Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.
Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.
Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.
Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.
For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.
Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.
