Jordforeningen

Det startede med en lille kommunal parcel ved siden af en skindfabrik på Sydfyn. Da Jordforeningen rykkede ind, stod der stadig “udstykning” på lokalplanen.

Foreningen af lokale aktivister, fantaster, biologer og futura-shamaner havde tre almennyttige formål:

  • Lokal madproduktion
  • Rejsning af atlantisk regnskov[1] på Sydfyn
  • Den totale omkalfatring af det fynske menneske-natur-forhold

Få år efter opstarten tog en ung og intens mikroskov form. Disse første eksperimenter viste allerede lovende resulater med større biodiversitet og høj kulstof-binding.

Jordforeninger formerede sig ved rodskud i mange lokalforeninger i Sydfyns kommuner. Kommunerne havde meget jord der lå ubrugt hen, og var værdiløst i datidens hæmningsløse kræftkapitalisme. Kommunale ambitioner om mere natur, gav anledning til at Jordforeninger reelt bragte jorden tilbage til Fælleder. Hurtigt voksede områderne til 10, 20 og 100vis af hektar.

Foreningerne praktiserede at vandre imellem områderne med befriet land, og etablered over tid stier og ladcykelhjulspor der dannede et alternativt netværk til den allestedsværende asfalt.

Således løste de også problematikker med landskabernes dynamik. Nationale eksperimenter med naturnationalparker havde i noget tid forsøgt sig med aflukkede områder med store græssere, der skulle emulere tidligere tiders dynamik og den dertilhørende biodiversitet, men resultaterne var ikke særligt gode. Jordaktivister havde også store græssere, og andre dyr, som de vandrede med i de nye fælleder. Men i modsætning til de afgrænsede stisystemer i Naturnationalparkerne, var mennesker her en del af landskabet.

Besøgende statsbiologer bekræftede hvad der allerede var tydeligt: de nye fælleders dynamik, artsrigdom og kulstofslagring var utrolig stor. Det ledte til en del polimik da nogle grupper af statsbiologer slog sig sammen med Jordaktivister og forvildede sig selv ind i de nationale naturparker under paroler som FORVILD DIG SELV, WEWILDING og JEG ER NATURLIG.

Regnskovens sammensætning blev over de næste mange år eksperimenteret med udover det ur-arboreale forlæg. Regnskoven som madskov, og den gavnlige virkning af andre arter blev tilpasset de stadig mere kaotiske klimaforandringer på den tid.

Jordforeninger havde i 2062 befriet 40% af Sydfyns udmagrede land, og hjulpet deres mere-end-menneskelige kollegaer med at binde 3.4 millioner tons CO2 i tidligere industriel landbrugsjord, og 11.4 millioner tons CO2 i biomassen over jorden.

Alle disse eksperimenter og deres kropsliggjorte viden, fik afgørende betydning på planetært niveau da De Syv Byer blev forladt.

[1] Atlantisk regnskov er en skovart bestående af bl.a. El, Lind, Eg og Ask, som dækkede Nordeuropa efter istiden, ca 9000 til 3000 fvt. I den periode var temperaturen 2-3 grader varmere, havet var højere og der var flere øer. I skovene kunne man fx. samle vandnødder og møde sumpskildpadder.

cached temp files: /home/folder/svendborg.zip

(denne tekst er fundet i BLADET, et kollektivt lokalblad, der kan findes hængende på søm rundt omkring på Sydfyn):

Fundet på internettet

Hvad skete der? Hvad er tid? Hvad er hvad? Hvordan fortæller vi historier – historier om fortiden, nutiden og fremtiden?

Hvilke kroge kan vi hænge vores kasketter på, trosser surres og der giver retning og fremdrift? Med historier fortæller vi historier, der fortæller historier der fortæller historier.

Vores hoveder boblede og sydede og noget måtte gøres. Derfor tilmeldte vi os henover efterår og vinter et slægtsforskningskursus på AOF. Underviserne Jytte og Claus ville præsentere, og give adgang, til deres ai, der crawler metaverset tyndt for brudstykker og bits der sammen kan stykke en fortælling sammen. Spændende. Kurset blev dog aflyst pga. corona. Jytte forbarmede sig dog og lod ai’en køre en tilfældig scanning. Vi er stadig igang med pakke de filer ud der løbende uploades. Er der nogen der har licens til winrar pro?

Men ok Svendborg altså. Hvilke tråde har der været og hvilke spor er der blev slebet. Hvilke strømme har løbet i de spor, og hvilke tråde væver til sammen Svendborg. Det var ligesom udgangspunktet. Et af de tidlige dokumenter i Jyttes sky er oprettet i Odense for over 50 år siden, og fangede første omgang ikke rigtig vores interesse. Men måske var det alligevel et godt sted at starte? For “hvornår starter noget egentlig?” som du sagde mens elkogerens boblen tog til.

I 1963 var der et par stykker der lavede et kreativt fællesskab i Odense. Kælderen lå under et villahus i Hunderup, hvad der idag er et kvarter for folk med formue, herunder Christian Eriksen.

Kælderen udgjorde stedet for et projekt, et såkaldt intervenerende galleri. Det blev døbt Galleri EXI. De ønskede at lave noget kunst, og påvirke den tid og sted de var en del af. En af deres første udstillinger var i samarbejde med situationister fra Frankrig, Holland, Danmark og England. Situationisterne var en kunstnersammenslutning der gik sammen for at intervenere og skabe situationer der kunne bryde med den overfladiskhed, og deraf fremmedgørelse, der var tilstede i det herskende skuespilsamfund. Guy Debord er en kendt situationist, Asger Jorn var situationist, Jens Jørgen Thorsen (tjek ham på youtube), Jørgen Nash var situationist. Senere splittede han fra og der opstod en skandinavisk situationisme. Jørgen Nash savede hovedet af den lille havfrue og rykkede senere op i de svenske skove og var med i etableringen af Drakabygget der var en slags kunstværk og kollektiv. Nå, en af udstillingerne hed “Destruktion af RSG-6” og var et videre arbejde med britiske anti-krigsaktivisters praksis med, via kunsterneriske greb, at afsløre de planer for militarisering og opstilling af atommissiler – RSG 6. Galleri Exi endte med at blive sprængt i luften. Det var vel en happening eller situation der skulle åbenbare virkeligheden bag skuespillet.

Med omkring Galleri EXI var Mogens Amdi der senere var medskaber af Tvind. Han boede i et kollektiv i Odense, og var dermed en firstmover på at bo fælles i selvalgte ikke-biologiske fællesskaber. Kollektivbevægelsen kom først senere.

Vi var begge enige om at det da var et sted og en måde at starte noget på. Men det gjorde umiddelbart ikke vores arbejde med Jyttes stadigvoksende mappe nemmere. Vi blev enige om at holde en pause. Vi skruede lidt op for radiatoren, strakte os og skruede lidt ned for diablo. Fokus.

