Syv Byer

Først efter mere 80% af de arter, der havde udgjort dyrelivet i den holocæne epoke, var forsvundet, blev det besluttet at samle hele Jordens befolkning, på den tid godt elleve milliarder, i syv gigantiske byer, én på hver af verdens kontinenter, for her igennem at fjerne det, man forstod, som et skadeligt menneskeskabt pres på naturen og give den mulighed for og ro til at hele sig selv. Mennesker måtte nu kun i sjældne tilfælde færdes uden for disse byers skarpt definerede grænser, og da kun i særligt indrettede transportbobler, der skulle sikre, at mennesker ikke kom i kontakt med den omgivende natur. Det siger sig selv, at det dermed næsten udelukkende blev de privilegerede få (højtstående politikere, milliardær-playboys med private bobler, forskere og realitystjerner) forundt at følge, hvordan naturen mange steder kom sig og vendte tilbage, hvordan vegetationen spredte sig og indtog tidligere civisatoriske centre. Især bestande af fugle og hjorte vandt frem, men selv arter som man havde troet uddøde blev observeret hist og her. Flere steder gik det imidlertid langt fra som man havde forventet. I det centrale Afrika, det vestlige Kina, store dele af Australien samt flere steder i USA og det Nordlige Canada, syntes den natur som allerede havde eksisteret her at lide under fraværet af mennesker. Tidligere centrale plante-, svampe- og dyrearter gik kraftigt tilbage, mens invasive arter vandt frem eller områderne udviklede sig ganske enkelt til udpinte ørkner uden meget liv overhovedet. I århundreder havde disse habitater udviklet sig i symbiotisk samspil med mennesker, og således, stod det klart, var mennesker blevet en væsentlig del af deres økologi. Det var en afgørende erkendelse, der blev begyndelsen på en gradvist en genbefolkning af Jorden under ledelse af et netværk af oprindelige folk, baseret på principper om menneskelig ydmyghed, taknemmelighed og reciprocitet. Når vi således i dag bruger udtrykket ‘urban mentalitet’ til at kritisere visse strømninger i tiden, henviser det derfor netop den slags vildfarelser som De Syv Byers Politik var udtryk for.

gAIa

Fremtiden er her muligvis allerede, men ikke alene er den aldeles ujævnt fordelt i et planetarisk perspektiv, den er også ofte elendigt anvendt der, hvor den angiveligt allerede er indtruffet, som motor for meningsløs kapitalakkumulation, som medieret copium etc. Der er et presserende behov for revolution og udvikling af nye planetariske livsformer funderet på principper om solidaritet og radikal økologi, der er behov for et nyt jordisk demokrati, der gennem AI-opereret koordinering kan sikre en retfærdig distribution af ressourcer og ansvarlig forvaltning af Jorden som helhed. Verdensomspændende kriser, som dem, vi netop nu finder os selv indfiltret i, kræver verdensomspændende løsninger. Kapitalismens destruktive maskineri må bringes til standsning og gradvist afmonteres i takt med at vitale funktioner, der tidligere har været forvaltet gennem markedsmekaniske udvekslinger erstattes af en planetarisk AI – vi kunne passende kalde den gAIa – der kan sikre retfærdig og intelligent fordeling af goder på verdensplan, der kan organisere og koordinere mellem samfund på en måde, hvor hensyn til både lokal og menneskelig autonomi og til Jorden som helhed tages i betragtning. Denne planetære AI skal først og fremmest forvalte menneskelige affærer, fordele mad, medicin, koordinere migration med mere i en verden hinsides nationalstater. Derudover vil gAIa imidlertid også kunne tjene til at understøtte og forstærke eksisterende jordiske kredsløb og balancer (klima, kvælstof, vand med mere), den vil kunne målrette og koncentrere menneskelige energier i forbindelse med katastrofer, tørke, naturgenopretning, etablering af nye samfund etc. Den vil være marked, den vil være trafik, den vil være vejret. Dens indkodede formål vil dog altid først og fremmest være, at sikre det bedst mulige liv for flest muligt – ikke målt i materiel overflod eller teknologisk fremskridt, hvad end det så betyder, men i livsfylde, frihed, tid, fællesskab, skønhed. gAIa skal således ikke ses som et fra mennesker adskilt væsen, men snarere som en ‘overmenneskelig’ og ‘overjordisk’ tilføjelse, et vigtigt r/evolutionært skridt mod en fremtid, der er langt bedre anvendt og meget mere jævnt fordelt.

