Mens det frie Hong Kong i disse år knuses for øjnene af os under en tsunami af repression og forfølgelse, foreslår vi i solidaritet med den hongkongesiske frihedskamp og som utopisk-strategisk manøvre, at grundlægge et nyt Hong Kong på Fyn funderet på et af staten Danmark uafhængigt charter, en fri og utæmmet metropol i området vest for Svendborg.
Historisk har sådanne charterbyer verden over, i kraft af deres autonome status i juridisk, politisk såvel som økonomisk forstand, tjent som frie, selvforvaltede zoner i regioner plaget af autoritær kontrol. Ofte har disse byers udvikling og geopolitiske ageren dog primært været drevet af imperialistiske såvel som markedsøkonomiske aspirationer. Det vi imidlertid her plæderer for, er en revitalisering af selve charterbybegrebet som en utopisk model for antikapitalistisk og postnational organisering i det 21. århundrede.
Det nye sydfynske Hong Kong vil således fungere som en fra staten Danmark autonom entitet, funderet på principper om kommunisering, radikal økologi og planetær solidaritet. Og mens denne nye metropol selvsagt vil huse et stort antal eksilhongkongesere, vil den også blive hjemsted for en mangfoldighed af dissidenter, aktivister og fritænkere fra hele verden.
Vi forestiller os en koncentreret urban form med op mod 500.000 indbyggere: 300.000 i klynger af organisk voksende højhuse nord for Vester Skerninge, omkring 100.000 i jordhuler indlejret i landskabet mellem Egense og Nab, og endelig 100.000 eller mere bosat i spredte husbådkolonier forankret i farvandet ud for Fjellebroen.
Således ankommer du med båd til det sydfynske øhav, hvor du sejler zigzag mellem mindre fiskerbåde, mindre havbrug og flydende haver, du passerer klynger honkongesiske sampan husbåde, ombyggede trawlere, kunstige øer og små hytter på pæle lidt tættere på kysten. Fra Fjellebroen tager du sporvognen mod Hong Kong City, som slanger sig gennem et bølgende landskab af beboelige tuer gennemskåret at frugtlunde og intensive permabrug. Endelig tårner citys skyskrabere sig op foran dig og sporvognen fører dig ind i et vildtvoksende virvar af baggårde og gyder med gadekøkkener med syrisk, kinesisk, ghanesisk mad, sociale og politiske klubber, værksteder, der producerer alt fra printede møbler til soldrevne gadgets.
Byen har intet centrum som sådan, ligesom der ikke vil findes en central regering i Hong Kong II, men snarere en form for basisdemokratisk organisering medieret gennem hyperkomplekse digitale systemer. Gader og pladser vil man opkalde efter insekter og arter af mos.