I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.
transport
Status, Vand og Affald, Januar 2036
uddrag fra Vand og Affalds festskrift i anledning af 25 års jubilæet for organisationens målrettede brug af anvendt fremtidsforskning.
Vand og Affald har udviklet over 200 forsøgsprojekter siden organisationen begyndte at arbejde med anvendt fremtidsforskning i 2021.
Mange af projekterne kom ikke videre end prototype-stadiet. Nogle blev gemt nogle år, hvorefter de blev taget op igen og brugt i andre projekter, og endeligt var der de projekter der var så grundlæggende for hvordan Vand og Affald arbejder i dag, at det er svært at forestille sig at de blot startede som en ide om en mulig fremtid og en prototype.
Her skal vi blot lave nogle få nedslag for at eksemplificere arbejdet med fremtidsdesign.
Tidligt blev det identificeret at der skulle bruges mere og bedre viden om hvilke resurser der faktisk flød igennem genbrugspladsen i Svendborg. Projektet med kodenavnet “Scrödingers Container” blev udarbejdet som en prototype i det lange fremtidsscenarie “Den Store Cyklus”, som led i nærfremtids-direktivet “85% Direkte Genbrug”.
“Schrödingers Container” gik i al sin enkelthed ud på at identificere og registrere affald som det blev afleveret på genbrugspladsen i realtid. Dette data kunne så bruges til at modellere strømmene af affald, hvilke ting de bestod af, hvilke mængder, og på hvilket tider af året. De tidlige prototyper involverede bevægelses-sensorer, og automatisk fotografering af en restaffaldscontainer. Der blev på en måned taget over 30.000 fotografier som containeren blev fyldt. Billederne blev med billed-analyse brugt til at træne machine-learning algoritmer, så affaldet kunne genkendes automatisk. Efter en del iterationer, løsning af svære problemer, og kompromisser, blev en funktionel model implementeret.
Et afledt projekt var “SkrotPlan”, der var en webside hvor borgere og erhvervsliv kunne se informationer om hvilke typer affald der blev realtids-identificeret på genbrugspladsen, abonnere på opdateringer, analysere data og lignende. Dette gjorde det meget tydeligt for mange hvor mange uudnyttede resurser der faktisk passerer igennem vores samfund hver eneste dag. Disse åbne data, og forudsigeligheden af hvor mange resurser der var, blev grundlaget for mange nye initiativer for direkte genbrug fra både borgere og virksomheder. Aftagere af disse resurser måtte udover yderst rimelige priser også underskrive “pay-it-forward”-aftaler der forpligtede dem til at agere med respekt i forhold til planeten og den store cyklus. Når først resurser kom igennem genbrugspladsen, kom de ud i verden igen som værdier med forpligtelser.
Vand og Affald selv blev sponsorer for frivilligt drevne laboratorier og makerlabs hvor borgere, unge og gamle, pensionister og skoleelever, kunne eksperimentere med upcycling, 3d printere der brugte genbrugsplast og store mængder af let tilgængelige resurser. Dette åbne miljø omkring genbrugspladsen frembragte mange radikale og nye ideer til hvad genbrug kan være.
Disse tidlige forsøg med at åbne miljøet omkring genbrugsgerningen, såvel som de store mængder åbne data om affaldet, blev grundlag for det vi nu kalder “Den Preduktive Revolution”. Begrebet “preduktion”, der en blanding af ordene “produktion” og “reduktion”, dækker over produktion med mere end 90% genbrugsmaterialer, lokal udvundet og kun i begrænset grad bearbejdet. Denne revolution var altafgørende da den fjernøstlige produktion og eksport kollapsede i 2024.
Af andre projekter der opstod i økosystemet omkring genbrug, kan nævnes “reCyklisterne”. Det var et non-profit kooperativ der lavede deres egne specialbyggede el-transportcykler. reCyklisterne blev tildelt en kontrakt til delvist at køre affaldsordningerne i Svendborg Kommune i 2023. Og på grund af deres meget succesfulde sociale ansættelses-programmer og fleksibilitet overtog de kørslen af alt affald i 2024, og nedbragte dermed mængden af privatbillisme på genbrugspladsen med 70%.