Vi har således nogle tråde af situationister, Tvind og kollektiver. Men også nogle tråde af anti-atombevægelse og fredsbevægelse. Bevægelser der i danmark startede i slut 50’erne og lavede marcher og markeringer. Det her er i de tidlige 60’ere og før flip, USA indtræder i Vietnam og alt det der. Hippie var ikke en ting – mere beat hvis man skal snakke i en amerikansk sammenhæng.

I København var der stor boligmangel, og generel fattigdom. Der blev derfor etableret husvilde barakker rundt omkring. Billige træbarrakker der til nød kunne opfylde folks behov for tag over hovedet. Folk, familier og børn voksede op i disse ufrivillige proto-bofælleskaber.

En af dem var ballonparken på Amager. I gamle militær barakker blev folk indkvarteret. Her voksede blandt andet Preben Vilhjelm, Kjeld Koplev og andre op. Personer fra Ballonparken var blandt de første tilflyttere der rykkede ud af københavn og til svendborg senere. Der er også mange ligheder mellem Ballonparken og de tråde der ledte til etableringen af Christiania i 1972.

Der var navne der ringede klokker. Vi slog bluetooth til og parrede med anlægget og kunne nu pludselig høre Kjeld Koplevs stemme henover en smørsydende skrubbe. Timerne gik og vi opdagede nu at det var blevet mørkere og kun takket være emhætten lys sad vi ikke i totalt mørke i køkkenet. Du trykkede pause og lukkede mediaplayeren. “Vil det sige at det hele startede med udråbelsen af fristaden Christiania?” Dit spørgsmål blev nærmest hængende i køkkenet. Vi rejste os tændte lampen over bordet og indbygningspotsene. Der måtte lys over sagen. Endte vores søgen efter en start med Staden?

“Der er en fil mere her” mumlede du. Dungk dungk. Dit håndled vippede på toucpadden og åbnede DetNySamfund.txt

Det Ny Samfund kom til i 1968 og var et fællesskab omkring etableringen af et nyt samfund og en bevægelse for at forandre det eksisterende. I 1970 blev det planlagt at lave en markering, mødes, se hvad der sker og lave ting der havde med Det Ny Samfund at gøre. Mange folk omkring det projekt kom ud af det brugerstyrede Huset i Magstræde der også findes spor af i dag. De faldt i snak med Leo Kari (Rina Ronja Kari fra folkebevægelsen mod EUs farfar, se evt. bogen Bag Spaniens Bjerge). Leo havde taget afsted til Spanien i 1937 for at kæmpe mod facismen. Leo Kari ejede et stort stykke jord i Thy. Folkene bag det ny samfund, var overbeviste om at anti-facisme også var en vigtig del af et nyt samfund, og Leo Karis interesse var vakt. Han stillede jorden til rådighed og da det blev sommer rykkede folk derop. Der var dog forskellige ønsker, interesser og visioner. Nogen kom for at etablere et nyt samfund, andre for at høre Gnags, tage lsd og danse elverhøj med Ib Michael – andre for hele pakken. Der var liv og fest, gravet vandsystemer og lavet aviser. Nogle blev hængende og Thylejren var etableret. Igen her ses der tråde mellem anti-atom og fredbevægelser og Woodstock, Monterrey og lsd. Mellem beat og hippie.

Vi følte os på en måde klogere efter at have læst dokumentet og set de meget eksperimenterende videoer i den tilhørende mappe. Men så alligevel, vidste vi egentlig mere? Og hvad kunne vi egentlig bruge det til? Hvor er Svendborg henne i det her? Vi rullede videre ned og klikkede efterhånden fraværende og apatiske på en tilfældig mappe. Dagens diæt på stærk pickwick havde efterhånden sat sit præg, og ved siden af skærmen var vores tomme morgenmadskåle efterhånden fyldt op med clementinskræller og våde teposer.

I 1968 rejste personen JK fra ballonparken afsted på rejse med Amdi og WJ. De kørte i bus på Hippietrail gennem Europa, Afghanistan, Irak, Indien og til Vietnam. De spillede koncerter for Vietcong, så andre kulturer og samfund og røg sikkert også en masse chillum. Det var på den her øjenåbende tur at stenene blev lagt til Den Rejsende Højskole på Tvind. En skole hvor folk gik sammen i grupper, skaffer busser, reparerede dem og kørte afsted for at få åbenbaret verdens sande tilstand, møde de fordømte her på jorden og på den måde få et praksisorienteret nødvendigt seminar. JK tog bagefter til Svendborg og startede et restaurationsskib der lå hvor Launi, der ejer børsen i dag, har lagt Brasserie Båden. Restaurationsskibet ligger i dag i Nyhavn – en orange og grøn hollandsk stålkuf.

Dokumentet sluttede der.

Men uden af sige noget, gik vi begge igang med at tilføje i Jyttes dokument.

WJ blev tækkemand i et kooperativ og spiller banjo. Du kan indimellem opleve ham synge John Mogensen og Mills Brothers på Strandlyst som en del af Svendborg Herrekor. Hans pensel malede også den tidligere venstre borgmesters portrætbillede der hænger på gangen i rådhuset. Og Amdi etablerede i 1972 Tvind inspireret af både Hippie Trail-turene og Jesuitternes hellige kolonialisme, missionsvirksomhed og ukuelige viljestyrke og protestantiske arbejdsetik.

Sammen trykkede vi ctrl+s. Vi lukkede dokumentet og gik tilbage til Christianiamappen.

I 1971 skrev Jacob Ludvigsen en artikel i det lokale christianshavnerblad. Bladet var en lokal skrevet og distribueret tryksag. Her lavede de en fake news artikel med opstillede fotos. De hoppede over plankeværket ind til det tomme kasserne område på Voldende. Der var slumstormere der boede ulovligt i huse der stod i forfald. Et stort kollektiv på Christianshavn hed Sofiegården, der boede Kim Larsen og Gasolin – Odense igen. De lavede en fortælling med fotos om de mange lokale der nu var taget ind på det forbudte og lukkede område og var gået igang med at etablere et sted til glæde for lokalsamfundet. De hoppede tilbage over plankeværket igen og artiklen blev trykt.

Ugen efter begyndte folk fra Christianshavn, København og hele landet at sive dertil for at hjælpe til og blive en del af det. Plankeværket blev væltet og Christiania blev etableret.