Karréeksperimentet – Et tv-koncept

I reality-programmet Karéeksperimentet følger vi beboerne i en almindelig københavnsk karré på Nørrebro i deres forsøg på at omdanne en boligblok til en selvforvaltet autonom kommune. Vi følger dem gennem op- og nedture, fra de første euforiske måneder med store drømme og kollektiv skaberkraft over hårde perioder med konflikter og knaphed på mad til eksperimentets sidste måneder, hvor beboernes anstrengelser endelig begynder at bære frugt. 

 

Sæson 1

 

Episode 1: “Den første spire”

Eksperimentet begynder. Efter det første fællesmøde kaster de 373 beboere sig over forsøg med blandt andet regnvandsopsamling og installerer solceller på husenes tage. Målet er at blive fuldstændigt uafhængige og selvforsynende. Vejene omkring karréen spærres for trafik, asfalten brydes op, og der anlægges en rektangulær skovhave hele vejen rundt om boligblokken. Man ser eksempelvis en ældre beboer, der tidligere har følt sig ensom og isloreret, sige noget i retning af, at hun har fået sin livsglæde igen. Den første spire skyder frem.

 

Episode 2: “Lort og lagkage”

Beboerne mangler mad og forskellige initiativer iværksættes med henblik på at få sat skub i fødevareproduktionen. Karréens kældre omdannes til en svampefarm, hvor der dyrkes østershat, champignon og shiitake. I gården arbejdes der på at etablere en køkkenhave, samt forskellige mindre husdyrhold, som karréens børn skal tage sig af (høns, duer, snegle, melbiller). På fællesmødet diskuteres det, om man bør genindføre das i gården for at gøre sig fri af de etablerede kloak- og afløbssystemer også og som kilde til kompost. Parret Max og Anna bliver også forældre i denne episode, og der samles sammen til en alternative lagkage, med hvad karréens beboere nu lige har ved hånden.

 

Episode 3: “En svær pille at sluge”

Situationen spidser for alvor til. Fællesmøderne er ofte lange og svære, flere overvejer at forlade forsøget, nogen beskyldes for at kortslutte den demokratiske proces og tilrane sig for meget magt, andre beskyldes for at stjæle. Ud over den sparsomme mad, er der akut mangel på andre fornødenheder som tøj, medicin og noget så simpelt som toiletpapir. Der etableres to nye arbejdsrum oppe på loftet i én af bygningerne, hvor der skal produceres henholdsvis medicin til både beboerne og til salg uden for projektet samt digital software, der kan bruges til for eksempel at understøtte autonome livsformer og demokratiske beslutningsprocesser. Nu har beboerne noget, de kan handle med uden for karréen.

 

Episode 4: “Karréeksperimentet længe leve!”

Arbejdet begynder så småt at bære frugt. Børnene samler æg og snegle, de første grøntsager høstes og beboerne holder fest på tagterrassen under en enorm geodætisk kuppel, der danner ramme om et væksthus og karréens nye kantine. Et år er gået, eksperimentet er slut, og beboerne skal nu beslutte, om de vil fortsætte – eller om de vil vende tilbage til det liv, de levede før. En beboer giver udtryk for, at hun ikke er i tvivl om sin beslutning. Et barn siger, at han er glad for duerne. Han har en favorit, som han kalder Daisy.

TRIOGRAD

I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.