I forhold til sikringen af vandforsyningen blev der udarbejdet direktiver for hvad man kaldte “7-generationers-tænkning”. 7-generationers-tænkning blev indført i kommunen for alle udviklingsprojekter. Det betød at alle beslutninger skulle afvejes i forhold til konsekvenserne 7 generationer frem. Det startede med nye skovområder omkring Skårup og blev siden til en udvidet forvildelse af store dele af kommunens tidligere landbrugsland, der ikke længere skulle bruges til foderproduktion.
Der kan nævnes mange flere projekter, men dette må være nok for nu. Her til slut skal tilføjes en anden udvikling af det målrettede arbejde med ønskelige fremtider: Da alle projekter blev udviklet med åbne data, åbne og tilgængelige resultater, og ikke mindst open source software, var det meget let for andre aktører i sektoren at drage nytte af erfaringerne og selv implementere lignende projekter i deres egne lokalområder. Senere analyser af den internationale rådgivningsafdelings virke, viste at disse åbne forhold og aktive vidensdeling og udvekslinger, var den primære årsag til at metoder og projekter fra Svendborg blev så succesfulde i hele verden.
Slutteligt kan vi sige, at ingen i 2021 kunne havde forudsagt at alt dette ville komme til at ske. Men samtidigt står det klart, at situationen havde set helt anderledes ud, hvis ikke vi var begyndt at arbejde med anvendt fremtidsforskning dengang.
POSTKOLONIALISTISK RUMKOLONISERING
Lad os ikke begå de samme fejl på andre planeter som på Jorden.
Det hvide, det vestlige, det patriarkalske, racistiske, kapitalistiske etc, må rives op ved roden, vi må aldrig tillade at dette vanvid, denne virus, spreder sig — én inficeret planet er allerede én inficeret planet for meget.
Nutidens rumkolonialistiske gigantomanier, Blue Origin, SpaceX etc., er ikke bare vulgære, de er direkte barbariske. De spejler den allerede eksisterende afstumpede orden på Jorden, den kyniske neokolonialistisk-korporatistiske logik, der ikke kan tænke verdner som andet end en ophobning af råstoffer, der blot venter på at blive ekstraheret på de mest katastrofalt destruktive måder, en logik som går igen i rumkolonialismens fuldstændig manglende anerkendelse af andre planeters agens. Rumkolonialismen må begraves og nedbrydes her på Jorden sammen dens fossile fundamenter og falliske fartøjer, vi må blive postkolonialistiske — og dét allerede før vi stævner ud. Det er ikke de verdner, der venter, der skal transformeres, det er os.
Således må vi anstifte en proces, der kan danne grobund for en ny planetarisk forbundethed, en proces, hvor mennesker bliver andet og mere-end-mennesker i en endeløs række af mutationer. Først når adskillige afgørende udviklinger er realiseret kan en evig interplanetarisk evolution initieres, drevet af nysgerrighed og endeløs empati.
Nye væsner, forbundne, lys-levende måske og lette som luft, vil da drage ud, opdage, undersøge, indfinde sig, men aldrig tage over, aldrig underkaste og udradere, men snarere blande-sig-med, væve sig ind og ud af utallige verdner og blive svampede, partiklede, støvende, lysende, skrøbelige, tunge, de vil lade varierende verdner smelte sammen i et hvilketsomhelst her og nu og til enhver tid blive et andet ét (og et andet etc.) med de omgivelser, der nu måtte omgive dem.
Kun sådan kan katastrofen inddæmmes og opløses, kun sådan kan Jordens liv sættes fri og komme til sin fulde udfoldelse i en evig interplanetarisk proces.
KOMPOSTER KATASTROFEN!
MUTER MENNESKEHEDEN!
FLYV!
BILFRI JORD
Det begynder her, som en idé
Det bliver til en kampagne, en social bevægelse på syv synkende kontinenter:
“Bilfri Jord — mod bilen og dens verden”
En kilometer lang karavane bevæger sig sydpå
Folk stiger ud af deres biler og går med
Bilerne læsses på vogntog og køres til Sfendali nord for Athen
Her bygger de det første mega-erthship — en hel by af karosserier og dæk
Med hængene haver, væksthuse,
fiskedamme, cykliske kloaksystemer, energiforsyning etc.
Lignende byer vokser frem andre steder i verden.
Og eftersom der ikke produceres biler længere, er det efterhånden et særsyn at se disse firhjulede maskiner glide over Jorden.
Men ved første fuldmåne i et nyt år, kan man ofte høre en kakafoni af bilhorn og alarmer — en sælsom reminiscens fra den verden, vi forlod.