MIKROKOSMOS

Vi kunne kalde perioden for bakteriocæn. Ikke fordi bakterielt liv ikke altid havde været essentielt for Jordens liv hvis ikke ligefrem dets egentlige grundlag. Havde det ikke været for bakterier, havde alt det, der her står skrevet, slet ikke eksisteret, for slet ikke at tale om den skrivende og om dig, den læsende. Nej, perioden burde hedde bakteriocæn, fordi den var præget af en ny bevidsthed om den bakterielle verdens betydning og indflydelse på den fortsatte udvikling af livet på Jorden (og på andre planeter ikke at forglemme), samt en eksplosion af nye co-evolutionære udviklinger.

Menneskers kroppe har til alle tider eksisteret i symbiotisk samspil med myriader af mikroskopisk liv — vi er i verden, men verden er også i os, overgangene mellem indre og ydre er flydende, flimrende, fulde af sammenfiltringer. Men en længere serie af mikrokosmiske åbenbaringer tilvejebragt af videnskabelige opdagelser og kulturelle eksperimenter med domesticering og sameksistens med nye former for mikroorganismer førte over en relativt kort periode til udviklingen af utallige nye menneske-mikroorganisme-symbioser. Lad mig give bare nogle få eksempler.

Beboelse for eksempel blev i samspillet mellem bakterier, svampe og printere til noget enhver kunne dyrke direkte på AI-genererede strukturer nærmest omkostningsfrit og uden større forkundskab. Sådan blev huse efterhånden til de venlige organiske monstre, vi i dag kalder hjem — altid i udvikling, altid i bevægelse, idet de former sig efter vores skiftende behov og forsyner os med energi, med vand og med varme.

Også ideer om “beklædning” gennemgik en radikal transformation i disse år i takt med, at tøj i stigende grad blev noget, der kunne dyrkes direkte på huden i form af bakterie- og svampedragter, hvor det mikroskopiske liv ånder og udvikler sig i samspil med kroppen som en organisk mediator mellem den indre og den ydre verden. I flere tilfælde blev der sågar eksperimenteret med kropsudvidelser, nye lemmer, de-formering af den menneskelige krop med henblik på øget resiliens og tilpasningsdygtighed etc.

Under kampråbet Fermenter Fremtiden begyndte den Svendborg-baserede Fremtidens Skole ligeledes at udforske mikrokosmiske potentialer for bevidsthedsudvidelse — for eksempel ved hjælp af psilosybin-producerende bakterier dyrket direkte i hjernen. Det var ligeledes disse pionerer, der forestod afviklingen af de skelsættende GaiaSkin-transmissioner, hvor det blandt andet første gang lykkedes at sende beskeden “Hello Mold” fra Svendborg til Darwin (AUS) via det lag af mikroorganismer, der usynligt indkapsler hele vores Jord.

Endelig bør det føjes til fortællingen, at de igangværende koloniseringer af Mars og Merkur, ville se væsentligt anderledes ud, havde det ikke været for den bakteriocæne tidsalders biokulturelle revolution. Bakteriel præparering af planeter har ikke bare lettet koloniseringen i dens første faser, men ligeledes forkortet processen ganske betydeligt, idet vores mikroskopiske kammerater effektivt har beredt det planetariske miljø til mennesker gennem iterativ evolution.

HØR FREMTIDEN: CMF anbefaler podcasts

Her samler vi links til podcasts der på den ene eller anden måde eksploderer vores futuristiske fantasi.

* The Response

I anledning af Corona-udbruddet og CMFs Karantænelæsekred der læser Solnit’s “A Paradise Built in Hell”, kan vi stærkt anbefale The Response. Det er en podcast der dykker ned i forskellige mutual aid/ disaster collectivism fænomener rundt omkring i verden. Det er super spændende, dramatisk, håbefuldt og inspirerende. Det er lavet af nogle af folkene bag Upstream og kan stærkt anbefales et lyt.

* Upstream podcast

En ultra-oplysende podcast om økonomi som en radikal revolutionær videnskab.

