BILFRI JORD

Det begynder her, som en idé

Det bliver til en kampagne, en social bevægelse på syv synkende kontinenter:
“Bilfri Jord — mod bilen og dens verden”

En kilometer lang karavane bevæger sig sydpå
Folk stiger ud af deres biler og går med
Bilerne læsses på vogntog og køres til Sfendali nord for Athen

Her bygger de det første mega-erthship — en hel by af karosserier og dæk
Med hængene haver, væksthuse,
fiskedamme, cykliske kloaksystemer, energiforsyning etc.

Lignende byer vokser frem andre steder i verden.
Og eftersom der ikke produceres biler længere, er det efterhånden et særsyn at se disse firhjulede maskiner glide over Jorden.
Men ved første fuldmåne i et nyt år, kan man ofte høre en kakafoni af bilhorn og alarmer — en sælsom reminiscens fra den verden, vi forlod.

OPEN CALL: UDØDELIGHED – ELLER HVOR SER DU DIG SELV OM 231 ÅR?

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er dels på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Vi modtager også meget gerne visuelle bidrag.

Call’et vil indgå i udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi. Herefter vil bidragene blive samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “Aldring, Udødelighed, Slægt” på Organon i Odense
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!

NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.

HEDESELSKABET 2045

Særligt efter de store stormfloder i 2030’erne steg interessen (i takt med vandstanden) for Hedeselskabets historie. Under parolen ‘Hvad udadtil tabes skal indadtil vindes’ begyndte en række initiativer således fra midten af 30’erne at eksperimentere med alt fra territoriel elevering til urban mangrove, eksplosiv fordampning etc. Det var disse forskelligartede initiativer, der i 2045 gik sammen i paraplyorganisationen Det Ny Hedeselskab.

Senere blev også mere offensive projekter søsat dedikeret til aggressiv opsamling og lagring af CO2. De positive effekter af disse indsatser forblev dog beskedne og det stod efterhånden klart, at man måtte gå anderledes og mere radikalt til værks og gribe om problemets rod, selve årsagerne til det klimatiske kaos, der plagede planeten.

Gradvist begyndte en mere spirituel forståelse af selskabets mission at vinde frem — mest tydeligt sammenfattet i ideen om ‘den menneskelige hede’. Katastrofen var i denne optik ikke så meget fremmanet af ydre ‘systemiske’ svagheder og fejl, men snarere et udpint og forarmet indre liv (særligt udpræget i vestlige verdner). Der blev bygget nye kirker i disse år og centre for bevidsthedsudvidelse og meditation. ‘Hvad der udadtil tabes skal indadtil vindes’ fik en ny betydning. Alle kræfter blev sat ind på at transformere vores indre hede, som det ofte blev beskrevet, vild og uendelig natur.

JORDPARTIET

Af JORD er vi kommet. Til JORD skal vi blive og af jorden vil vi atter rejse os som en samlet, rasende bevægelse.

JORDPARTIET kalder til kamp mod destruktionen af vores livsgrundlag og verden, til kamp for JORDEN i dobbelt forstand — forstået som hele vores vide verden såvel som selve jorden under vores fødder. Det nære og det hele i et samlet perspektiv.

Vi må genopdage, at vores verden er ÉN, at alt er forbundet. Artificielle grænser må brydes ned, der må etableres nye verdensomspændende forbindelser, nye komplekse og sammenvævede livsformer.

At verden er én og forbundet betyder samtidig, at ALT er ALLES.

Vi må begynde at begribe denne vores verden, ikke som planet eller som en klode, men som en JORD fuld af liv, som vi atter må lære at beskytte og nære. Jorden under vores fødder giver os liv, og vi må give den livet tilbage. Vi skal ikke blot DYRKE jorden, men må også lære at SKABE den.

Dette kræver ikke blot nye bæredygtige livsformer — det kræver livsformer, der er (RE)GENERATIVE og ikke mindst FORVILDENE (hvilket vil sige, at mennesker må skabe nye betingelser for eksplosive og ukontrollable biologiske tilblivelser).

En ny JORDFORBINDELSE må dog ikke forveksles med RODFÆSTETHED. Selv Jordens mest faste former bevæger sig. Alt er altid i bevægelse. Alle er forbundne overalt. På samme måde er Jordpartiet ikke et STATISK parti men en verdensomspændende bevægelse forenet omkring disse fire principper:

ALT TIL ALLE
REGENERATIVE LIVSFORMER
FORVILDET NATUR
INGEN GRÆNSER

SNEGLENS ÅR (TRANSPORTMANIFEST)

2019 var sneglens år. Det var det år, hvor vi forkastede forældede ideer om bevægelse, fart, fremskridt.

