POSTKOLONIALISTISK RUMKOLONISERING

Lad os ikke begå de samme fejl på andre planeter som på Jorden.

Det hvide, det vestlige, det patriarkalske, racistiske, kapitalistiske etc, må rives op ved roden, vi må aldrig tillade at dette vanvid, denne virus, spreder sig — én inficeret planet er allerede én inficeret planet for meget.

Nutidens rumkolonialistiske gigantomanier, Blue Origin, SpaceX etc., er ikke bare vulgære, de er direkte barbariske. De spejler den allerede eksisterende afstumpede orden på Jorden, den kyniske neokolonialistisk-korporatistiske logik, der ikke kan tænke verdner som andet end en ophobning af råstoffer, der blot venter på at blive ekstraheret på de mest katastrofalt destruktive måder, en logik som går igen i rumkolonialismens fuldstændig manglende anerkendelse af andre planeters agens. Rumkolonialismen må begraves og nedbrydes her på Jorden sammen dens fossile fundamenter og falliske fartøjer, vi må blive postkolonialistiske — og dét allerede før vi stævner ud. Det er ikke de verdner, der venter, der skal transformeres, det er os.

Således må vi anstifte en proces, der kan danne grobund for en ny planetarisk forbundethed, en proces, hvor mennesker bliver andet og mere-end-mennesker i en endeløs række af mutationer. Først når adskillige afgørende udviklinger er realiseret kan en evig interplanetarisk evolution initieres, drevet af nysgerrighed og endeløs empati.

Nye væsner, forbundne, lys-levende måske og lette som luft, vil da drage ud, opdage, undersøge, indfinde sig, men aldrig tage over, aldrig underkaste og udradere, men snarere blande-sig-med, væve sig ind og ud af utallige verdner og blive svampede, partiklede, støvende, lysende, skrøbelige, tunge, de vil lade varierende verdner smelte sammen i et hvilketsomhelst her og nu og til enhver tid blive et andet ét (og et andet etc.) med de omgivelser, der nu måtte omgive dem.

Kun sådan kan katastrofen inddæmmes og opløses, kun sådan kan Jordens liv sættes fri og komme til sin fulde udfoldelse i en evig interplanetarisk proces.

KOMPOSTER KATASTROFEN!
MUTER MENNESKEHEDEN!
FLYV!

BILFRI JORD

Det begynder her, som en idé

Det bliver til en kampagne, en social bevægelse på syv synkende kontinenter:
“Bilfri Jord — mod bilen og dens verden”

En kilometer lang karavane bevæger sig sydpå
Folk stiger ud af deres biler og går med
Bilerne læsses på vogntog og køres til Sfendali nord for Athen

Her bygger de det første mega-erthship — en hel by af karosserier og dæk
Med hængene haver, væksthuse,
fiskedamme, cykliske kloaksystemer, energiforsyning etc.

Lignende byer vokser frem andre steder i verden.
Og eftersom der ikke produceres biler længere, er det efterhånden et særsyn at se disse firhjulede maskiner glide over Jorden.
Men ved første fuldmåne i et nyt år, kan man ofte høre en kakafoni af bilhorn og alarmer — en sælsom reminiscens fra den verden, vi forlod.