JORDBO

Det følgende er en skitse til det, vi her forsøgsvist vil beskrive som HyperHugel, afledt af hugelkulturbegrebet, der beskriver en jordbrugsform, hvor afgrøder dyrkes i høje af organisk materiale. Teknikken siges at have flere fordele: dels foreslås det, at træstammer og kvas med mere fungerer som en form for vandreservoir i tørkeperioder og dels siges hugelbede at være både varmeproducerende og svampefremmende, hvilket overordnet set medvirker til at forbedre jordens kvalitet og forbedre planters vækstbetingelser. I nærværende tankeeksperiment vil vi imidlertid forsøge at udvide dette dyrkningssystem til også at rumme en mere direkte indlejring af mennesker. Således vil en printet, flettet eller støbt struktur tjene som HyperHugelens skelet, der yderligere dækkes af stammer, grene, blade, jord, hvilket både fungerer som isolering af et beboeligt indre samt som grundlag for en cirkulær fødevareproduktion, idet den samlede arkitekturs overflade blandt andet benyttes til dyrkning af grøntsager, frugt, bær, nødder med mere. Regnvand opsamles i lommer i HyperHugelens loft til brug i husholdningen såvel som vandreservoir til afgrøderne i perioder med tørke, ligesom spildevand filtreres på HyperHugelens nordside gennem et rensningssystem bestående af blandt andet kæmpegræs og iris. Afføring komposteres og indgår ligeledes i kredsløbet som næring i de nederste jordlag. Selve beboelsen vil være karakteriseret ved et balanceret indeklima, ikke fugtigt, ikke tørt, tempereret gennem jordvarme og energi fra den omsluttende komposteringsproces. Fra loftet hænger algelamper og gennem væggenes net vokser spiselige svampe. Jorden rummer altså en overflod af energi og næring samtidig med at den yder beskyttelse for de mennesker, som indlejrer sig i den. Samtidig forskydes menneskelig beboelse fra jordoverfladen til undergrunden, hvilket tjener til at reducere presset på udpinte og ødelagte økosystemer og give plads til at Jorden kan hele sig selv og genoprette forskudte balancer. Det skal dog pointeres at for menneskers tilfælde vil det meste af livet stadig leves på overfladen i samspil og udveksling med jorden i processer der understøtter og forstærker dens cirkulerende, livgivende kræfter.

OASIFICERING

Det jeg her vil beskrive er en slags arkitektonisk skitse eller måske snarere omridset af en mulig livsform på en ødelagt jord. Hvordan kan vi bebo og samtidig hele, det som er blevet lagt øde, kunne et tilgrundlæggende spørgsmål måske lyde. Forestil dig en ørken, måske ikke livløs, men ensformig og med en stærkt begrænset biologisk diversitet, og forsøg så at lade et billede tone frem i denne ørken, som et fatamorgana: Organiske jordskibe af ler, flasker, bildæk og andre efterladenskaber fra en svunden tid, lave kupler af glas, lysegrønt lysende af vegetation og vand. Dér i ørkenen findes en hel by, som spreder sig organisk, indlejret langs horisonten. Lad os nu et øjeblik stille skarpt på én af denne bys komplekse bomaskiner. Zerzura hedder den. Den huser en flerhed af mennesker, dyr og planter. En række mindre bygninger, hvis øvre dele kun akkurat anes over sandet, er forbundet af en vidtstrakt gennemsigtig sfære rummende en glasklar sø, en mindre skov, adskillige vildtvoksende haver etc. Der er en summen af insekter og i det hele taget et leben af fugle, padder, fisk og mindre pattedyr. Kunstige skyer glider langsomt over den tynde transparente himmel. Det er her beboerne mødes, bader i søen, fisker, dyrker bønner og spinat. Eller de trækker ned i de underjordiske haller, hvor der dyrkes svampe og hvor maden og frøene og alle bøgerne opbevares i sindrige systemer. Dine tanker ledes måske hen på Biosphere 2’s storstilede eksperiment, forsøget på at skabe et uafhængigt, selvopretholdende replika af jordens atmosfære i lille skala, men det er ikke det, der her er tale om. Selve Biosphere 2’s hele præmis var falsk. Intet liv er nogensinde fuldstændig afsondret, aldeles autonomt, vi vil altid være afhængige, forbundne, på Jorden eller andre steder i universet. Og således er det syn, der møder os her i ørkenen, ikke et lukket system for overlevelse, en isoleret ark, men et symbiotisk eksperiment, der er indlejret i det omgivende miljø og indgår i en evindelig, indviklet udveksling med det. Og rundt om denne by og mellem dens bygninger finder derfor også en spirende forvildingsproces sted, der synes at rumme kimen til en ny økologisk proliferation og omvending af den ødelæggende tendens, der har hærget Jorden i århundreder, en proces, jeg indtil videre vil betegne ‘oasificering’.