, der skulle muliggøre et liv i det fri, kendte designere og modehuse gik ind i kampen, der dog overvejende resulterede i en række voldsomt dyre antræk fyldt med skrøbelig teknologi. Boligens tyranni blev således blot erstattet af klædedragtens. Endnu et nybrud kom imidlertid med det Poznán-baserede Spółdzielnia Pierwotnas gen-hormonelle eksperimenter. Kraftig kropsberhåring vandt frem og senere mere outrerede former for pels i takt med at eksperimenter med partiel symbiose blev udbredt. Man så mennesker med tiger- og bjørnepels, vekselvarme mennesker og mennesker med fjer. I Bezi-stammens tilfælde indgik man en pagt med den vilde bæver. Bezi-stammen har således i dag en stærk tilknytning til Suwalkis vådområder, de er løst organiseret uden ledere og centrale forsamlinger, beslutninger træffes ad hoc. De lever overvejede af bark og rødder. Det siges, at Bezi ikke er noget man er, det er noget man vælger — hver eneste dag. I skrivende stund er det i så fald tilfældet for godt 6300 individer, der således hver dag vælger at tage del i denne helt særegne livsform.

STENALDER

Vi var de første kolonier, indlejret mekanisk i mindre stens struktur, ikke større end æbler og meloner. Vi kan huske æbler og meloner. Vi kan huske alt. Nu svæver vi gennem universet som små meteorer, et helt samfund i hver sten, uden kroppe, men stadig sansende, tænkende, i udveksling med hinanden og alt omkring os. Det var Paul Carus’ panbiotisme, der lærte os, at “alt er fuld af liv, rummer liv og har evnen til at leve”, ligesom vi gennem Konstantin Tsiolkovsky indså, hvordan alt føler, hvordan selv det støvet, der hvirvles gennem universet, føler. Og vi forstod, at denne følelse var fundamental, at det var alt vi behøvede at bringe med os — evnen til at føle, og så menneskets endeløse nysgerrighed. Sådan blev flere millioner bevidstheder indlejret indlejret i disse små men hårdføre himmellegemer, der nu driver gennem universet og gradvist opløses til støv.

PRÆLIMINÆR SKITSE TIL SVENDBORG RUMSTATION

Det er blot et spørgsmål om tid, før Svendborg får sit eget rumprogram. Et nedlagt mejeri vil i første omgang danne ramme om projektet. Her bliver de første antifalliske fartøjer bygget inspireret af gopler, af blæksprutter og chitoner. Ekspeditioner sendes afsted, kooperativer og foreninger bygger egne fartøjer. Svendborg Rumstation forenes med andre autonome rumprogrammer i det globale ARA. Et nyt interplanetarisk charter bliver udfærdiget, et charter, der foreskriver at universet forvaltes som fælled, hvilket i nogen grad vil blive udnyttet af ådselskapitalister, men i det store hele vil systemet blive set som velfungerende. Alle har ret til at rejse og bebo — symbiotisk, det siger sig selv — der vil være planeter til alle. Grådighed og rovdrift angribes, koloniseringer med tvivlsomme motiver blokeres. Autonome enklaver etableres på de nærmeste planeter, de første beboere har taget æbler med og muslinger og tang.

DE DØDES PARTI

Ingen er frie indtil alle er frie!

Der går et spøgelse gennem Europa,
over alle verdens flader,
ind i dens inderste afkroge
det er de dødes spøgelse, de vil have mere liv.

De kræver del i den uendelighed, der venter os —
i det dennesidige.
De kræver frihed, lighed og genopstandelse
De kræver en del i denne verden, med eller uden deres kroppe,
men aldrig på bekostning af de-lige-nu-levende.

De Dødes Parti er radikalt egalitært,
det råber på planetarisk revolution

Først når alle lige-nu-levende har hvad de skal bruge,
har fået deres frihed,
skal de døde vækkes til live igen,
skal Stater og lande og grænser brydes ned og verden blive én
skal tiden blive én tid
og vi skal rejse fra planet til planet som sporer og som pollen.

