mikro-sf

NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.

HEDESELSKABET 2045

Særligt efter de store stormfloder i 2030’erne steg interessen (i takt med vandstanden) for Hedeselskabets historie. Under parolen ‘Hvad udadtil tabes skal indadtil vindes’ begyndte en række initiativer således fra midten af 30’erne at eksperimentere med alt fra territoriel elevering til urban mangrove, eksplosiv fordampning etc. Det var disse forskelligartede initiativer, der i 2045 gik sammen i paraplyorganisationen Det Ny Hedeselskab.

Senere blev også mere offensive projekter søsat dedikeret til aggressiv opsamling og lagring af CO2. De positive effekter af disse indsatser forblev dog beskedne og det stod efterhånden klart, at man måtte gå anderledes og mere radikalt til værks og gribe om problemets rod, selve årsagerne til det klimatiske kaos, der plagede planeten.

Gradvist begyndte en mere spirituel forståelse af selskabets mission at vinde frem — mest tydeligt sammenfattet i ideen om ‘den menneskelige hede’. Katastrofen var i denne optik ikke så meget fremmanet af ydre ‘systemiske’ svagheder og fejl, men snarere et udpint og forarmet indre liv (særligt udpræget i vestlige verdner). Der blev bygget nye kirker i disse år og centre for bevidsthedsudvidelse og meditation. ‘Hvad der udadtil tabes skal indadtil vindes’ fik en ny betydning. Alle kræfter blev sat ind på at transformere vores indre hede, som det ofte blev beskrevet, vild og uendelig natur.