KIM

I en dalsænkning i Mesopotamien for omtrent 7000 år siden indtraf en begivenhed, der forårsagede en spaltning af universet i to parallelle dimensioner. Den ene af disse dimensioner blev grundlaget for det, vi mange spaltede universer senere, skulle komme til at forstå som denne vores verden, præget af markedsfundamentalisme og utøjlet ekstraktivisme, mens den anden blev begyndelsen på en verden, jeg her vil kalde Zumia. Årsagen til dette kosmiske brud, skal findes i kimen til et frø, og jeg mener dette helt bogstaveligt, i kimen til et korn af sorten emmer, som blev omdrejningspunktet for et oprør i området mellem Eufrat og Tigris, hvor bønder i harme og afmagt satte ild til deres afgrøder, og på den måde forårsagede en brand så omfattende, at alt i dalen (marker, huse, stalde, broer med mere) blev tæt på tilintetgjort. Bønderne, der i generationer havde ernæret sig som jægere og samlere med en simpel kornproduktion som forsikring mod sult i mere magre perioder, havde oplevet, hvordan korndyrkningen gradvist havde dannet grundlag for en kvalmende koncentration af rigdom og magt hos nogle få af dalens indbyggere. Korn havde en tilpas stabil værdi, den kunne lagres, handles med, og den havde bundet bønderne til jorden, gjort dem regerbare, afhængige af beskyttelse, tyngede af gæld. Samtidig blev det spirende aristokrati i dalen stadig mere magtfuldt, de byggede forsvarsværker til at beskytte deres akkumulerede rigdomme, engagerede krigere til at forsvare dalen, og krævede stadig mere af bønderne for at garantere deres sikkerhed. Sådan var det blevet. Men nu var alt altså brændt ned, og det før så vitale samfund var i opløsning. Nogle få forsøgte igen af plante korn på de svedne marker, men blev konsekvent saboteret, de blev overfaldet og deres afgrøder trådt ned. Kampen mod kornet var indædt og langstrakt, og med tiden fik denne ellers meget jordnære modstandskamp ligefrem visse religiøse overtoner. Det blev for eksempel efterhånden en udbredt opfattelse, at det bragte uheld at plante korn og gjorde guderne små og koleriske, når man ofrede korn til dem frem for rødder og kød. Således blev den gryende neolitiske æra i Zumia afløst af en indgroet foragt for de landbrugsformer, vi i vores dimension opfatter som almindelige, og ikke mindst en foragt for den imperatoriske statsdannelse, man havde oplevet vokse frem i sin embryale form i dalen dér mellem Eufrat og Tigris. Og dermed udviklede Zumia sig efterhånden til en fuldstændig kornløs verden, hvor der i dag findes en myriade af samfund, der alle er karakteriseret ved at være små, efter vores målestok, stærkt egalitære og forbundne med hinanden såvel som til den natur, der omgiver dem. Zumias samfund har samtidig en ganske veludviklet teknologi til lagring af solenergi og en form for vinddrevne transportkapsler, der kaldes Toki. Og skulle en zumianer komme til at indtage selv det mindste græsfrø, omend det så er ganske uforsætligt, må hun straks rulle sig sammen til en kugle og bede guderne om forladelse, mens hun fremsiger følgende besværgelse: “Jeg arme forfængelige skabning har spist græs og derved forsøgt at hæve mig over andre, jeg har vendt mine guder og mit samfund ryggen. Jeg angrer og indser, at jeg ikke er andet end en simpel kugle hjortelort i tidens uendelige strøm.”

Status, Vand og Affald, Januar 2036

uddrag fra Vand og Affalds festskrift i anledning af 25 års jubilæet for organisationens målrettede brug af anvendt fremtidsforskning.

Vand og Affald har udviklet over 200 forsøgsprojekter siden organisationen begyndte at arbejde med anvendt fremtidsforskning i 2021.

Mange af projekterne kom ikke videre end prototype-stadiet. Nogle blev gemt nogle år, hvorefter de blev taget op igen og brugt i andre projekter, og endeligt var der de projekter der var så grundlæggende for hvordan Vand og Affald arbejder i dag, at det er svært at forestille sig at de blot startede som en ide om en mulig fremtid og en prototype.

Her skal vi blot lave nogle få nedslag for at eksemplificere arbejdet med fremtidsdesign.

Tidligt blev det identificeret at der skulle bruges mere og bedre viden om hvilke resurser der faktisk flød igennem genbrugspladsen i Svendborg. Projektet med kodenavnet “Scrödingers Container” blev udarbejdet som en prototype i det lange fremtidsscenarie “Den Store Cyklus”, som led i nærfremtids-direktivet “85% Direkte Genbrug”.