Sjovt som det ene hurtigt kan tage det andet tænkte vi. Neglen forsvandt dybt ind under en tyk pomeloskal og en fyreduft spredtes i rummet. Du kiggede kort op på mig, og så tilbage på skærmen. Tiden stod stille mens hinderne slap pomelobådenes blærer. Lidt tid efter kiggede du op igen og tog den flotteste båd. Skærmen var fyldt med åbne vinduer. Du havde åbnet et nyt dokument der hed langelandsmanifestet.pdf.

Nogle folk fra fredbevægelsen, Det Ny Samfund og Christiania ville andet. Langeland har siden 1920 haft spirende kunstner kolonier. Små oaser ala Skagen osv.. Det var her at flere rykkede til, for at etablere egentlige kollektiver. Den bevægelse foregik mange steder og i 1973 blev Langelandsmanifestet skrevet af flere af personerne omkring Det Ny Samfund. Manifestet var en markering af kollektivbevægelsens popularitet og et ønske om at bruge det store ryk til at presse på for et andet samfund.

“Der var en udflytningsbølge” sagde du stille.

Kollektivbevægelserne og det store ryk ud og drømmen om et bo og leve på anden måde fik forskellige udtryk. Folk rykkede fra København. Nogle af dem der deltog i etableringen af Christiania, var kørt sur i den sedimentering der var igang med at ske. Igen kunne man måske her snakke om et skisma vedrørende etablering af nyt samfund kontra fest tjald og farver – mellem beat og hippie – mellem fælles og ego – mellem kort og lang sigt – mellem eget og mit – vores og alles osv.

Folk rykkede til Stevns syd for København. Folk rykkede til Bornholm, hvor man stadig kan fornemme dråberne på østkysten og midt på øen. Folk rykkede til Djursland for at komme på landet, folk rykkede til Svendborg som en gylden middelvej – provinsbyen.

Vi klikkede ivrigt og synkront på henholdvis touchpad og den mus vi også havde sluttet til. Svendborg.wps tonede knagende frem for vores ømme øjne.

De tidlige pioneres ryk til Svendborg kom til udtryk omkring etablering af kollektiver. Huse blev købt, og forskellige økonomiske organiseringen blev etableret. Der kom et momentum der accelererede – en centrifugalkraft. Flere rykkede til Svendborg. Spilledestedet Klostermoster blev etableret. Det var brugerstyret som Huset i Magstræde og nogle af folkene var endda taget med. Baggårdsteateret blev fornyet, fra stille egnsteater til et ambitiøst frivilligt drevet teater, med kunsterriske ambitioner. Selvfølgelig blev der spillet Bertol Brecht, der sammen med Walter Benjamin havde hængt ud og spillet skak hos Karin Michaelis på Thurø. (se partiet på youtube – Jytte) Der blev etableret en bogcafe med vaskeri. Mens vasken var igang kunne man gribe en bog og få en kop te. Stedet var et naturligt mødested og landingsplads når folk rykkede til byen og skulle orientere sig. Huse blev besat, der blev lavet højskoler, foreninger, sundhedshuse, bofællesskaber, orkestre, håndværksfællesskaber, bådlaug, håndværksvirksomheder, aviser og meget andet. Flere af disse projekter samlede sig under en fond. Fonden 2. oktober. Målet var her at rejse fælles kapital til at købe Fyn fri af EF. Kooperativet bestod af murervirksomheder, tækkevirksomheder, landbrug osv.. Der blev etableret gårdkollektiver på Langeland (flere), Tåsinge og vest for Svendborg. Dråberne ses stadig i dag i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle. På een af gårdkollektiverne blev der etableret et klunserkollektiv. Et kollektiv der arrangede loppemarkeder, med mange hundrede af gæster. Penge gik til befrielseskampe i det globale syd. Flere af initiativtagerne var tændt af en hellig ild, radikaliseret af Gotfred Appels snyltestatsteorier. Appel der var ideologisk tænding for Blekinggade banden kom på Sydfyn og der var generelt stor lydhørhed i ønsket om en anden verden og solidaritet med frihedskampe i Nicaragua, PFLP, anti-Pinochet osv..

Hmmmmm. Du pustede ud og åbnede næste dokument i mappen: ideolgier&materialisme.pptx

Men det var ikke ræverødt i klassisk forstand. Ikke alle talte det politiske sprog og var skolet med den tunge universitetsmarxisme og kapitallogik. Der var skillelinjer mellem partitro stats orienterede revolutionære og mere frie kommunister og det ny venstre (New Left). Autoritetstro og partidisciplin sat overfor selvforvaltning, udenomsparlamentarisme og basisdemokrati. Rykket i Svendborg skete fra sidste i 70’erne og til start 80’erne. Det var en bagskid til 1968. Tingene var i opbrud. Punken opstod i 1978 og anarkistiske tanker og feminisme vandt indpas. Fra handling til forvandling var et slogan og der var fokus på nu og her, og at finde sammen og komme igang. Ikke lange kapital-logiske analyser af tingenes sande tilstand, men fokus på praksis. Tiden gik sin gang og langsomt ebbede modkulturen ud. Folk fik arbejde, blev uvenner eller fandt på noget andet. Projekterne blev langsom indlemmet i kommunen – fra at have været alternativ modkultur, blev de nu anerkendt som vigtige i byen. Det samme sker med menneskerne.

Således oplyst, efter at have klikket os igennem slideshowet, var vi begge to klar på en pause. Vi gik ud i gangen og tog vores jakker på. Ordløst gik vi med ømme rygge og trætte øjne ned mod tanken. Vi ville have colaer.

Vi folde straks 2 dåser ud af plasticen og tog maskerne ned da vi trådte ud på tankpladsen. Nærmest synkront tømte vi hver vores dåse, da vi gik i mørket op af bakken igen. Du rakte hånden ud, og jeg gav dig en zero mere. Vi gik op af trappen til Simac. Vi havde brug for udsyn og vores kontorben var allerede trætte. Vi sigtede mod bænken under gadelampens pixler. Da vi havde sat tog jeg de sidste to dåser ud af plasticen og maste det ned i skraldespanden. Du trak vejret ind, som skulle du sige noget. Men det var bare en bøvs.

Der var stille så ude over byen. Hvide måger gled forbi på den mørke himmel og en larmende bil pressede sig op af Nyborgvej. Du tog din tablet frem. Det sidste zero ramte tænderne, der efterhånden føltes helt ru. “Ha, jeg kan logge på Jyttes sky på den her også” sagde du triumferende. Du åbnede svendborgantifa.mpeg og rakte mig en høretelefon. Du skruede op og en speakerstemme kunne anes i støjen fra vhs digitaliseringen:

Deres børn voksede op i byen. Muren faldt i ‘89 og historien var slut blev det sagt. Globalisering blev det dominerende mantra efter murens fald, frihed blev forstået som frihed for at pengestrømme frit kunne bevæge sig.