Vi lærte at krybe igen, uendeligt langsommeligt, trak spor af frugtbarhed over jorden, vi lærte at flyde på havene.

Snegle bringer deres bygningsværker med sig, alt hvad de har, bærer de hos sig. De har ingen destination, bevæger sig ikke lineært men efter et mere kaotisk princip. Følsomt, uforudsigeligt skriver de deres historie på jorden, på havets bund, skriver med kroppen.

Sådan blev også vi mere følsomme, hvirvelløse, gled afsted i skrøbelige mobile bomaskiner uden hensyn til kunstige geografier, til nationale grænser og private jorde,

Men altid forbundet med jorden overalt uden nogensinde at slå rod noget sted, altid i bevægelse i en blød og krybende permanent revolution.

SCENARIUM #1: RESILIENSPROJEKTET

Det oprindelige projekt havde egentlig udelukkende et konserverende sigte. Ingen kunne have forudset, hvad det senere ville føre med sig. Beliggende på Kamikochi, tidligere en del af den japanske hovedø Honshu, husede projektet omkring hundrede forskere, der via genmanipulation og AI-suppleret biotopanalyse arbejdede indædt på at reetablere centrale fiskebestande til 1999-niveau. The Resilience Project (TRP) er således blevet fremført som et skoleeksempel på det, Daniel Pauly har betegnet ’shifting baseline syndrome’, der beskriver en trinvis sænkning af standarder som følge af enhver ny generations manglende kendskab til historiske og sandsynligvis mere bæredygtige forhold i naturen — det var dømt til at slå fejl.

Omkring 2047 observeredes kortvarigt en marginal stigning i bestandene af blåfinnet tun, hvorefter den led det kollaps, der få år senere førte til artens totale udrydelse.

I kølvandet på denne fiasko mistede projektet sin finansiering og anlægget lå herefter øde hen i en årrække, indtil det i 2063 på spektakulær vis blev besat af det teriantropiske kunstkollektiv ribingukaosu. Kollektivet omkonfigurerede TRP’s oprindelige AI og sendte herved dens dna-printer ud i et seks til syv måneder langt amokløb.

Således lagde ribingukaosu, angiveligt ikke helt forsætligt, det vi i dag betegner ‘hyperevolution’. Myriader af nye arter blev undfanget i denne relativt korte periode. Gamle arter blev hurtigt udkonkurreret flere steder, mens de andre steder fik et tiltrængt pusterum, idet nye arter gjorde indhug i bestande af deres naturlige nemesis.

Alt fra tonale mikrober til de op til tolv meter lange pohuai-øgler, der hærger omkring Altai kan føres tilbage til Kamikochi. Visse arter, omend ikke helt så spektakulære, har også efterhånden nået vores del af verden, som for eksempel den ildelugtende og noget nærgående hængelæbesæl eller katapultgoblen som især i den vestlige del af øhavet tvinger mange til at tilbringe de sene sommermåneder indendøre.

Vi kan dog langtfra kun takke resiliensprojektet for kvalmende lugtgener og væskende sår. Hvor ville vi være uden sugekopsalamanderen, der har muliggjort nutidens telepatiske kommunikationssystemer, noget der for bare et halvt århundrede siden var utænkeligt, hvad ville en solnedgang være uden glødedelfiner og klokkekrabbernes nocturner eller bare forestil dig en vinter uden kedelsnegle.

Verden ville ikke være den samme.

Københavnerkommunen. Uddrag fra “Bidrag til en nær bykritik”

“Nye produktionskollektiver begyndte at forsyne byen med forbrugsgoder. Et eksempel kunne være den tidligere finansbank Nykredit på Kalvebod Brygge, der nu huser et aquaponicsgartneri og piñatexvæksted. Produktionen blev organiseret efter principper om ‘symbiotisk integration’, der blandt andet henter inspiration fra permakulturteorien … “

Tidligere på året havde vi et værk med i bogen “Bidrag til en nær bykritik”. Læs det her.

Bogen kan anbefales og kommer snart i tredje oplag, følg Bypolitisk organisering for nyt.