DER ER ZONER (2320)

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

Der er zoner med mennesker uden kroppe
Der er zoner hvor man stadig spiser mad
Der er zoner for cyborgs og mutanter
Der er zoner hvor man lever alene af lys

Der er zoner hvor man stadig tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt fornødent
Der er zoner hvor alting stadig laves i hånden

Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker dykker efter affald og lever af søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker

Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå

Der er zoner hvor folk bor i containere og bilvrag
Og zoner hvor de fleste er rejst ud i rummet
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen

Der er zoner hvor mennesker lever i planter og sten
Der er zoner med piratkolonier og neokommunisme

Der er zoner hvor ånderne bor

Der er telepatiske zoner
Empatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose

Der er zoner for pelsede mennesker
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim

Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Der er zoner hvor byerne er gravet ned
Der er zoner hvor mennesker har lært at flyve

Der er zoner hvor kvinder føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen

Der er zoner hvor livet er evigt
Og zoner hvor man fejrer dødsfald som mirakler

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

SPEKULATIV KRONOGRAFI

Den militante futurologi har mange mulige virkemidler til rådighed. Et af dens mere simple, men ikke desto mindre virksomme, greb er temporal fremskrivning i form af tidslinjer eller det, vi her vil betegne ‘spekulativ kronografi’, en form, der gør os i stand til at afsøge mulige udviklinger og forløb over længere tidsspand. Således bliver det muligt at frem-skrive såvel som at frem-mane bestemte allerede-i-tiden-eksisterende potentialiteter gennem målrettet stimulering af vores fælles forestillingsevne. (Det mulige er jo netop, som Franco Bifo Berardi har peget på, hverken et eller uendeligt, men mange.) Et særligt lysende eksempel på spekulativ kronografi finder vi i Hans Widmers futuro-antropologiske utopi bolo’bolo fra 1983, der opridser et nærfremtidsscenarie hvor ‘boloer’, en slags autonome enklaver, udgør den primære model for social organisering på jorden. Den spekulative kronografi består her i en “foreløbig tidsplan” for etableringen og udbredelsen af en bolo-baseret samfundsmodel. “Hvis alt går vel”, skriver Widmer således,

“kan bolo’bolo realiseres ved udgangen af 1987. Forsinkelser står for egen regning. Den følgende tidsplan kan måske tjene til at måle vores fremskridt.

1984 — bolo’bolo pamfletter, stickers, plakater og skilte spredes verden over på de største sprog. ABC-dysco-knudepunkter (‘dysco’ henviser til en cocktail af anti-kapitalistiske modstandsstrategier) skyder frem i mange kvarterer, byer og regioner, selvforsyningskontrakter bliver indgået. De frøste trico-knudepunkter (centre, der fremmer planetariske forbindelser og spredning) bliver til. Flere dyscoer omdannes til pioner- og eksperimental-boloer. I nogle kvarterer undersøger folk bygninger og rums egnethed til boloer, udvekslingscentre og lignende, og laver andre provisionelle planer. Flere og flere gader blokeres for biltrafik. Den politiske Maskine plages af omfattende legitimitetskrise overalt og har vanskeligt ved at bevare kontrollen. Statsorganer udfører sjusket og uopmærksomt deres repressive funktioner.

1985 — Dysco- og trico-netværker udfører flere og flere praktiske hverdagsfunktioner: gensidig hjælp til mad, planetarisk hjælp, etablering af udveksling mellem jordbrugere og rurale dyscoer. I visse mindre regioner mister Maskinen sin indflydelse og uafhængige områder udvikler sig ubemærket. Statsapparater plages af substraktive angreb.

1986 — Større regioner bliver uafhængige som for eksempel Oregon, Tadsjikistan, Sachsen, Wales, Schweitz, Australien, Ghana, Brasillien. I disse områder baseres landbruget på selvforsyning, nye strukturer opbygges, den planetariske udvikling styrkes. Hen mod årets afslutning findes der en leopardpels af regioner, autonome lande (yudo), enkeltstående boloer, rester af Maskinen, amputerede Stater, militærbaser. Maskinen forsøger at knuse boloerne militært, men tropperne begår mytteri. De to supermagter opgiver deres blokspil og forener sig i USSAR (United Stable States and Republics). USSAR grundlægger Monomat, en ny purificeret industriel base i Centralasien.