“Schrödingers Container” gik i al sin enkelthed ud på at identificere og registrere affald som det blev afleveret på genbrugspladsen i realtid. Dette data kunne så bruges til at modellere strømmene af affald, hvilke ting de bestod af, hvilke mængder, og på hvilket tider af året. De tidlige prototyper involverede bevægelses-sensorer, og automatisk fotografering af en restaffaldscontainer. Der blev på en måned taget over 30.000 fotografier som containeren blev fyldt. Billederne blev med billed-analyse brugt til at træne machine-learning algoritmer, så affaldet kunne genkendes automatisk. Efter en del iterationer, løsning af svære problemer, og kompromisser, blev en funktionel model implementeret.

Et afledt projekt var “SkrotPlan”, der var en webside hvor borgere og erhvervsliv kunne se informationer om hvilke typer affald der blev realtids-identificeret på genbrugspladsen, abonnere på opdateringer, analysere data og lignende. Dette gjorde det meget tydeligt for mange hvor mange uudnyttede resurser der faktisk passerer igennem vores samfund hver eneste dag. Disse åbne data, og forudsigeligheden af hvor mange resurser der var, blev grundlaget for mange nye initiativer for direkte genbrug fra både borgere og virksomheder. Aftagere af disse resurser måtte udover yderst rimelige priser også underskrive “pay-it-forward”-aftaler der forpligtede dem til at agere med respekt i forhold til planeten og den store cyklus. Når først resurser kom igennem genbrugspladsen, kom de ud i verden igen som værdier med forpligtelser.

Vand og Affald selv blev sponsorer for frivilligt drevne laboratorier og makerlabs hvor borgere, unge og gamle, pensionister og skoleelever, kunne eksperimentere med upcycling, 3d printere der brugte genbrugsplast og store mængder af let tilgængelige resurser. Dette åbne miljø omkring genbrugspladsen frembragte mange radikale og nye ideer til hvad genbrug kan være.

Disse tidlige forsøg med at åbne miljøet omkring genbrugsgerningen, såvel som de store mængder åbne data om affaldet, blev grundlag for det vi nu kalder “Den Preduktive Revolution”. Begrebet “preduktion”, der en blanding af ordene “produktion” og “reduktion”, dækker over produktion med mere end 90% genbrugsmaterialer, lokal udvundet og kun i begrænset grad bearbejdet. Denne revolution var altafgørende da den fjernøstlige produktion og eksport kollapsede i 2024.

Af andre projekter der opstod i økosystemet omkring genbrug, kan nævnes “reCyklisterne”. Det var et non-profit kooperativ der lavede deres egne specialbyggede el-transportcykler. reCyklisterne blev tildelt en kontrakt til delvist at køre affaldsordningerne i Svendborg Kommune i 2023. Og på grund af deres meget succesfulde sociale ansættelses-programmer og fleksibilitet overtog de kørslen af alt affald i 2024, og nedbragte dermed mængden af privatbillisme på genbrugspladsen med 70%.

I forhold til sikringen af vandforsyningen blev der udarbejdet direktiver for hvad man kaldte “7-generationers-tænkning”. 7-generationers-tænkning blev indført i kommunen for alle udviklingsprojekter. Det betød at alle beslutninger skulle afvejes i forhold til konsekvenserne 7 generationer frem. Det startede med nye skovområder omkring Skårup og blev siden til en udvidet forvildelse af store dele af kommunens tidligere landbrugsland, der ikke længere skulle bruges til foderproduktion.

Der kan nævnes mange flere projekter, men dette må være nok for nu. Her til slut skal tilføjes en anden udvikling af det målrettede arbejde med ønskelige fremtider: Da alle projekter blev udviklet med åbne data, åbne og tilgængelige resultater, og ikke mindst open source software, var det meget let for andre aktører i sektoren at drage nytte af erfaringerne og selv implementere lignende projekter i deres egne lokalområder. Senere analyser af den internationale rådgivningsafdelings virke, viste at disse åbne forhold og aktive vidensdeling og udvekslinger, var den primære årsag til at metoder og projekter fra Svendborg blev så succesfulde i hele verden.

Slutteligt kan vi sige, at ingen i 2021 kunne havde forudsagt at alt dette ville komme til at ske. Men samtidigt står det klart, at situationen havde set helt anderledes ud, hvis ikke vi var begyndt at arbejde med anvendt fremtidsforskning dengang.

VANDBÆRER

I august 2020 lavede vi performanceforelæsning+ritual+meditation+tidsrejse ved afslutningen af Nana Francisca Schottländers udstilling Vandlegeme på Silkeborg Bad. Dette er manuskriptet.