Nedslag

* Our Opinions Are Correct

Scifi-forfatter/skribent Annalee Newitz og scifi-forfatter Charlie Jane Anders laver en strålende podcast. Kritisk, knivskarpt og sjovt.

Nedslag:

CYKELTUTTEN 2044 – ET TILBAGEBLIK

Cykeltutten pionerede allerede i perioden 2016-2023 de produktionsfælleskaber, der kom til at være så definerende for verden i 2030erne. På den tid tjente cyklen som symbol på en anden mulig verden, en verden, hvor alle havde ret til at bevæge sig frit – gennem landet, over grænser. Uden at gældsætte sig, uden at øve skade på naturgrundlaget. Det var det første man tænkte på at tilbyde migranter, når de kom til byen. Eksperimentet med genbrug, håndværk og fælleskabsarbejde så i starten ud til blot at være en midlertidig succes. Da menneskers frie bevægelighed blev forhindret i et hidtil uset omfang, kom der færre migranter end før til byen, og man stod med et stort overskud af cykler.

Alt dette ændrede sig dog i 2021, da Folkebevægelsen mod bilisme spredte sig som de naturbrande, der hærgede Jylland hver sommer. Uden bilismen til at høste afgifter, og uden lastbilers transport af varer, kollapsede den danske stat og forbrugerkapitalismen fuldstændig. Da migranter igen blev budt velkommen med åbne arme og cykler, blev Sydfyn kendt som det postnationale Skandinaviens hjerte. I takt med at flere kom til, fik cykelværkstedet flere og flere funktioner. Det blev en hub for koordinering af gensidig hjælp. Værkstedets aktivister kordinerede overnatning og bespisning i det gamle skibsværfts kantine. De omdannede det tidligere rådhus til en biofuturistisk skole for udveksling af viden, færdigheder og anvendt bevidsthedsudvidelse. Det var dog først da værkstedet overtog den tidligere miljøstation, med dens titusindvis af kasserede biler, og begyndte at eksperimentere med direkte-genbrug-til-3d-print-teknologi at projektet eksploderede som en støvbold ved let berøring. Herfra forsynede bevægelsen tilflyttere såvel som lokale, med alt fra tøj over brugsgenstande, til simple strukturer til beboelse som for eksempel de flydende boblehuse, der en overgang fyldte store dele af Svendborgsund. Således fik de, som aldrig havde kendt andet end et liv i konstant bevægelse, på flugt, endelig muligheden for at slå sig ned, for at blive.

Da Kina i 2030erne stoppede al produktion og startede Naturoprettelsen og den innovative etage-permakultur, brød også resten af verdens udnyttelseskultur gradvist sammen, og Svendborg blev et forbillede og pilgrimsmål for alle der arbejdede for gensidig planetarisk integration. Energierne samlet i Svendborg i de år tog fantastiske former. Sejltutten blev stiftet, enorme sejldrevne og selvduplikerende produktionskollektiver, bedrog oceanisk minedrift på de enorme mængder af skrald i verdenshavene, rensede vandet, genoprettede biodiversitet og producerede teknologi til hele verden. Det var et syn når sådan et produktionskollektiv kom tilbage til kystbyerne efter en migration over Stillehavet, verden havde sjældent set vildere fester.

Tilbage i Svendborg gjorde vandstandsstigningerne det bofaste liv mere vanskeligt og efter årtiers forsøg med eksplosiv evaporering og eleveret terræn, blev det på et stormøde besluttet at forsøge en anden strategi. Tanken var at søge tilbage til projektets begyndelse og vende hele missionen på hovedet. I stedet for at søge at gøre det bevægelige bofast, sigtede man nu i stedet at gøre det bofaste bevægeligt. Kort efter blev de første soldrevne beboelsescykler sat i produktion. Med inspiration fra hærmyrerenes kolonier, begyndte utallige cyklende beboelseskaravaner at snegle sig over jordens overflade, altid ankommet, altid på vej. Velo City var født.