1987 — Det internationalte transport- og kommunikationssystem kollapser. Tohundrede autonome regioner holder deres første første planetariske konvent (asa’dala) i Beirut. De beslutter at genetablere kommunikationssystemerne på et nyt grundlag. USSAR er begrænset til Monomat, og resten af verden glider ud af dets kontrol. I efteråret er der selvforsyning overalt og planetariske systemer for gensidig nødhjælp. Sult og stater afskaffes. Mod efterårets afslutning deserterer Monomat-arbejdere og flygter in i bolo-zonen. USSAR forsvinder uden formel opløsning og uden at have brændt sit røde og hvide flag med den blå stjerne.

1988-2345 — bolo’bolo

2346 — bolo’bolo mister sin kraft i takt med at “de hvide” (en slags kulturel epidemi) spreder sig og erstatter alle andre typer af boloer. bolo’bolo glider ind i en tid med kaos og kontemplation.

2764 — Yuvuos begyndelse. Alle forhistoriske optegnelser (indtil 2763) er gået tabt. Tawhuac sætter en ny diskette i drevet.

TAG TID

Vi har brug for en ny kronoklasme, et oprør mod den kunstige tidsknapheds tyranni. Vores TID er blevet taget fra os, blevet koloniseret, homogeniseret, knust og sat sammen, ordnet og opdelt. Vi har ikke længere tid, vi har tidsplaner og todos og deadlines og doodles. Sådan bliver vi i dag regeret. Kapitalismen har altid søgt underkastelse gennem temporal kontrol, den har søgt at sætte tiden i system, gøre den retlinet, ensartet, krono-logisk i bestræbelsen på at kolonisere stadig nye områder af menneskers frie tid og gøre dem produktive og kontrollable. Pariserkommunarderne kendte denne sammenhæng og smadrede de offentlige urværker under befrielsen af Paris i 1871. Martial Bourdin forstod det og forsøgte følgeligt at bombe selve symbolet på den globale homogenisering af vores tid, Shepherd Gate Clock i Greenwhich, mens 1970’ernes italienske autonome manede til en form for defensiv modstand på kanalen Radio Alice med en opfordring til ikke at stå op, til at blive i sengen med nogen og bygge musikinstrumenter og våben. I dag har den artificielle tidsknaphed spredt sig til alle livets områder, den er trængt ind i vores allerinderste som en gennemgribende globaliseret tid indlejret i vores kranier, eller vi bærer hos os i vores gadgets, der som guldkæderne i Thomas Mores Utopia ligner smykker, men i virkeligheden er lænker. Således kan vi ikke blot rette et nyt kronoklastisk angreb mod centrale symboler, urværker, mod repræsentanter for den krono-logiske orden, men må snarere tilstræbe et fuldstændigt brud med denne orden. Vi må ind- og overtage nye selvforvaltede tids-rum, folde dem ud og gøre dem varige, vi må bygge tidsmaskiner, springe i tid, smadre tidsmaskiner og leve evigt i parallelle dimensioner, eller vende tilbage til jordens tid, solens og månens tid, universets æoner, vi må formulde og blive en del af det uendelige kredsløb igen. Der findes tusindvis af tidsligheder, ligeså mange som der findes former for liv. Vi må blive mange, lære af dem, som kender til kolonisering, som har levet med den under huden i århundreder og udviklet mostandsdygtige temporaliteter som svar — afrikansk tid, latinamerikansk tid etcetc. Sådan vil vi finde tid, tage tid, sådan vil vi leve i dybe fortider, nutider, fremtider, leve på afstand af krono-logisk kontrol og temporalt tyranni. Dette er begyndelsen. Tag tiden tilbage!