 

1. PERFORMANCE-FORELÆSNING

For 4.6 milliarder år siden kollapser et område i en gigantisk molekulær sky under sin egen vægt og bliver til Sol. I denne udafreagerende periode skabes alverdenernes stof i en skive omkring den nye stjerne.

Brint og ilt rækker ud efter hinanden og bliver-mere under Solens udstrålinger. VANDET findes.

I de følgende århundredmillioner fortætter stofferne sig i planeter, dværgplaneter, planetisimaler, asteroider og kometer.

Inderst i solsystemet er der så varmt at VANDET fordamper og spredes. Yderst er der så koldt at VANDET fryser og samles i utallige isede planetisimaler og kometer.

Jorden ligger inden for denne snegrænse, og er varm og let. Men i det kølende solsystem begynder kometer og planetisimaler at bombardere de indre planeter.

Således styrter VANDET til Jorden, som enorme hagl fra det ydre rum. VANDET bliver en del af Jorden.

Fra Jordens glødende indre udånder varme og stjernestof i hydrotermiske kildevæld på urhavenes bund. Porøse formationer vokser og i de små våde hulrum bliver et indre hav adskilt fra det ydre, og strenge af kemisk information begynder at genskabe sig selv.

VANDET fylder de encellede arkæer og bakterier, og de encellede fylder VANDET. VANDET er liv.

Årmilliarder senere mødes en arkæ og et bakterie, og indgår en total symbiose — bakterien bliver lukket inde i arkæens indre ocean. I denne altomfavnelse, som synet af Oraklet Lynn Margulis, bliver helheden mere end sine enkelte dele og alt flercellet liv vokser af denne enkelte hændelse i havet i havet.

VANDET fordamper og fortætter sig i skyer og blæser ind over det livløse land, hvor det igen bliver flydende og falder til jorden som dråber. Det encellede liv udtørrer her, VANDET løber til urhavene igen.

Senere, efter den kambriske eksplosion af arter i havene, begynder protosvampe og protoplanter at udveksle havstrømme imellem deres indre oceaner, for dermed at kunne leve på land. Dette er Hyperhavet.

VANDET fordamper og fortætter sig i skyer og blæser ind over land, det regner ned og bliver suget op af utallige kroppe af vand. Dets veje er utallige igennem hyperhavets strømme, før det igen ender i havet.

Hyperhavet dækker planeten med skove. Dyr forlader urhavet ved at indgå i udvekslinger af næringsfyldt væske. Alle klodens tørre områder bliver omformet for evigt.

En mammut dør på Doggerland (en landbro imellem Jylland, England og Tyskland, der snart oversvømmes for stedse).

Ved floder som Indus, Tigris, Nilen og Eufrat, risler mennesker vand udover den tørre jord og kultiverer korn.

Mammuttens væv og organer bliver nedbrudt og VANDET optages i utallige biller, og larver og mikrober, der med tiden bliver optaget i den næringsholdige jord.

Krukker af vand og jord fyldes med korn af mange, men ejes af få. Vandets strømme kontrolleres og begrænses i de gryende patriarkater.

Mammuttens VAND optages af svampe og rødder af tundralandets nåletræer. Vandet trækkes op i nålene hvorfra det langsomt fordamper

Strømmen af væsker og synergier bliver yderligere begrænset, som fx i England for 300 år siden, da fællederne bliver opdelt og kontrolleret af få, hvilket skaber mængder af mennesker, der er nægtet adgang til de næringsfyldte væskers bevægelse igennem hyperhavet.

VANDET stiger og fortætter sig i skyer, der blæser østpå. Her bliver dråberne endelig tunge nok til at falde som regn. Lige her over os.

Vand bliver spærret inde, og opvarmet af kul hvilket driver maskiner og den industrielle devolution. Kul er 300 millioner år gammelt træ, der er røget ud af livets cyklus, ufordøjet. (Kul og andre fossile brændstoffer er den virkelige død, i modsætning til den død vi kender der transporterer det vandede liv rundt og rundt.)).

VANDET falder som regn, lige her. For 10.000 år siden.

Den industrielle devolution kræver millioner af hænder, der fordi de ikke har autonom adgang til hyperhavets udvekslinger, kan tvinges til at arbejde. Disse menneskemængder voldes frem fra nær og fjern, i både sted og tid.