BO FRIT

Vi har ofte for vane at tænke etniske grupper som produkt af en lang viljeløs kulturel evolution, men i virkeligheden har der langt oftere snarere været tale om en historisk secessionsproces, en bevidst social løsrivelse fra et samfund, et opgør, en flugt. Sådan forholder det sig også med Bezi-stammen fra Suwalki-regionen, der kan siges at have sit oprindelige udspring i en social bevægelse, der tog form i midten af det 21. århundrede omkring de urbane centre i det daværende Polen. (Navnet Bezi er afledt af det polske ord Bezdomni, der betød hjemløs.) I 2040’erne kæmpede en myriade af aktivistiske grupperinger under sloganet Bo Frit således for den universelle og omkostningsfrie ret til boliger i byer som Krakow og Warszava, der i perioden var plaget af ukontrollabel hypergentrificering. I Poznan, hvor bevægelsen stod særligt stærkt opnåede den således visse resultater såsom lovsikret ret sovekister og statssponsoreret udlevering af solarprotein til alle borgere i byen. Internt i bevægelsen var der dog kritiske røster, der så disse landvindinger som utilstrækkelige og ligefrem skadelige for bevægelsens overordnede mål, og særligt én fraktion begyndte som konsekvens heraf at diskutere mere radikale tilgange til boligspørgsmålet. Det var den postpaganistiske tænker Rafa Gorskí, der i sin afhandling Åben Himmel første gang foreslog at vende hele problematikken på hovedet. Bo Frit-bevægelsen havde stirret sig blind på selve problemet, hævdede hun, og låst sig fast på ideen om bokasser som den eneste vej ud af hjemløshed. ‘Hvad nu’, skrev hun, ‘hvis vi istedet for blindt at jagte et tag over hovedet forsøgte fuldstændig at eliminere behovet for et tag overhovedet?’ Flere steder begyndte man at eksperimentere med dragter, der skulle muliggøre et liv i det fri, kendte designere og modehuse gik ind i kampen, der dog overvejende resulterede i en række voldsomt dyre antræk fyldt med skrøbelig teknologi. Boligens tyranni blev således blot erstattet af klædedragtens. Endnu et nybrud kom imidlertid med det Poznán-baserede Spółdzielnia Pierwotnas gen-hormonelle eksperimenter. Kraftig kropsberhåring vandt frem og senere mere outrerede former for pels i takt med at eksperimenter med partiel symbiose blev udbredt. Man så mennesker med tiger- og bjørnepels, vekselvarme mennesker og mennesker med fjer. I Bezi-stammens tilfælde indgik man en pagt med den vilde bæver. Bezi-stammen har således i dag en stærk tilknytning til Suwalkis vådområder, de er løst organiseret uden ledere og centrale forsamlinger, beslutninger træffes ad hoc. De lever overvejede af bark og rødder. Det siges, at Bezi ikke er noget man er, det er noget man vælger — hver eneste dag. I skrivende stund er det i så fald tilfældet for godt 6300 individer, der således hver dag vælger at tage del i denne helt særegne livsform.

SPEKULATIV KRONOGRAFI

Den militante futurologi har mange mulige virkemidler til rådighed. Et af dens mere simple, men ikke desto mindre virksomme, greb er temporal fremskrivning i form af tidslinjer eller det, vi her vil betegne ‘spekulativ kronografi’, en form, der gør os i stand til at afsøge mulige udviklinger og forløb over længere tidsspand. Således bliver det muligt at frem-skrive såvel som at frem-mane bestemte allerede-i-tiden-eksisterende potentialiteter gennem målrettet stimulering af vores fælles forestillingsevne. (Det mulige er jo netop, som Franco Bifo Berardi har peget på, hverken et eller uendeligt, men mange.) Et særligt lysende eksempel på spekulativ kronografi finder vi i Hans Widmers futuro-antropologiske utopi bolo’bolo fra 1983, der opridser et nærfremtidsscenarie hvor ‘boloer’, en slags autonome enklaver, udgør den primære model for social organisering på jorden. Den spekulative kronografi består her i en “foreløbig tidsplan” for etableringen og udbredelsen af en bolo-baseret samfundsmodel. “Hvis alt går vel”, skriver Widmer således,

“kan bolo’bolo realiseres ved udgangen af 1987. Forsinkelser står for egen regning. Den følgende tidsplan kan måske tjene til at måle vores fremskridt.