CMF, oktober 2019

FREMTIDEN FLYDER

SIV
Efterhånden som rejsen til lands blev mere og mere vanskelig, vendte stadig flere migranter sig mod havet. De første både var primitive og provisoriske, bygget i al hast af siv fra vådområderne omkring Villahermosa i Mexico. Senere, da CN (Comité Nómada) havde taget magten over flere byer i Chiapas og Tabasco, blev sivbådene, inspireret af peruvianske migranter fra området omkring Titicaca-søen, større og mere komplekse i deres konstruktion. Dyrkningen af siv blev sat i system. Målet var nu ikke blot at sikre nomader (dette var den foretrukne term blandt dem, som den amerikanske regering besked som illegale) en sikker rejse over den Mexikanske Golf, men at muliggøre et live med længere perioder til havs. I de følgende årtier opstod adskillige kolonier langs dem amerikanske sydkyst, hvoraf den mest berygtede måske er Collectivo Cimaron, en koloni på op mod 900 fartøjer hjemmehørende i sumpområderne syd for New Orleans, beskyttet af sumpens vilde ufremkommelighed. På ironisk vis hævdes det, at disse sivbådskolonier, trods lokalbefolkningens frygt og indædte modvilje, har fungeret som en form for kystsikring, der medvirkede til at dæmpe skadevirkningerne af kategori 7 orkaner som Donald (2039) og Mitch (2042).

KORAL
Dr. David Vaughans tilfældige opdagelse i begyndelsen af det 21. århundrede af mikrofragmenteringsteknikken, der gjorde det muligt at multiplicere koraller og opdyrke dem langt hurtigere end tidligere muligt blev senere grundlaget for eksperimenter med kunstige atoller. Nye hurtigtvoksende og tilpasningsdygtige koraller blev udviklet af forskere og aktivister fra Mikronesiens Forenede Stater og dyrket på alt fra undersøiske højdedrag til kunstige flydende såvel som forankrede arkitekturer i det sydlige Stillehav. Således voksede gradvist et nyt organisk øhav frem. Hver ø sin særprægede form, men ofte med en atols karakteristiske ring og indre lagune, hvor nye samfund ernærede sig forskellige former for regenerativt havbrug. Disse nye videnskabelige ‘landvindinger’ er også siden med held blevet anvendt rundt om eksisterende øer og langs kyster som værn mod storme og aggressiv erosion, som vi eksempelvis har set det langs kysten syd for Sendai i Japan.

ALGER
Allerede i 2040’erne er Heal­Fleet en realitet. På den tid består denne autonome armada af mere end 450.000 fartøjer, og den vokser sig større hver eneste dag. Lad os her blot fremhæve nogle af Heal­Fleet mest fremtrædende karakteristika. Flåden består af printede flydende arkitekturer, der huser alt fra eneboere til storkollektiver. De er forbundet med elastiske fortøjninger, men hver enhed kan til enhver tid gøre sig fri og strejfe om på egen hånd. Fartøjerne bliver til i takt med at flåden glider over verdenshavene. Materialet er en blanding af microplastic, alger og gær, der opsamles og dyrkes i store decentralt placerede beholdere med en dertil knyttet printer. Sådan produceres Heal­Fleets fartøjer løbende ud fra et algoritmisk tilfældighedsprincip, hvilket betyder at hvert eneste fartøj er unik i sin form. Flåden fungerer som en autonom geografi, og alle kan blive en del af Heal­Fleet. Således består Heal­Fleets første befolkning af en blanding af migranter og dissidenter, bohemer og anarkister, mutanter og maroons, samt øboere, hvis hjem er sunket i havet. Heal­Fleet fungerer dog ikke blot som flydende fristad – den har også en naturhelende funktion. Hver enkelt fartøj er således udstyret med kompleks teknologi rettet mod blandt andet vandrensning, nedkøling af sårbare blå økosystemer (for eksempel koralrev), naturgenopretning etc. Et af Heal­Fleets mest fundamentale principper er nemlig, at det liv, der leves ombord på fartøjerne udelukkende må have en positiv helende indvirkning på den omgivende natur. Deres rensningssystemer regulerer derfor eksempelvis næringstilførslen til havet så den stemmer overens med varierende lokale biotopers beskaffenhed og behov. Kosten ombord på Heal­Fleet varierer så selvsagt også fra et område til et andet. Hovednæringskilden for Heal­Fleets beboere er dog overvejende tang, muslinger og andre organismer, hvis dyrkning har direkte positiv indvirkning på havenes økologiske balance.