Men der blev også snakket om alternativ globalisering og imod kapitalistiske frihandelsaftaler. Svendborg blev politisk igen. I slut 90’erne opstod der en venstreradikalt politisk miljø. Træskofabrikken blev besat og blev et ungdomshus. Det gamle Garveri Elmo ved Dronningemaen blev besat og var et fristed og husly. Bunkeren i Krøyers have blev besat og blev et mødested med klaver, kaffe og kulørte lamper. Fraktioner som Rebel, Offensiv og Spand blev etableret i Svendborg. Enhedslistens lokaler i Møllergade blev et sted for koncerter, folkekøkkener med skraldet mad, kulturudveksling og andet. Enhedslisten fik derigennem sin bastion i Svendborg og har siden stået stærkt repræsenteret i en grad som det ellers kun kendes fra København og Århus. Der opstod også et nazimiljø omkring Svendborg. På Langeland blev der etableret en naziborg i Kædeby. Der blev hold piratfester i tuneller, gamle bygninger og på den dengang fuldstændig lukkede og forladte Frederiksø. Harders hed Harmonien og var tættere på at være brugerstyret. Nazisterne brændte træskofabrikken ned, Elmo blev revet ned og bunkeren i Krøyers blev ryddet af borgmesteren med politifølge – “hvis der kommer krig imorgen” og bunkeren blev tømt for sofaer, instrumenter og køkken, for derefter at blive hermetisk lukket med et svejseapparat.

I 2007 fandt den største nazi demostration siden krigen sted i Svendborg. 300 nazister fra hele norden var samlet. De blev mødt af en stor moddemostration. Der var demostration for klimaet, faste demonstrationer for at markere aldrig mere krystalnat og racisme, demonstrationer i mod irakkrigen. Demonstrationer der samlede flere hundrede mennesker gennem byen. Med flag, bannere og indimellem romerlys og røg. Der var et stort hiphop og skatemiljø også. Koncerter, jams, skatesteder og haller – selvbygget og selvskabt.

Men langsomt døde energien ud. Børnene flyttede og nazierne gik ind i politik, fængsel eller exitprogrammer. Svendborg sygnede hen og gik i dvale. Champagnesocialismen gjorde sit indtog, friværdien blev realiseret. Target locked>: forbrug. Der spredte sig en stemning af selvfed provins og nu skal der nydes. Tilfredshed ved tingenes tilstand og nu handlede det om mig selv og bourgogne, privat ejendomsret og kammerateri.

Filmklippet tonede ned, og der var nu blot sort skærm og fnidder. Du forsøgte at spole frem. Men der var ikke mere. Du tog imod høretelefonen og lagde din tablet på bænken. Oplyste men også lidt triste Vi kiggede ud over byen. Vi kiggede på hinanden. Efter de mange timer i selskab med Jyttes ai, var vi begyndt at tænke kollektivt. En uhåndgribelig fælles koordineret forståelse. Vi rejste os og så udover byen. Bag byggeriet på kajen kunne vi stadig ane havnen og de gule skær på Frederiksø.

Vi tænkte sammen.

Det er så her vi står nu – hva så $kousen og ing£mann? En produktionsby der forandres til en forbrugsby. Grenen vi sidder på bliver savet over i kortsigtet iver. Spørgsmålet er hvor værdien skal komme fra, når skvulpet fra de tidlige gæster til den Københavnske boligfest ebber ud. Hvor skal livet komme fra? Det liv og den ånd der gør byen interessant skal plejes og opdyrkes ellers står vi med udpinte jorde og en gold by i en nær fremtid.

Vi rejste os og skuttede os. Det var blevet koldt. Nattehimlen var klar og kun enkelte skyer gled forbi i månens lys. Måske var det meget godt at det kurset blev aflyst. Jyttes informations dump havde gjort os klogere, men også gjort det klart at vores spørgsmål var forkert – vi skal på et helt andet kursus til foråret, når vi kan mødes igen. Hvad skal der ske?

Syv Byer

Først efter mere 80% af de arter, der havde udgjort dyrelivet i den holocæne epoke, var forsvundet, blev det besluttet at samle hele Jordens befolkning, på den tid godt elleve milliarder, i syv gigantiske byer, én på hver af verdens kontinenter, for her igennem at fjerne det, man forstod, som et skadeligt menneskeskabt pres på naturen og give den mulighed for og ro til at hele sig selv. Mennesker måtte nu kun i sjældne tilfælde færdes uden for disse byers skarpt definerede grænser, og da kun i særligt indrettede transportbobler, der skulle sikre, at mennesker ikke kom i kontakt med den omgivende natur. Det siger sig selv, at det dermed næsten udelukkende blev de privilegerede få (højtstående politikere, milliardær-playboys med private bobler, forskere og realitystjerner) forundt at følge, hvordan naturen mange steder kom sig og vendte tilbage, hvordan vegetationen spredte sig og indtog tidligere civisatoriske centre. Især bestande af fugle og hjorte vandt frem, men selv arter som man havde troet uddøde blev observeret hist og her. Flere steder gik det imidlertid langt fra som man havde forventet. I det centrale Afrika, det vestlige Kina, store dele af Australien samt flere steder i USA og det Nordlige Canada, syntes den natur som allerede havde eksisteret her at lide under fraværet af mennesker. Tidligere centrale plante-, svampe- og dyrearter gik kraftigt tilbage, mens invasive arter vandt frem eller områderne udviklede sig ganske enkelt til udpinte ørkner uden meget liv overhovedet. I århundreder havde disse habitater udviklet sig i symbiotisk samspil med mennesker, og således, stod det klart, var mennesker blevet en væsentlig del af deres økologi. Det var en afgørende erkendelse, der blev begyndelsen på en gradvist en genbefolkning af Jorden under ledelse af et netværk af oprindelige folk, baseret på principper om menneskelig ydmyghed, taknemmelighed og reciprocitet. Når vi således i dag bruger udtrykket ‘urban mentalitet’ til at kritisere visse strømninger i tiden, henviser det derfor netop den slags vildfarelser som De Syv Byers Politik var udtryk for.