VANDET siver langsomt ned igennem Silkeborg bakker og slutter sig til grundvandet.

Vand steriliseres. Kemikalier opløses i vand. Vand ekstraherer døden fra miner. Vand transporterer industrielle opløsningsmidler, vasker og farver i tekstilproduktion og afkøler kraftværker. Tungmetaller og forurening pumpes ind i hyperhavet uden hensyn til konsekvenserne for det utal af levende beholdere der bærer vandet rundt og rundt i cyklussen.

VANDET har ligget her nede under jorden i 10.000 år. Som den hidtidige kulmination på VANDETS interplanetære rejse over de sidste 4.6 milliarder år, vil VANDET om få øjeblikke strømme ud af kilden herude. Og vi skal drikke det.

Vær venlige at rejse jer op, tag jeres krop og jeres kop, og følg efter os. Vi vil bede jer være stille mens vi går. Vær stille og lyt til strømmene under, over, omkring jer.

 

2. RITUAL

Vi går i stille procession med vores kopper ud til kilden. Ved kilden stopper vi op og bevidner vandet der vælder ud i nogle øjeblikke.

Mammuttens vand. Svampenes vand. Bakteriernes vand.

Bøgenes vand. Goplernes vand. Hjortenes vand.

Bænkebidernes vand. Hummernes vand. Svalernes vand.

Algernes vand. Araknidernes vand. Arkæernes vand.

Slimsvampenes vand, Silkeormenes vand, Zebraernes vand

Fluernes vand, Ferskentræernes vand, Fjæsingernes og fjorrejernes vand

Vandmændenes vand, vandplanternes vand, vandbøflerne og de vandrende pindes vand.

Kaktussens vand, skrubtudsens vand, lusens og karussens vand.

Jordens vand, skovens vand, himlens og havets vand… vandets vand.

Vi vil nu indtage dette vand og indgå i dets kredsløb.

Alle fylder deres kopper en ad gangen, og går hen og stiller sig i en rundkreds ved søen, ca.

Bered jeres kroppe.

Bered jeres væsker.

Vi skal blive mere end én.

Vi skal blive mere end hinanden.

Vi er bærere af vand.

Vi er hyperhavet.

Flydende igennem alt levende

svømmende i Jorden

Vi bærer hinanden

Vi bærer livet

heler og plejer det

nærer og beskytter det

Vi er Vandbærere

Vi er Vandbærere

Drik vandet

Vi drikker

(stille)

Vi skal nu bære dette evige vand ind i fremtiden. Følg venligst med i stilhed. Mærk vandet i jeres maver når i går, mærk hvordan det strømmer rundt i kroppen.

3. MEDITATION

Læg jer her, og her, og her.

Sørg for i ligger behageligt.

Luk øjnene og lad lydende omkring jer tone ud.

Vend opmærksomheden indad.

Træk vejret langsomt ind… og pust ud x 3

Mærk jeres kroppe.

Mærk hvordan det vand, i netop har indtaget er løbet fra munden… gennem halsen… og ned i mavesækken.

Måske bølger det roligt her, inden i jer.

Herfra trænger det ud i jeres kroppe,

trænger ind i hver eneste af de milliarder af celler, der er jer

Blander sig med jeres blod, der pumper rundt i kroppen…

Mærk blodets rejse fra hjertets pumpe og ud i årene i jeres arme. Hvordan det strømmer summende ud i fingrene og tilbage igen…

Mærk hvordan det bølger gennem benene helt ned i tæerne.

Mærk det cirkulere i underlivet som en mulighed…

Mærk nyrernes rensningssystemer

Mærk hvordan vandet trænger gennem tarmenes vægge ud i blodet.