1984 — bolo’bolo pamfletter, stickers, plakater og skilte spredes verden over på de største sprog. ABC-dysco-knudepunkter (‘dysco’ henviser til en cocktail af anti-kapitalistiske modstandsstrategier) skyder frem i mange kvarterer, byer og regioner, selvforsyningskontrakter bliver indgået. De frøste trico-knudepunkter (centre, der fremmer planetariske forbindelser og spredning) bliver til. Flere dyscoer omdannes til pioner- og eksperimental-boloer. I nogle kvarterer undersøger folk bygninger og rums egnethed til boloer, udvekslingscentre og lignende, og laver andre provisionelle planer. Flere og flere gader blokeres for biltrafik. Den politiske Maskine plages af omfattende legitimitetskrise overalt og har vanskeligt ved at bevare kontrollen. Statsorganer udfører sjusket og uopmærksomt deres repressive funktioner.

1985 — Dysco- og trico-netværker udfører flere og flere praktiske hverdagsfunktioner: gensidig hjælp til mad, planetarisk hjælp, etablering af udveksling mellem jordbrugere og rurale dyscoer. I visse mindre regioner mister Maskinen sin indflydelse og uafhængige områder udvikler sig ubemærket. Statsapparater plages af substraktive angreb.

1986 — Større regioner bliver uafhængige som for eksempel Oregon, Tadsjikistan, Sachsen, Wales, Schweitz, Australien, Ghana, Brasillien. I disse områder baseres landbruget på selvforsyning, nye strukturer opbygges, den planetariske udvikling styrkes. Hen mod årets afslutning findes der en leopardpels af regioner, autonome lande (yudo), enkeltstående boloer, rester af Maskinen, amputerede Stater, militærbaser. Maskinen forsøger at knuse boloerne militært, men tropperne begår mytteri. De to supermagter opgiver deres blokspil og forener sig i USSAR (United Stable States and Republics). USSAR grundlægger Monomat, en ny purificeret industriel base i Centralasien.

1987 — Det internationalte transport- og kommunikationssystem kollapser. Tohundrede autonome regioner holder deres første første planetariske konvent (asa’dala) i Beirut. De beslutter at genetablere kommunikationssystemerne på et nyt grundlag. USSAR er begrænset til Monomat, og resten af verden glider ud af dets kontrol. I efteråret er der selvforsyning overalt og planetariske systemer for gensidig nødhjælp. Sult og stater afskaffes. Mod efterårets afslutning deserterer Monomat-arbejdere og flygter in i bolo-zonen. USSAR forsvinder uden formel opløsning og uden at have brændt sit røde og hvide flag med den blå stjerne.

1988-2345 — bolo’bolo

2346 — bolo’bolo mister sin kraft i takt med at “de hvide” (en slags kulturel epidemi) spreder sig og erstatter alle andre typer af boloer. bolo’bolo glider ind i en tid med kaos og kontemplation.

2764 — Yuvuos begyndelse. Alle forhistoriske optegnelser (indtil 2763) er gået tabt. Tawhuac sætter en ny diskette i drevet.

