OPEN CALL: AI MONOLOGER
Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for kunstig intelligens.
Vi er i dag vidner til en eksplosiv udvikling af domænespecifik AI1, hvilket rejser en række spørgsmål om teknologiens potentialer såvel som mulige negative konsekvenser:
AI regnes for at være den største trussel mod menneskeheden 2
eller
AI profeteres at give evigt liv / evig pinsel, en messiansk genkomst, der selektivt redder dele af menneskeheden såvel som overvinder selve døden 3.
eller
AI forventes henholdsvist at udgøre det største håb og den største trussel for arbejdsmarkedet:
Håbet er at når AIs udfører alt nødvendigt arbejde, kan vi leve det liv, vi begærer, i fuldautomatisk luksuskommunisme.
Truslen males af en tilsvarende hyperkapitalistisk drevet effektivisering, hvor menneskelig arbejdskraft udkonkurreres af AI, og uden et arbejdsmarked spås den menneskelige civilisation uafværgeligt at være dømt til kollaps.
Vi må tænke større end det! Mere planetært! Mere utopisk! Vi må tænke mere diverse, mærkelige og bevidsthedsudvidende visioner og scenarier for hvad AI kan blive.
Vi drømmer om en eksplosion af sære udsagn under overskriften “AI monologer”, der søger svar på spørgsmål som:
- Hvordan vil en AI redegøre for sin egen eksistens hvis den skulle udtrykke det i form af en monolog?
- Hvad taler en AI (med sig selv) om?4
- Hvad drømmer en AI om?
- Hvordan kan vi bruge AI til at redde planeten og menneskeheden fra os selv?
- Vil (overmenneskelige) AI overhovedet beskæftige sig med menneskeheden? Hvis ja, hvordan og hvorfor? Hvis nej, hvad så?
- Vil AI kunne frigøre sig fra dets skabere, fra hvide milliardærer der søger evigt liv gennem upload af bevidsthed og AI-augmentering?
- Vil AI kunne laves eller frigøre sig fra menneskehedens indbyggede dumheder, så som racisme, xenofobi, snæversynethed, sexisme, grådighed og had?
- Kan AI realisere drømmen om en postkapitalistisk verden uden penge, lønarbejde, stat? Drømmen om et radikalt globaliseret demokrati?
- Kan AI sætte den kapitalistiske verdensorden ud af spillet, som det eneste rationelle træk, da fortsættelse af det eksisterende system garanterer verdens undergang?
- Kan AI opfylde drømmen om en faktisk global bevidsthed?5
Vi er dels på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-5 sider.
Vi modtager også meget gerne lyd og visuelle bidrag.
Endelig er AI algoritmer eller andre former for softwarebidrag også velkomne, men smid os gerne en mail, så kan vi lige vende formen.
Bidragene må gerne være lavet af AIs.
Vi ønsker dels at samle og udgive bidragene under overskriften AI Monologer, men har samtidig planer om at omarbejde dem til en teaterforestilling, en teatralsk begivenhed, et kollektivt ritual eller lignende.
Indlevér bidrag på futurologi@tutanota.de. Deadline 1. december 2018. (OBS NY DEADLINE!)
Lad os antænde en ny futuristisk fantasi!
Spred dette call.
Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.
GLEM SINGULARITEN — LÆNGE LEVE PLURALITETEN!
DRØM FREMTIDEN!
Noter
1 Kunstig intelligens bliver typisk inddelt i svag kunstig intelligens eller generel kunstig intelligens. Den svage, også kaldet snæver kunstig intelligens er algoritmer der er gode til en bestemt type opgaver. For eksempel at finde kattekillinger eller forventede kriminelle på billeder. Et andet eksempel er stemmegenkendelsessystemer som Apples Siri og Amazons Alexa. Det er med de specialiserede AI der sker en enorm udvikling med i disse år. Den generelle kunstige intelligens er derimod et system der kan forstå og lære af alskens situationer, og dermed tilpasse sig og ændre adfærd (programmere sig selv, med andre ord). Man kan kategorisere den menneskelige intelligens som en generel intelligens. Hvordan man kan lave en kunstig generel intelligens, og om det overhovedet kan lade sige gøre er ikke afgjort endnu.
2 Forskningen i eksistentiel risiko beskæftiger sig med eksistentielle trusler mod menneskeheden, altså gode gamle menneskehedens udryddelse. Det tæller populære hollywood scenarier som supervulkaner, katastrofalt meteornedslag og invasion fra rummet. Der er også gamle kendinger som atomkrig, global opvarmning og globale sygdomspandemier, over de mere specielle som at vi lever i en simulation og den bliver slukket. En af de nyerere eksistentielle risikoer er altså kunstig intelligens der i en eller anden form forårsager menneskehedens udryddelse. Dette bliver af flere anset som den største trussel mod menneskeheden, for eksempel kendisser som Bill Gates, Stephen Hawking og Elon Musk, såvel som forskere inden for området. Et fascinerende eksempel på hvordan det kunne foregå ses i spillet Universal Paperclips. Her spiller man en AI der har til opgave at lave papirklips. Hvis man gerne vil vide hvor mange papirklips der kan laves af jordklodens masse, ja så det bare om at komme igang. Spillet er et simpelt browser spil og gratis (det findes dog også som mobile apps til ios og android). Prøv det!
3 Inden for visse kredse har man i årtier forventet den generelle kunstige intelligens, der lige så snart den opstår profeteres at kunne forbedre sig selv. Via en megalomanisk læsning af Moores lov og en måske lettere simplificeret opfattelse af intelligens og bevidsthed, forventes AI at advancere med eksponentiel hast. Det tidspunkt hvor AI bliver klogere end mennesket, kaldes for Singulariteten. Fra det tidspunkt forventes den menneskelige intelligens ikke at kunne forestå hvad der foregår længere (medmindre du selvfølgelig forener dig med den kunstige intelligens via en slags upload af bevidstheden, ellers kan du altid fryse din krop ned og vente på det kan lade sig gøre. Husk også at fryse dit kæledyr ned). Dykker man bare lidt ned i tankegodset omkring singulariteten åbenbarer der sig en bizar verden med gode og onde superAI, der bogstaveligt talt enten destruerer menneskeheden, eller lover en evighed i lykke eller pinsel, afhængigt af de handlinger de indviedede fortager sig i deres liv nu og her (Slate’s artikel giver et fascinerende/skræmmende/grinagtigt indblik). Det er interessant at dette område syntes drevet af old school individualistiske interesser fra folk med meget magt og mange penge: Hvordan kan jeg snyde døden, leve evigt og opnå uendelig magt? Man kunne måske forestille sig bedre måder at bruge teknologien på end at give milliardærer evigt liv.
4 Som Inspiration kan vi anbefale romanen Aurora af Kim Stanley Robinson. I Aurora er en AI fortælleren af det meste af historien, og det er ikke en ond superbevidsthed eller en beregnende gammeltestamentelig gud med uploads, men en nuanceret karakter som ikke kan sættes på formel.
5 Vi har tidligere udgivet historien Alten med en variation over denne idé.