gAIa

Fremtiden er her muligvis allerede, men ikke alene er den aldeles ujævnt fordelt i et planetarisk perspektiv, den er også ofte elendigt anvendt der, hvor den angiveligt allerede er indtruffet, som motor for meningsløs kapitalakkumulation, som medieret copium etc. Der er et presserende behov for revolution og udvikling af nye planetariske livsformer funderet på principper om solidaritet og radikal økologi, der er behov for et nyt jordisk demokrati, der gennem AI-opereret koordinering kan sikre en retfærdig distribution af ressourcer og ansvarlig forvaltning af Jorden som helhed. Verdensomspændende kriser, som dem, vi netop nu finder os selv indfiltret i, kræver verdensomspændende løsninger. Kapitalismens destruktive maskineri må bringes til standsning og gradvist afmonteres i takt med at vitale funktioner, der tidligere har været forvaltet gennem markedsmekaniske udvekslinger erstattes af en planetarisk AI – vi kunne passende kalde den gAIa – der kan sikre retfærdig og intelligent fordeling af goder på verdensplan, der kan organisere og koordinere mellem samfund på en måde, hvor hensyn til både lokal og menneskelig autonomi og til Jorden som helhed tages i betragtning. Denne planetære AI skal først og fremmest forvalte menneskelige affærer, fordele mad, medicin, koordinere migration med mere i en verden hinsides nationalstater. Derudover vil gAIa imidlertid også kunne tjene til at understøtte og forstærke eksisterende jordiske kredsløb og balancer (klima, kvælstof, vand med mere), den vil kunne målrette og koncentrere menneskelige energier i forbindelse med katastrofer, tørke, naturgenopretning, etablering af nye samfund etc. Den vil være marked, den vil være trafik, den vil være vejret. Dens indkodede formål vil dog altid først og fremmest være, at sikre det bedst mulige liv for flest muligt – ikke målt i materiel overflod eller teknologisk fremskridt, hvad end det så betyder, men i livsfylde, frihed, tid, fællesskab, skønhed. gAIa skal således ikke ses som et fra mennesker adskilt væsen, men snarere som en ‘overmenneskelig’ og ‘overjordisk’ tilføjelse, et vigtigt r/evolutionært skridt mod en fremtid, der er langt bedre anvendt og meget mere jævnt fordelt.

Karréeksperimentet – Et tv-koncept

I reality-programmet Karéeksperimentet følger vi beboerne i en almindelig københavnsk karré på Nørrebro i deres forsøg på at omdanne en boligblok til en selvforvaltet autonom kommune. Vi følger dem gennem op- og nedture, fra de første euforiske måneder med store drømme og kollektiv skaberkraft over hårde perioder med konflikter og knaphed på mad til eksperimentets sidste måneder, hvor beboernes anstrengelser endelig begynder at bære frugt. 

 

Sæson 1

 

Episode 1: “Den første spire”

Eksperimentet begynder. Efter det første fællesmøde kaster de 373 beboere sig over forsøg med blandt andet regnvandsopsamling og installerer solceller på husenes tage. Målet er at blive fuldstændigt uafhængige og selvforsynende. Vejene omkring karréen spærres for trafik, asfalten brydes op, og der anlægges en rektangulær skovhave hele vejen rundt om boligblokken. Man ser eksempelvis en ældre beboer, der tidligere har følt sig ensom og isloreret, sige noget i retning af, at hun har fået sin livsglæde igen. Den første spire skyder frem.

 

Episode 2: “Lort og lagkage”

Beboerne mangler mad og forskellige initiativer iværksættes med henblik på at få sat skub i fødevareproduktionen. Karréens kældre omdannes til en svampefarm, hvor der dyrkes østershat, champignon og shiitake. I gården arbejdes der på at etablere en køkkenhave, samt forskellige mindre husdyrhold, som karréens børn skal tage sig af (høns, duer, snegle, melbiller). På fællesmødet diskuteres det, om man bør genindføre das i gården for at gøre sig fri af de etablerede kloak- og afløbssystemer også og som kilde til kompost. Parret Max og Anna bliver også forældre i denne episode, og der samles sammen til en alternative lagkage, med hvad karréens beboere nu lige har ved hånden.

 

Episode 3: “En svær pille at sluge”

Situationen spidser for alvor til. Fællesmøderne er ofte lange og svære, flere overvejer at forlade forsøget, nogen beskyldes for at kortslutte den demokratiske proces og tilrane sig for meget magt, andre beskyldes for at stjæle. Ud over den sparsomme mad, er der akut mangel på andre fornødenheder som tøj, medicin og noget så simpelt som toiletpapir. Der etableres to nye arbejdsrum oppe på loftet i én af bygningerne, hvor der skal produceres henholdsvis medicin til både beboerne og til salg uden for projektet samt digital software, der kan bruges til for eksempel at understøtte autonome livsformer og demokratiske beslutningsprocesser. Nu har beboerne noget, de kan handle med uden for karréen.

 

Episode 4: “Karréeksperimentet længe leve!”

Arbejdet begynder så småt at bære frugt. Børnene samler æg og snegle, de første grøntsager høstes og beboerne holder fest på tagterrassen under en enorm geodætisk kuppel, der danner ramme om et væksthus og karréens nye kantine. Et år er gået, eksperimentet er slut, og beboerne skal nu beslutte, om de vil fortsætte – eller om de vil vende tilbage til det liv, de levede før. En beboer giver udtryk for, at hun ikke er i tvivl om sin beslutning. Et barn siger, at han er glad for duerne. Han har en favorit, som han kalder Daisy.

TRIOGRAD

I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.

KIM

I en dalsænkning i Mesopotamien for omtrent 7000 år siden indtraf en begivenhed, der forårsagede en spaltning af universet i to parallelle dimensioner. Den ene af disse dimensioner blev grundlaget for det, vi mange spaltede universer senere, skulle komme til at forstå som denne vores verden, præget af markedsfundamentalisme og utøjlet ekstraktivisme, mens den anden blev begyndelsen på en verden, jeg her vil kalde Zumia. Årsagen til dette kosmiske brud, skal findes i kimen til et frø, og jeg mener dette helt bogstaveligt, i kimen til et korn af sorten emmer, som blev omdrejningspunktet for et oprør i området mellem Eufrat og Tigris, hvor bønder i harme og afmagt satte ild til deres afgrøder, og på den måde forårsagede en brand så omfattende, at alt i dalen (marker, huse, stalde, broer med mere) blev tæt på tilintetgjort. Bønderne, der i generationer havde ernæret sig som jægere og samlere med en simpel kornproduktion som forsikring mod sult i mere magre perioder, havde oplevet, hvordan korndyrkningen gradvist havde dannet grundlag for en kvalmende koncentration af rigdom og magt hos nogle få af dalens indbyggere. Korn havde en tilpas stabil værdi, den kunne lagres, handles med, og den havde bundet bønderne til jorden, gjort dem regerbare, afhængige af beskyttelse, tyngede af gæld. Samtidig blev det spirende aristokrati i dalen stadig mere magtfuldt, de byggede forsvarsværker til at beskytte deres akkumulerede rigdomme, engagerede krigere til at forsvare dalen, og krævede stadig mere af bønderne for at garantere deres sikkerhed. Sådan var det blevet. Men nu var alt altså brændt ned, og det før så vitale samfund var i opløsning. Nogle få forsøgte igen af plante korn på de svedne marker, men blev konsekvent saboteret, de blev overfaldet og deres afgrøder trådt ned. Kampen mod kornet var indædt og langstrakt, og med tiden fik denne ellers meget jordnære modstandskamp ligefrem visse religiøse overtoner. Det blev for eksempel efterhånden en udbredt opfattelse, at det bragte uheld at plante korn og gjorde guderne små og koleriske, når man ofrede korn til dem frem for rødder og kød. Således blev den gryende neolitiske æra i Zumia afløst af en indgroet foragt for de landbrugsformer, vi i vores dimension opfatter som almindelige, og ikke mindst en foragt for den imperatoriske statsdannelse, man havde oplevet vokse frem i sin embryale form i dalen dér mellem Eufrat og Tigris. Og dermed udviklede Zumia sig efterhånden til en fuldstændig kornløs verden, hvor der i dag findes en myriade af samfund, der alle er karakteriseret ved at være små, efter vores målestok, stærkt egalitære og forbundne med hinanden såvel som til den natur, der omgiver dem. Zumias samfund har samtidig en ganske veludviklet teknologi til lagring af solenergi og en form for vinddrevne transportkapsler, der kaldes Toki. Og skulle en zumianer komme til at indtage selv det mindste græsfrø, omend det så er ganske uforsætligt, må hun straks rulle sig sammen til en kugle og bede guderne om forladelse, mens hun fremsiger følgende besværgelse: “Jeg arme forfængelige skabning har spist græs og derved forsøgt at hæve mig over andre, jeg har vendt mine guder og mit samfund ryggen. Jeg angrer og indser, at jeg ikke er andet end en simpel kugle hjortelort i tidens uendelige strøm.”