Mærk hjertet pumpe det opad igen, gennem maven… brystet… halsen… mærk det pulsere i halsen, flyde videre og fordele sig i hjernen, mærk hvordan det flyder som et finmasket net af floder i huden, der omkranser jeres kranier…

Og NU… derfra, damper det usynligt ud i verden igen omkring jer, bliver til luft og svæver væk…

 

Det vand vi i dag har drukket vil således

stige til vejrs og slutte sig til skyerne i stratosfæren, hvorefter det vil blæse vestpå og regne i en silende regn over Nordsøen, fordampe fra havet, regne, fordampe og regne de næste 20 år. Her vil det regne på de kontinuerlige besættelser af boreplatforme, der suger millioner af år gammel død op af undergrunden, mens hydro-aktivister vil organisere blokader mod disse dødsmaskiner med deres levende væskefyldte kroppe. I de første år vil dråber blive opsamlet og drukket af aktivister, der er isolerede og uden forsyninger på transnationale selskabers kolde metal. Senere vil regnen vande haverne i de flydende bosteder, der spreder sig som algesupper omkring de tidligere boreplatforme. Herfra sejler hele flåder af hydroaktivistiske fartøjer ud på verdenshavene for at rense og regenerere.

noget vil rejse med os i vores kroppe når vi går hver til sit, blive skyllet ud i toiletter og ende i renseanlæggene. Her vil det blande sig med de rester af pcb, mikroplastik, antidepressiver og østrogen vi også udleder med vores kroppe, og blive skyllet ud i vandløbene.

En sammenslutning af kollektiver omkring Limfjorden udvikler den såkaldte Hydrohud – en osmotisk teknologi der sikrer en mere kontrolleret udveksling mellem de indre og ydre vande. Ikke alene tjener hydrohuden således til at beskytte det liv den omslutter mod kontaminering, den indoptager og renser også de ydre vandmasser, den kommer i forbindelse med. Nye samfund skyder frem langs kyster, flodmundinger og søbredder. Her arbejder såkaldte Vandbærere via deres kroppe med at rense, heale og regenerere Jordens vand. Med tiden bliver flere sågar 100% akvatiske. Mange genudvikler gæller som en evolutionær konsekvens af deres arbejde. Hydrohud udvikles endvidere til interartslig brug, der blandt andet muliggør tilkobling til akut udtørringstruede væsner, ligsom kunstige livmodere med universelt fostervand udvikles til genoplivning af allerede uddøde arter eller symbiose mellem eksisterende. Således vil vi dele vores vand, det indre og det ydre.

noget af det vand vi nu bærer på vil ende i det sydlige Stillehav, hvor nogle af molekylerne bliver opsamlet som en del af de 16 millioner hectoliter oceanisk opstart, der bliver transporteret udenjords til asteroidebæltet imellem Mars og Jupiter. Her kontrollerer et verdensomspændende netværk af utopiske aktivister en flok af robotter. Under parolen NO GODS NO MASTERS NO GRAVITY WELLS, er de igang med at udhule en af de største asteroider, 375—Ursula. Andre robotter fanger kometer og manipulerer deres kredsløb om Solen så de ender ved 375—Ursula, hvor de bliver udhugget, smeltet og hældt i den udhulede asteroide. Her bliver vand varmet op af solare kraftværker monteret overalt på overfladen og det jordiske oceaniske opstarts hav, bliver gradvist hældt sammen med større og større mængder kometvand. Indtil hele asteroiden er et kæmpemæssigt levende hav, med samme vandmængde som Middelhavet, hvor hver dråbe indeholder over 12 millioner mikroorganismer, udover utallige plankton, fisk, snegle og skaldyr. 375—Ursula får et Encke-lignende eleptisk kredsløb om Solen, hvor det passerer igennem de indre planeters kredsløb og om Solen hvert 3. år. Da 375—Ursula passerer forbi Jorden første gang, støder 300.000 Vandbærere — mennesker, delfiner, hvaler, fisk — til og svømmer ind i asteroidens indre ocean.

ledes rejser det levende ocean på tværs af de sædvanlige planetære kredsløb og leverer levende Vand til Jordritualer overalt i Solsystemet. Således også i år 10.257, hvor udpluk af levende have fra 18.000 lommer af Hyperhav i solsystemet, rehydrerer de udtørrede Silkeborgsøer ved et ritual hvor 10.000vis af Vandbærerer bader og drikker og fester.