TAG TID

Vi har brug for en ny kronoklasme, et oprør mod den kunstige tidsknapheds tyranni. Vores TID er blevet taget fra os, blevet koloniseret, homogeniseret, knust og sat sammen, ordnet og opdelt. Vi har ikke længere tid, vi har tidsplaner og todos og deadlines og doodles. Sådan bliver vi i dag regeret. Kapitalismen har altid søgt underkastelse gennem temporal kontrol, den har søgt at sætte tiden i system, gøre den retlinet, ensartet, krono-logisk i bestræbelsen på at kolonisere stadig nye områder af menneskers frie tid og gøre dem produktive og kontrollable. Pariserkommunarderne kendte denne sammenhæng og smadrede de offentlige urværker under befrielsen af Paris i 1871. Martial Bourdin forstod det og forsøgte følgeligt at bombe selve symbolet på den globale homogenisering af vores tid, Shepherd Gate Clock i Greenwhich, mens 1970’ernes italienske autonome manede til en form for defensiv modstand på kanalen Radio Alice med en opfordring til ikke at stå op, til at blive i sengen med nogen og bygge musikinstrumenter og våben. I dag har den artificielle tidsknaphed spredt sig til alle livets områder, den er trængt ind i vores allerinderste som en gennemgribende globaliseret tid indlejret i vores kranier, eller vi bærer hos os i vores gadgets, der som guldkæderne i Thomas Mores Utopia ligner smykker, men i virkeligheden er lænker. Således kan vi ikke blot rette et nyt kronoklastisk angreb mod centrale symboler, urværker, mod repræsentanter for den krono-logiske orden, men må snarere tilstræbe et fuldstændigt brud med denne orden. Vi må ind- og overtage nye selvforvaltede tids-rum, folde dem ud og gøre dem varige, vi må bygge tidsmaskiner, springe i tid, smadre tidsmaskiner og leve evigt i parallelle dimensioner, eller vende tilbage til jordens tid, solens og månens tid, universets æoner, vi må formulde og blive en del af det uendelige kredsløb igen. Der findes tusindvis af tidsligheder, ligeså mange som der findes former for liv. Vi må blive mange, lære af dem, som kender til kolonisering, som har levet med den under huden i århundreder og udviklet mostandsdygtige temporaliteter som svar — afrikansk tid, latinamerikansk tid etcetc. Sådan vil vi finde tid, tage tid, sådan vil vi leve i dybe fortider, nutider, fremtider, leve på afstand af krono-logisk kontrol og temporalt tyranni. Dette er begyndelsen. Tag tiden tilbage!

CMF, oktober 2019

MILITANT FUTUROLOGI

MF er et frontalt angreb på neoliberal nihilisme og apokalyptisk apati.

Det er indstiftelsen af en ny eksplosiv og uhæmmet futuristisk fantasi.

Alt kan ske, siger vi, alt er muligt, og vi kæmper for at gøre vores utopiske fantasier om fremtiden til virkelighed.

Vi blev født det år Margaret Thatcher erklærede, at der ikke er nogen alternativer, ingen anden verden end den for-sen-kapitalistiske. Senere aflyste Fukuyama selve verdenshistorien. Vi er en generation uden fremtid. Den historiske udvikling er sat i stå, og alligevel synes vi at glide mod afgrunden med en stille men tung uundgåelighed.

Derfor er vores første angreb i kampen for liv, frihed og en fælles fremtid apatien, håbløsheden og den fantasiforladte administration af den evigt herskende undtagelsestilstand.

Militant futurologi er altså et kampråb såvel som en taktisk manøvre, der sigter mod at sparke verdenshistorien i gang igen og bygge nye lysere fremtider i nutiden.

For fremtiden er endnu ikke skrevet, den er et åbent mulighedsrum, der hverken bør afskrives som et dunkelt intet eller andægtigt afventes som et fjernt projektil på en lysende horisont, der nærmer sig langsomt, men uafværgeligt. Fremtiden er noget, vi skaber her og nu, sammen.

Ikke desto mindre, er det afgørende at tænke i udstrakte temporaliteter — 100, 1000, 10000 år frem — fordi de kriser, der truer vores livsformer i nutiden kræver langstrakte løsningsmodeller, men også fordi accelererede tidsperspektiver tjener til at frigøre vores forestillingsevne fra indgroede ideologiske tankemønstre affødt af årtiers mentale krigsførelse mod vores kollektive fantasi.

Ved at lade mulige fremtiders utopiske lys brydes af nutidens form — og omvendt — tegner der sig et utal af mulige bevægelsesmønstre og veje vi kan gå, der åbnes for et væld af latente potentialer, som findes i det dominerende paradigmes blinde vinkler og bevidst mørklagte zoner. Sådan befrier vi fremtiden.