Status, Vand og Affald, Januar 2036

uddrag fra Vand og Affalds festskrift i anledning af 25 års jubilæet for organisationens målrettede brug af anvendt fremtidsforskning.

Vand og Affald har udviklet over 200 forsøgsprojekter siden organisationen begyndte at arbejde med anvendt fremtidsforskning i 2021.

Mange af projekterne kom ikke videre end prototype-stadiet. Nogle blev gemt nogle år, hvorefter de blev taget op igen og brugt i andre projekter, og endeligt var der de projekter der var så grundlæggende for hvordan Vand og Affald arbejder i dag, at det er svært at forestille sig at de blot startede som en ide om en mulig fremtid og en prototype.

Her skal vi blot lave nogle få nedslag for at eksemplificere arbejdet med fremtidsdesign.

Tidligt blev det identificeret at der skulle bruges mere og bedre viden om hvilke resurser der faktisk flød igennem genbrugspladsen i Svendborg. Projektet med kodenavnet “Scrödingers Container” blev udarbejdet som en prototype i det lange fremtidsscenarie “Den Store Cyklus”, som led i nærfremtids-direktivet “85% Direkte Genbrug”.

“Schrödingers Container” gik i al sin enkelthed ud på at identificere og registrere affald som det blev afleveret på genbrugspladsen i realtid. Dette data kunne så bruges til at modellere strømmene af affald, hvilke ting de bestod af, hvilke mængder, og på hvilket tider af året. De tidlige prototyper involverede bevægelses-sensorer, og automatisk fotografering af en restaffaldscontainer. Der blev på en måned taget over 30.000 fotografier som containeren blev fyldt. Billederne blev med billed-analyse brugt til at træne machine-learning algoritmer, så affaldet kunne genkendes automatisk. Efter en del iterationer, løsning af svære problemer, og kompromisser, blev en funktionel model implementeret.

Et afledt projekt var “SkrotPlan”, der var en webside hvor borgere og erhvervsliv kunne se informationer om hvilke typer affald der blev realtids-identificeret på genbrugspladsen, abonnere på opdateringer, analysere data og lignende. Dette gjorde det meget tydeligt for mange hvor mange uudnyttede resurser der faktisk passerer igennem vores samfund hver eneste dag. Disse åbne data, og forudsigeligheden af hvor mange resurser der var, blev grundlaget for mange nye initiativer for direkte genbrug fra både borgere og virksomheder. Aftagere af disse resurser måtte udover yderst rimelige priser også underskrive “pay-it-forward”-aftaler der forpligtede dem til at agere med respekt i forhold til planeten og den store cyklus. Når først resurser kom igennem genbrugspladsen, kom de ud i verden igen som værdier med forpligtelser.

Vand og Affald selv blev sponsorer for frivilligt drevne laboratorier og makerlabs hvor borgere, unge og gamle, pensionister og skoleelever, kunne eksperimentere med upcycling, 3d printere der brugte genbrugsplast og store mængder af let tilgængelige resurser. Dette åbne miljø omkring genbrugspladsen frembragte mange radikale og nye ideer til hvad genbrug kan være.

Disse tidlige forsøg med at åbne miljøet omkring genbrugsgerningen, såvel som de store mængder åbne data om affaldet, blev grundlag for det vi nu kalder “Den Preduktive Revolution”. Begrebet “preduktion”, der en blanding af ordene “produktion” og “reduktion”, dækker over produktion med mere end 90% genbrugsmaterialer, lokal udvundet og kun i begrænset grad bearbejdet. Denne revolution var altafgørende da den fjernøstlige produktion og eksport kollapsede i 2024.

Af andre projekter der opstod i økosystemet omkring genbrug, kan nævnes “reCyklisterne”. Det var et non-profit kooperativ der lavede deres egne specialbyggede el-transportcykler. reCyklisterne blev tildelt en kontrakt til delvist at køre affaldsordningerne i Svendborg Kommune i 2023. Og på grund af deres meget succesfulde sociale ansættelses-programmer og fleksibilitet overtog de kørslen af alt affald i 2024, og nedbragte dermed mængden af privatbillisme på genbrugspladsen med 70%.

I forhold til sikringen af vandforsyningen blev der udarbejdet direktiver for hvad man kaldte “7-generationers-tænkning”. 7-generationers-tænkning blev indført i kommunen for alle udviklingsprojekter. Det betød at alle beslutninger skulle afvejes i forhold til konsekvenserne 7 generationer frem. Det startede med nye skovområder omkring Skårup og blev siden til en udvidet forvildelse af store dele af kommunens tidligere landbrugsland, der ikke længere skulle bruges til foderproduktion.

Der kan nævnes mange flere projekter, men dette må være nok for nu. Her til slut skal tilføjes en anden udvikling af det målrettede arbejde med ønskelige fremtider: Da alle projekter blev udviklet med åbne data, åbne og tilgængelige resultater, og ikke mindst open source software, var det meget let for andre aktører i sektoren at drage nytte af erfaringerne og selv implementere lignende projekter i deres egne lokalområder. Senere analyser af den internationale rådgivningsafdelings virke, viste at disse åbne forhold og aktive vidensdeling og udvekslinger, var den primære årsag til at metoder og projekter fra Svendborg blev så succesfulde i hele verden.