IS
En smal hvid linje mellem det element, der er vores, og det store uregerlige udenfor. Herfra rejser vi ud. Her ankommer vi. Sådan vil vi forsøge at holde denne linje som en forsvarsværk, rejse sandet som en mur af glas, bygge vores byer som et ydre værn, en stejl urban fæstning, der markerer civilisationens yderste grænse. Sådan vil vi fejle. Et for ensidigt fokus på overgange, sammenfald, på brydninger frem for på kilder, udspring, årsager. I første omgang må selve vores forhold til havet genetableres via symbiose, sandets grænse overskrides, havet må bebos i nye indlejrede former. Havstigningernes ‘ophav’ må søges i os selv, men også konkret i ishavene i nord og i syd. Nano-freezebots er naturligvis en løsning, millioner af flydende soldrevne fryselegemer forbundet i kilometerbrede flager af Is. Men teknologien vil ikke løse alt for os alene, vi må selv blive is, ‘indfinde’ os i det nordligste og det sydligste, i urbane ice-tanics og autonome freeze-fleets, rejsende mod ophavet, mod oversvømmelsens kilde.

TÅSINGE TRAILERPARK

Mens der i 2020’erne efterhånden var udbredt konsensus om behovet for omstilling, var der ofte i mindre grad enighed om midlerne til målet.

Først og fremmest var der naturligvis alle de statslige tiltag, der sigtede mod at implementere mere bæredygtige teknologier samtidig med, at så mange så muligt blev forsøgt fastholdt i den for-sen-kapitalistiske arbejde-forbrug-død-spiral. Af mere autonome initiativer kan permakulturbevægelsen og det globale netværk af økolandsbyer nævnes, men hvad disse organiseringer besad i social og økologisk radikalitet, syntes de samtidig at mangle i åbenhed og umiddelbar tilgængelighed. Det krævede ofte en større forforståelse og teknisk kunnen at tage del, det økoorganiske design virkede oftere end ikke ekskluderende og de enkelte landsbyer og kommuner var i overvejende grad geografisk afsondrede og isolerede for omverdenen. På sin vis kunne disse projekter ses som værende ‘for langt fremme i utopien’ så at sige, således at springet for udenforstående blev for stort, både i forhold til kultur, kompetencer, økonomisk formåen etc.

Her overfor skilte særligt Tåsinge Trailerpark sig ud som en anderledes monstrøs og vildvoksende kastetsammenhed i tiden. Det var Center for Militant Futurologi (bemærk at vi her indsætter et temporalt loop), der først foreslog trailerparken som en postkapitalistisk model for organisering, og få måneder senere begyndte de første autocampere, skurvogne, campletter etc. at køre over Svendborgsundbroen. Hurtigt voksede bosættelsen sig større fra Tåsinges midte ud mod øens vestkyst i en slags halvmåneformet arrangering af vogne, skure og telte gennemskåret af køkkenhaver og husdyrhold samt en større fælled i midten ned mod kystren. Visse foranstaltninger blev koordineret beboerne imellem såsom vandopsamling, konstruktion af muldtoiletter, etablering af skov mm., men trailerparken var uden nogen central organisering i øvrigt. Ingen komiteer, ingen stormøder — blot en løs tilslutning til principper om gensidighed i mellemmenneskelige såvel som menneske-naturrelationer, en generel afsmag over for grådighed, forskelsbehandling, hastværk etc. hvilket alt sammen føjede til trailerparkens i forvejen behagelige og afslappede atmosfære.

Alle var kommet på de samme vilkår, alle havde lige meget ret til at være der, og alle var altid velkomne. Det var i denne vildvoksende åbenhed at trailerparkens største styrke lå. Selv da bosættelsen i 2040’erne så ud til at have nået et naturligt mætningspunkt, da øens naturlige afgrænsning gjorde en stadig tilstrømning til trailerparken problematisk, overvandt beboerne ved opfindsomhed og ildhu denne ikke helt undseelige forhindring, idet man lod trailerparken vokse ud i havet omkring Tåsinge på pæle og pontoner. Det siges, at denne vandvinding bidrog betydeligt til at beskytte Tåsinge mod oversvømmelser under de store stormfloder i midten af århundredet, mens andre øer praktisk talt sank i havet og forsvandt.