I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.
urbanisering
TÅSINGE TRAILERPARK
Mens der i 2020’erne efterhånden var udbredt konsensus om behovet for omstilling, var der ofte i mindre grad enighed om midlerne til målet.
Først og fremmest var der naturligvis alle de statslige tiltag, der sigtede mod at implementere mere bæredygtige teknologier samtidig med, at så mange så muligt blev forsøgt fastholdt i den for-sen-kapitalistiske arbejde-forbrug-død-spiral. Af mere autonome initiativer kan permakulturbevægelsen og det globale netværk af økolandsbyer nævnes, men hvad disse organiseringer besad i social og økologisk radikalitet, syntes de samtidig at mangle i åbenhed og umiddelbar tilgængelighed. Det krævede ofte en større forforståelse og teknisk kunnen at tage del, det økoorganiske design virkede oftere end ikke ekskluderende og de enkelte landsbyer og kommuner var i overvejende grad geografisk afsondrede og isolerede for omverdenen. På sin vis kunne disse projekter ses som værende ‘for langt fremme i utopien’ så at sige, således at springet for udenforstående blev for stort, både i forhold til kultur, kompetencer, økonomisk formåen etc.
Her overfor skilte særligt Tåsinge Trailerpark sig ud som en anderledes monstrøs og vildvoksende kastetsammenhed i tiden. Det var Center for Militant Futurologi (bemærk at vi her indsætter et temporalt loop), der først foreslog trailerparken som en postkapitalistisk model for organisering, og få måneder senere begyndte de første autocampere, skurvogne, campletter etc. at køre over Svendborgsundbroen. Hurtigt voksede bosættelsen sig større fra Tåsinges midte ud mod øens vestkyst i en slags halvmåneformet arrangering af vogne, skure og telte gennemskåret af køkkenhaver og husdyrhold samt en større fælled i midten ned mod kystren. Visse foranstaltninger blev koordineret beboerne imellem såsom vandopsamling, konstruktion af muldtoiletter, etablering af skov mm., men trailerparken var uden nogen central organisering i øvrigt. Ingen komiteer, ingen stormøder — blot en løs tilslutning til principper om gensidighed i mellemmenneskelige såvel som menneske-naturrelationer, en generel afsmag over for grådighed, forskelsbehandling, hastværk etc. hvilket alt sammen føjede til trailerparkens i forvejen behagelige og afslappede atmosfære.
Alle var kommet på de samme vilkår, alle havde lige meget ret til at være der, og alle var altid velkomne. Det var i denne vildvoksende åbenhed at trailerparkens største styrke lå. Selv da bosættelsen i 2040’erne så ud til at have nået et naturligt mætningspunkt, da øens naturlige afgrænsning gjorde en stadig tilstrømning til trailerparken problematisk, overvandt beboerne ved opfindsomhed og ildhu denne ikke helt undseelige forhindring, idet man lod trailerparken vokse ud i havet omkring Tåsinge på pæle og pontoner. Det siges, at denne vandvinding bidrog betydeligt til at beskytte Tåsinge mod oversvømmelser under de store stormfloder i midten af århundredet, mens andre øer praktisk talt sank i havet og forsvandt.