Slutteligt kan vi sige, at ingen i 2021 kunne havde forudsagt at alt dette ville komme til at ske. Men samtidigt står det klart, at situationen havde set helt anderledes ud, hvis ikke vi var begyndt at arbejde med anvendt fremtidsforskning dengang.

VANDBÆRER

I august 2020 lavede vi performanceforelæsning+ritual+meditation+tidsrejse ved afslutningen af Nana Francisca Schottländers udstilling Vandlegeme på Silkeborg Bad. Dette er manuskriptet.

 

1. PERFORMANCE-FORELÆSNING

For 4.6 milliarder år siden kollapser et område i en gigantisk molekulær sky under sin egen vægt og bliver til Sol. I denne udafreagerende periode skabes alverdenernes stof i en skive omkring den nye stjerne.

Brint og ilt rækker ud efter hinanden og bliver-mere under Solens udstrålinger. VANDET findes.

I de følgende århundredmillioner fortætter stofferne sig i planeter, dværgplaneter, planetisimaler, asteroider og kometer.

Inderst i solsystemet er der så varmt at VANDET fordamper og spredes. Yderst er der så koldt at VANDET fryser og samles i utallige isede planetisimaler og kometer.

Jorden ligger inden for denne snegrænse, og er varm og let. Men i det kølende solsystem begynder kometer og planetisimaler at bombardere de indre planeter.

Således styrter VANDET til Jorden, som enorme hagl fra det ydre rum. VANDET bliver en del af Jorden.

Fra Jordens glødende indre udånder varme og stjernestof i hydrotermiske kildevæld på urhavenes bund. Porøse formationer vokser og i de små våde hulrum bliver et indre hav adskilt fra det ydre, og strenge af kemisk information begynder at genskabe sig selv.

VANDET fylder de encellede arkæer og bakterier, og de encellede fylder VANDET. VANDET er liv.

Årmilliarder senere mødes en arkæ og et bakterie, og indgår en total symbiose — bakterien bliver lukket inde i arkæens indre ocean. I denne altomfavnelse, som synet af Oraklet Lynn Margulis, bliver helheden mere end sine enkelte dele og alt flercellet liv vokser af denne enkelte hændelse i havet i havet.

VANDET fordamper og fortætter sig i skyer og blæser ind over det livløse land, hvor det igen bliver flydende og falder til jorden som dråber. Det encellede liv udtørrer her, VANDET løber til urhavene igen.

Senere, efter den kambriske eksplosion af arter i havene, begynder protosvampe og protoplanter at udveksle havstrømme imellem deres indre oceaner, for dermed at kunne leve på land. Dette er Hyperhavet.

VANDET fordamper og fortætter sig i skyer og blæser ind over land, det regner ned og bliver suget op af utallige kroppe af vand. Dets veje er utallige igennem hyperhavets strømme, før det igen ender i havet.

Hyperhavet dækker planeten med skove. Dyr forlader urhavet ved at indgå i udvekslinger af næringsfyldt væske. Alle klodens tørre områder bliver omformet for evigt.

En mammut dør på Doggerland (en landbro imellem Jylland, England og Tyskland, der snart oversvømmes for stedse).

Ved floder som Indus, Tigris, Nilen og Eufrat, risler mennesker vand udover den tørre jord og kultiverer korn.

Mammuttens væv og organer bliver nedbrudt og VANDET optages i utallige biller, og larver og mikrober, der med tiden bliver optaget i den næringsholdige jord.

Krukker af vand og jord fyldes med korn af mange, men ejes af få. Vandets strømme kontrolleres og begrænses i de gryende patriarkater.

Mammuttens VAND optages af svampe og rødder af tundralandets nåletræer. Vandet trækkes op i nålene hvorfra det langsomt fordamper

Strømmen af væsker og synergier bliver yderligere begrænset, som fx i England for 300 år siden, da fællederne bliver opdelt og kontrolleret af få, hvilket skaber mængder af mennesker, der er nægtet adgang til de næringsfyldte væskers bevægelse igennem hyperhavet.

VANDET stiger og fortætter sig i skyer, der blæser østpå. Her bliver dråberne endelig tunge nok til at falde som regn. Lige her over os.

Vand bliver spærret inde, og opvarmet af kul hvilket driver maskiner og den industrielle devolution. Kul er 300 millioner år gammelt træ, der er røget ud af livets cyklus, ufordøjet. (Kul og andre fossile brændstoffer er den virkelige død, i modsætning til den død vi kender der transporterer det vandede liv rundt og rundt.)).

VANDET falder som regn, lige her. For 10.000 år siden.

Den industrielle devolution kræver millioner af hænder, der fordi de ikke har autonom adgang til hyperhavets udvekslinger, kan tvinges til at arbejde. Disse menneskemængder voldes frem fra nær og fjern, i både sted og tid.

VANDET siver langsomt ned igennem Silkeborg bakker og slutter sig til grundvandet.

Vand steriliseres. Kemikalier opløses i vand. Vand ekstraherer døden fra miner. Vand transporterer industrielle opløsningsmidler, vasker og farver i tekstilproduktion og afkøler kraftværker. Tungmetaller og forurening pumpes ind i hyperhavet uden hensyn til konsekvenserne for det utal af levende beholdere der bærer vandet rundt og rundt i cyklussen.

VANDET har ligget her nede under jorden i 10.000 år. Som den hidtidige kulmination på VANDETS interplanetære rejse over de sidste 4.6 milliarder år, vil VANDET om få øjeblikke strømme ud af kilden herude. Og vi skal drikke det.

Vær venlige at rejse jer op, tag jeres krop og jeres kop, og følg efter os. Vi vil bede jer være stille mens vi går. Vær stille og lyt til strømmene under, over, omkring jer.

 

2. RITUAL

Vi går i stille procession med vores kopper ud til kilden. Ved kilden stopper vi op og bevidner vandet der vælder ud i nogle øjeblikke.

Mammuttens vand. Svampenes vand. Bakteriernes vand.

Bøgenes vand. Goplernes vand. Hjortenes vand.

Bænkebidernes vand. Hummernes vand. Svalernes vand.

Algernes vand. Araknidernes vand. Arkæernes vand.

Slimsvampenes vand, Silkeormenes vand, Zebraernes vand

Fluernes vand, Ferskentræernes vand, Fjæsingernes og fjorrejernes vand

Vandmændenes vand, vandplanternes vand, vandbøflerne og de vandrende pindes vand.

Kaktussens vand, skrubtudsens vand, lusens og karussens vand.

Jordens vand, skovens vand, himlens og havets vand… vandets vand.