Sådan vil det vand vi har drukket her i dag strømme ud i universet for igen en dag om tusindvis af år blive bragt tilbage hertil, flyde i søer og åer og planter og kroppe, fordampe og svæve ud i universet igen…

Sådan slutter jeres rejse, i må gerne så småt komme til jer selv, åbne øjnene og indfinde jer i den tid som er nu, på det sted som er her…

Vi takker jer fordi i tog del i denne flydende fejring… Kom godt hjem…

Må vandet være med jer…

7 Principles for Planetary Cooperatives

[caption: Very colorful image showing 4 concentric circler of beings, plants, tools and buildings. It’s taken from an animated short, showing the Wixárika creation myth involving Takutzi Nakawe (Grandmother Rain). Video here]

7 Principles for Planetary Coops

1. Voluntary and Open Membership across borders, nationalities and income- and opportunity-gaps

  • Planetary Coops actively work for diversity in membership. They seek arrangements for potential members that do not have financial or legal opportunity to join on equal footing. They seek equal opportunity by available means, eg. by regulating financial obligations by income level, or allowing members outside of rightsholding citizenship, and seek arrangements for their opportunity and empowerment in the coop.

2. Democratic control by Members, Community and Ecosystem

  • Planetary Coops are democratic organizations controlled by their members, as well as the community and ecosystem. Members typically hold one vote each, and to represent the greater community and the planet, some kind of voting power, should be delegated. E.g. through abstract memberships representing the community, shamanistic practices (voting for the ecosystem or the planet), or perhaps votes controlled by scientific expert systems.

3. Planetary economics, non-profit & degrowth

  • Planetary economics: Planetary Coops practice non-extractive economics that serve the planet, seeking a just transition towards regenerative practices.
  • Non-profit: A Planetary Coop will not seek monetary profit beyond economic sustainability, and will not seek economic sustainability beyond planetary sustainability.
  • Degrow and descale: Planetary Coops works towards reducing the amount of resources necessary for the operation of the coop, seeking sustainable levels in a global context. Planetary Co-ops actively work to bind more carbon than what is emissioned.

4. Autonomy and Independence

  • Planetary Coops are autonomous, mutual aid organizations controlled by their members and ecosystems. If they enter into agreements with other organizations, including governments, or raise capital from external sources, they do so on terms that ensure democratic control by their members and maintain their cooperative autonomy.
  • If necessary the coop can mask or camouflage it’s nature and practice if deemed necessary for it’s survival.

5. Schooling and multiplication

  • Planetary Coops works to engender life long learning among it’s members and community, to empower them to keep on living on our planet, as well as healing it.
  • Planetary Coops actively support others who wants to start Planetary Coops or similar organizations, in any way they can.
  • Planetary Coops seeks multiplication by actively participating in copying it’s working platforms, services and businesses in other communities and ecosystems, sharing software and services and resources, as one would with ones own children.

6. Decentralize, network and practice alike

  • Planetary Coops will organize and network with each other through decentral or federated means, on a planetary scale.
  • They will seek and cooperate with organizations that are dedicated to similar values as here stated. The services and products necessary for the operation of the coop will be weighted on the same scale as their own practice and operations.
  • Planetary Coops will use and produce free (libre) software, make things to the public domain, actively work for open technology and the possibility of hacking and repairing, forfeit intellectual property thinking and self-exploitation through copyright.
  • Data is sacred. A Planetary Coop will protect the privacy and data of beings involved in the operation of the coop, and will actively work towards keeping and spreading data soverignty.

7. Seven Generation Thinking

  • Planetary Coops will consider all decisions and practices in light of the concequences for the next seven generations. Our childrens, our childrens childrens, our great-grandchildrens, our great-great-grandchildrens, our great-great-great-grandchildrens, our great-great-great-great-grandchildrens and our great-great-great-great-great-grandchildrens. In other words we need to be thinking about the consequence of our actions for the continously lived life of beings and ecosystems for the next 200 years.

Kosmisk Katedral (lyd)

I oktober 2019 installerede vi og performede værket Kosmisk Katedral, på udstillingen Cosmic Existence, Den Frie Udstillingsbygning i København.

Nu kan man høre lydversionen af værket lige her på intarwebz.

“Dette er et frontalt angreb på alt fast og forbenet, en narrativ revolution fremsunget af fantaster og orakler, magikere og hekse, videreudviklet og forfinet af science fiction og fantasy og videnskab, modnet af fanfiction og shamanistisk teen-fantasy, krystalliseret af utopiske aktivister og militante futurologer. Vi fremmaner nye historier.”

Lyd/musik er produceret og komponeret af hypercoole Kaspar Poulsen.