Og futurologien MÅ være utopisk. For i og med, at enhver forudsigelse er behæftet med usikkerhed og i og med, at vi producerer den fremtid, vi foregriber, mens vi, eller mere præcist FORDI, vi forestiller os den, bliver det tydeligt, at futurologien er politisk, at den er en kampplads. Historisk set har denne arena været domineret af militære og kommercielle interesser. Vi må generobre futurologien og gøre den til det utopiske og fællesskabende redskab, den altid har været i form af den almenmenneskelige evne til kollektivt at forestille sig andre mulige fremtider. Vi er alle futurologer.

Og når vi taler om en militant futurologi, er det netop fordi, vi må bevæge os hinsides simpel forudsigelse og direkte forme nye og lysere fremtider i nutiden. Vi er ikke profeter, der ængsteligt forudsiger, det der kommer, vi er magikere, der fremmaner fremtiden af støvet under os, omkring os.

Vi kæmper for de fremtider, vi begærer, vi holder os ikke til de gældende reglerne, anerkender ikke de herskende(s) love, for nutidens love er ikke fremtidens. Vi kæmper for LIV, for kærlighed og frihed. Vi angriber status quo, den herskende orden med sine almindelige meninger og såkaldte sunde fornuft.

Til det neoliberale diktum, at der ikke er nogen alternativer svarer vi: der ER ikke andet. Alt kan ske, der findes et utal af mulige veje at gå, det står i vores alle sammens magt at bevæge os i alle retninger på én gang, samtidig, sammen.

Militant futurologi er armeret håb, det er handlende håb, der former fremtiden direkte i nutiden, det er erfaringen af fantasiens uendelige fællesskabende kraft. Der findes et utal af verdner, vi kan fremmane, der findes et utal af mulige veje mod lysere og lysende fremtider. Det begynder her med drømme og håb og vilje og kamp, det begynder med militant futurologi.

SNEGLENS ÅR (TRANSPORTMANIFEST)

2019 var sneglens år. Det var det år, hvor vi forkastede forældede ideer om bevægelse, fart, fremskridt.

Vi lærte at krybe igen, uendeligt langsommeligt, trak spor af frugtbarhed over jorden, vi lærte at flyde på havene.

Snegle bringer deres bygningsværker med sig, alt hvad de har, bærer de hos sig. De har ingen destination, bevæger sig ikke lineært men efter et mere kaotisk princip. Følsomt, uforudsigeligt skriver de deres historie på jorden, på havets bund, skriver med kroppen.

Sådan blev også vi mere følsomme, hvirvelløse, gled afsted i skrøbelige mobile bomaskiner uden hensyn til kunstige geografier, til nationale grænser og private jorde,

Men altid forbundet med jorden overalt uden nogensinde at slå rod noget sted, altid i bevægelse i en blød og krybende permanent revolution.

Københavnerkommunen. Uddrag fra “Bidrag til en nær bykritik”

“Nye produktionskollektiver begyndte at forsyne byen med forbrugsgoder. Et eksempel kunne være den tidligere finansbank Nykredit på Kalvebod Brygge, der nu huser et aquaponicsgartneri og piñatexvæksted. Produktionen blev organiseret efter principper om ‘symbiotisk integration’, der blandt andet henter inspiration fra permakulturteorien … “

Tidligere på året havde vi et værk med i bogen “Bidrag til en nær bykritik”. Læs det her.

Bogen kan anbefales og kommer snart i tredje oplag, følg Bypolitisk organisering for nyt.

Fra vores laboratorie

Fra vores laboratorie bringer vi resultatet af et eksperiment med WIFI og sort magi: En side fra Wikipedia i år 2054:

Wikipedia – Planetære Programmører

Planetære Programmører (engelsk: Planetary Programmers) var en softwareaktivistisk bevægelse der cirka 2018 til 2035 eksperimenterede med planetær software i et opgør med datidens typiske opfattelse af teknologisk disruption og den nu så berygtede markedsindividualisme.

da.wikipedia.org/wiki/Planetære_Programmører