Vi vil nu indtage dette vand og indgå i dets kredsløb.

Alle fylder deres kopper en ad gangen, og går hen og stiller sig i en rundkreds ved søen, ca.

Bered jeres kroppe.

Bered jeres væsker.

Vi skal blive mere end én.

Vi skal blive mere end hinanden.

Vi er bærere af vand.

Vi er hyperhavet.

Flydende igennem alt levende

svømmende i Jorden

Vi bærer hinanden

Vi bærer livet

heler og plejer det

nærer og beskytter det

Vi er Vandbærere

Vi er Vandbærere

Drik vandet

Vi drikker

(stille)

Vi skal nu bære dette evige vand ind i fremtiden. Følg venligst med i stilhed. Mærk vandet i jeres maver når i går, mærk hvordan det strømmer rundt i kroppen.

3. MEDITATION

Læg jer her, og her, og her.

Sørg for i ligger behageligt.

Luk øjnene og lad lydende omkring jer tone ud.

Vend opmærksomheden indad.

Træk vejret langsomt ind… og pust ud x 3

Mærk jeres kroppe.

Mærk hvordan det vand, i netop har indtaget er løbet fra munden… gennem halsen… og ned i mavesækken.

Måske bølger det roligt her, inden i jer.

Herfra trænger det ud i jeres kroppe,

trænger ind i hver eneste af de milliarder af celler, der er jer

Blander sig med jeres blod, der pumper rundt i kroppen…

Mærk blodets rejse fra hjertets pumpe og ud i årene i jeres arme. Hvordan det strømmer summende ud i fingrene og tilbage igen…

Mærk hvordan det bølger gennem benene helt ned i tæerne.

Mærk det cirkulere i underlivet som en mulighed…

Mærk nyrernes rensningssystemer

Mærk hvordan vandet trænger gennem tarmenes vægge ud i blodet.

Mærk hjertet pumpe det opad igen, gennem maven… brystet… halsen… mærk det pulsere i halsen, flyde videre og fordele sig i hjernen, mærk hvordan det flyder som et finmasket net af floder i huden, der omkranser jeres kranier…

Og NU… derfra, damper det usynligt ud i verden igen omkring jer, bliver til luft og svæver væk…

 

Det vand vi i dag har drukket vil således

stige til vejrs og slutte sig til skyerne i stratosfæren, hvorefter det vil blæse vestpå og regne i en silende regn over Nordsøen, fordampe fra havet, regne, fordampe og regne de næste 20 år. Her vil det regne på de kontinuerlige besættelser af boreplatforme, der suger millioner af år gammel død op af undergrunden, mens hydro-aktivister vil organisere blokader mod disse dødsmaskiner med deres levende væskefyldte kroppe. I de første år vil dråber blive opsamlet og drukket af aktivister, der er isolerede og uden forsyninger på transnationale selskabers kolde metal. Senere vil regnen vande haverne i de flydende bosteder, der spreder sig som algesupper omkring de tidligere boreplatforme. Herfra sejler hele flåder af hydroaktivistiske fartøjer ud på verdenshavene for at rense og regenerere.

noget vil rejse med os i vores kroppe når vi går hver til sit, blive skyllet ud i toiletter og ende i renseanlæggene. Her vil det blande sig med de rester af pcb, mikroplastik, antidepressiver og østrogen vi også udleder med vores kroppe, og blive skyllet ud i vandløbene.

En sammenslutning af kollektiver omkring Limfjorden udvikler den såkaldte Hydrohud – en osmotisk teknologi der sikrer en mere kontrolleret udveksling mellem de indre og ydre vande. Ikke alene tjener hydrohuden således til at beskytte det liv den omslutter mod kontaminering, den indoptager og renser også de ydre vandmasser, den kommer i forbindelse med. Nye samfund skyder frem langs kyster, flodmundinger og søbredder. Her arbejder såkaldte Vandbærere via deres kroppe med at rense, heale og regenerere Jordens vand. Med tiden bliver flere sågar 100% akvatiske. Mange genudvikler gæller som en evolutionær konsekvens af deres arbejde. Hydrohud udvikles endvidere til interartslig brug, der blandt andet muliggør tilkobling til akut udtørringstruede væsner, ligsom kunstige livmodere med universelt fostervand udvikles til genoplivning af allerede uddøde arter eller symbiose mellem eksisterende. Således vil vi dele vores vand, det indre og det ydre.

noget af det vand vi nu bærer på vil ende i det sydlige Stillehav, hvor nogle af molekylerne bliver opsamlet som en del af de 16 millioner hectoliter oceanisk opstart, der bliver transporteret udenjords til asteroidebæltet imellem Mars og Jupiter. Her kontrollerer et verdensomspændende netværk af utopiske aktivister en flok af robotter. Under parolen NO GODS NO MASTERS NO GRAVITY WELLS, er de igang med at udhule en af de største asteroider, 375—Ursula. Andre robotter fanger kometer og manipulerer deres kredsløb om Solen så de ender ved 375—Ursula, hvor de bliver udhugget, smeltet og hældt i den udhulede asteroide. Her bliver vand varmet op af solare kraftværker monteret overalt på overfladen og det jordiske oceaniske opstarts hav, bliver gradvist hældt sammen med større og større mængder kometvand. Indtil hele asteroiden er et kæmpemæssigt levende hav, med samme vandmængde som Middelhavet, hvor hver dråbe indeholder over 12 millioner mikroorganismer, udover utallige plankton, fisk, snegle og skaldyr. 375—Ursula får et Encke-lignende eleptisk kredsløb om Solen, hvor det passerer igennem de indre planeters kredsløb og om Solen hvert 3. år. Da 375—Ursula passerer forbi Jorden første gang, støder 300.000 Vandbærere — mennesker, delfiner, hvaler, fisk — til og svømmer ind i asteroidens indre ocean.

ledes rejser det levende ocean på tværs af de sædvanlige planetære kredsløb og leverer levende Vand til Jordritualer overalt i Solsystemet. Således også i år 10.257, hvor udpluk af levende have fra 18.000 lommer af Hyperhav i solsystemet, rehydrerer de udtørrede Silkeborgsøer ved et ritual hvor 10.000vis af Vandbærerer bader og drikker og fester.

Sådan vil det vand vi har drukket her i dag strømme ud i universet for igen en dag om tusindvis af år blive bragt tilbage hertil, flyde i søer og åer og planter og kroppe, fordampe og svæve ud i universet igen…

Sådan slutter jeres rejse, i må gerne så småt komme til jer selv, åbne øjnene og indfinde jer i den tid som er nu, på det sted som er her…

Vi takker jer fordi i tog del i denne flydende fejring… Kom godt hjem…

Må vandet være med jer…