MF er et frontalt angreb på neoliberal nihilisme og apokalyptisk apati.
Det er indstiftelsen af en ny eksplosiv og uhæmmet futuristisk fantasi.
Alt kan ske, siger vi, alt er muligt, og vi kæmper for at gøre vores utopiske fantasier om fremtiden til virkelighed.
Vi blev født det år Margaret Thatcher erklærede, at der ikke er nogen alternativer, ingen anden verden end den for-sen-kapitalistiske. Senere aflyste Fukuyama selve verdenshistorien. Vi er en generation uden fremtid. Den historiske udvikling er sat i stå, og alligevel synes vi at glide mod afgrunden med en stille men tung uundgåelighed.
Derfor er vores første angreb i kampen for liv, frihed og en fælles fremtid apatien, håbløsheden og den fantasiforladte administration af den evigt herskende undtagelsestilstand.
Militant futurologi er altså et kampråb såvel som en taktisk manøvre, der sigter mod at sparke verdenshistorien i gang igen og bygge nye lysere fremtider i nutiden.
For fremtiden er endnu ikke skrevet, den er et åbent mulighedsrum, der hverken bør afskrives som et dunkelt intet eller andægtigt afventes som et fjernt projektil på en lysende horisont, der nærmer sig langsomt, men uafværgeligt. Fremtiden er noget, vi skaber her og nu, sammen.
Ikke desto mindre, er det afgørende at tænke i udstrakte temporaliteter — 100, 1000, 10000 år frem — fordi de kriser, der truer vores livsformer i nutiden kræver langstrakte løsningsmodeller, men også fordi accelererede tidsperspektiver tjener til at frigøre vores forestillingsevne fra indgroede ideologiske tankemønstre affødt af årtiers mentale krigsførelse mod vores kollektive fantasi.
Ved at lade mulige fremtiders utopiske lys brydes af nutidens form — og omvendt — tegner der sig et utal af mulige bevægelsesmønstre og veje vi kan gå, der åbnes for et væld af latente potentialer, som findes i det dominerende paradigmes blinde vinkler og bevidst mørklagte zoner. Sådan befrier vi fremtiden.
Og futurologien MÅ være utopisk. For i og med, at enhver forudsigelse er behæftet med usikkerhed og i og med, at vi producerer den fremtid, vi foregriber, mens vi, eller mere præcist FORDI, vi forestiller os den, bliver det tydeligt, at futurologien er politisk, at den er en kampplads. Historisk set har denne arena været domineret af militære og kommercielle interesser. Vi må generobre futurologien og gøre den til det utopiske og fællesskabende redskab, den altid har været i form af den almenmenneskelige evne til kollektivt at forestille sig andre mulige fremtider. Vi er alle futurologer.
Og når vi taler om en militant futurologi, er det netop fordi, vi må bevæge os hinsides simpel forudsigelse og direkte forme nye og lysere fremtider i nutiden. Vi er ikke profeter, der ængsteligt forudsiger, det der kommer, vi er magikere, der fremmaner fremtiden af støvet under os, omkring os.
Vi kæmper for de fremtider, vi begærer, vi holder os ikke til de gældende reglerne, anerkender ikke de herskende(s) love, for nutidens love er ikke fremtidens. Vi kæmper for LIV, for kærlighed og frihed. Vi angriber status quo, den herskende orden med sine almindelige meninger og såkaldte sunde fornuft.
Til det neoliberale diktum, at der ikke er nogen alternativer svarer vi: der ER ikke andet. Alt kan ske, der findes et utal af mulige veje at gå, det står i vores alle sammens magt at bevæge os i alle retninger på én gang, samtidig, sammen.
Militant futurologi er armeret håb, det er handlende håb, der former fremtiden direkte i nutiden, det er erfaringen af fantasiens uendelige fællesskabende kraft. Der findes et utal af verdner, vi kan fremmane, der findes et utal af mulige veje mod lysere og lysende fremtider. Det begynder her med drømme og håb og vilje og kamp, det begynder med militant futurologi.
