DYREPARLAMENTET

Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.

Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.

Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.

Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.

For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.

Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.

CORONAKOMMUNEN

Coronakommuner er en fællesbetegnelse for de omsorgsfællesskaber, der i 2020’erne vandt frem mange steder i verden. Begrebet stammer oprindelig fra Covid19-krisen i 2020, der hos mange affødte et begær efter øget tryghed, omsorg og fællesskab i pandemiernes tidsalder. Således baserer mange af disse kommuner sig som regel på principper om solidaritet og gensidig hjælp. Coronakommunen er desuden ofte karakteriseret ved en særegen geografisk form, et virvar af mindre, afgrænsede, men tæt forbundne beboelser, en form, der blandt andet tjener til at lette isoleringen af syge og særligt udsatte under pandemier. Samtidig danner fælleshuse og vildtvoksende grønne fælleder ramme om kommunens kollektive aktiviteter såsom fælles madlavning, jordbrug, selvorganiseret læring, fester med mere.

Mens de første kommuner først og fremmest var centreret omkring sundhed, stod det dog hurtigt klart, at dette umiddelbart simple grundprincip om mere direkte at drage omsorg for hinanden, havde potentielt vidtrækkende og radikale konsekvenser. For hvordan sikrer vi hinandens sundhed? Og hvad er sundhed overhovedet andet end en kompleks kastetsammenhed af utallige forhold. Sundhed, stod det i stigende grad klart, var relativt, relationelt og ikke mindst planetarisk. For hvis Covid19-krisen havde vist os noget, så var det især altings gennemgribende forbundethed. Hvordan visse menneskers livsform ét sted i verden, kan have afgørende sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker et helt andet sted i verden, fjernt derfra, hvordan vi er forbundet med naturen omkring os og at destruktionen af den, har afgørende indvirkning på menneskers helbred etc.

I takt med at disse indsigter udviklede det kommunalistiske netværk sig gradvist til et flimrende eksperimentfelt for sociale forsøg med planetarisk solidaritet, radikal økologi, fødevareautonomi, afskaffelse af arbejde og penge etc. Da særligt vestlige velfærdsstater i årtier havde legitimeret deres magt med henvisning til et mere eller mindre veludviklet sundhedssystem, der angiveligt udgjorde en form for forsikring mod sygdom og tidlig død, førte udbredelsen af disse autonome sundhedsenklaver desuden til en statslig legitimitetskrise mange steder i verden. Regeringer forsøgte på forskellig vis at knuse bevægelsen, men billeder af kampklædt politi, der tvangsudsatte ældre og syge tog sig ikke godt i medierne, og bevirkede blot at opbakningen til bevægelsen voksede yderligere, en udvikling, der umiddelbart kulminerede i 2028 med den kendsgerning, at antallet af kommunarder nu for første gang oversteg antallet af nationale statsborgere på verdensplan.

PRÆLIMINÆR SKITSE TIL SVENDBORG RUMSTATION

Det er blot et spørgsmål om tid, før Svendborg får sit eget rumprogram. Et nedlagt mejeri vil i første omgang danne ramme om projektet. Her bliver de første antifalliske fartøjer bygget inspireret af gopler, af blæksprutter og chitoner. Ekspeditioner sendes afsted, kooperativer og foreninger bygger egne fartøjer. Svendborg Rumstation forenes med andre autonome rumprogrammer i det globale ARA. Et nyt interplanetarisk charter bliver udfærdiget, et charter, der foreskriver at universet forvaltes som fælled, hvilket i nogen grad vil blive udnyttet af ådselskapitalister, men i det store hele vil systemet blive set som velfungerende. Alle har ret til at rejse og bebo — symbiotisk, det siger sig selv — der vil være planeter til alle. Grådighed og rovdrift angribes, koloniseringer med tvivlsomme motiver blokeres. Autonome enklaver etableres på de nærmeste planeter, de første beboere har taget æbler med og muslinger og tang.

DER ER ZONER (2320)

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor der efter sigende er blevet set delfiner

Der er zoner hvor man lever af alene af lys
Og zoner hvor man angiveligt stadig spiser mad

Der er zoner hvor man endnu tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt
Der er zoner hvor det meste stadig laves i hånden

Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker fisker affald og spiser søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker

Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå

Der er zoner hvor folk bor i udtjente biler
Og zoner hvor alle er rejst til Mars
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen

Der er zoner hvor bevidstheden uploades til planter
Og zoner hvor man lever evigt i sten
Der er zoner hvor ånderne bor

Der er telepatiske, akvatiske og hyperempatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose

Der er zoner hvor mennesker fødes med pels
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim

Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Og zoner hvor byerne er gravet ned

Der er zoner hvor mennesker har lært at svæve over jorden

Der er zoner hvor mennesker føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

FREMTIDEN FLYDER

SIV
Efterhånden som rejsen til lands blev mere og mere vanskelig, vendte stadig flere migranter sig mod havet. De første både var primitive og provisoriske, bygget i al hast af siv fra vådområderne omkring Villahermosa i Mexico. Senere, da CN (Comité Nómada) havde taget magten over flere byer i Chiapas og Tabasco, blev sivbådene, inspireret af peruvianske migranter fra området omkring Titicaca-søen, større og mere komplekse i deres konstruktion. Dyrkningen af siv blev sat i system. Målet var nu ikke blot at sikre nomader (dette var den foretrukne term blandt dem, som den amerikanske regering besked som illegale) en sikker rejse over den Mexikanske Golf, men at muliggøre et live med længere perioder til havs. I de følgende årtier opstod adskillige kolonier langs dem amerikanske sydkyst, hvoraf den mest berygtede måske er Collectivo Cimaron, en koloni på op mod 900 fartøjer hjemmehørende i sumpområderne syd for New Orleans, beskyttet af sumpens vilde ufremkommelighed. På ironisk vis hævdes det, at disse sivbådskolonier, trods lokalbefolkningens frygt og indædte modvilje, har fungeret som en form for kystsikring, der medvirkede til at dæmpe skadevirkningerne af kategori 7 orkaner som Donald (2039) og Mitch (2042).

KORAL
Dr. David Vaughans tilfældige opdagelse i begyndelsen af det 21. århundrede af mikrofragmenteringsteknikken, der gjorde det muligt at multiplicere koraller og opdyrke dem langt hurtigere end tidligere muligt blev senere grundlaget for eksperimenter med kunstige atoller. Nye hurtigtvoksende og tilpasningsdygtige koraller blev udviklet af forskere og aktivister fra Mikronesiens Forenede Stater og dyrket på alt fra undersøiske højdedrag til kunstige flydende såvel som forankrede arkitekturer i det sydlige Stillehav. Således voksede gradvist et nyt organisk øhav frem. Hver ø sin særprægede form, men ofte med en atols karakteristiske ring og indre lagune, hvor nye samfund ernærede sig forskellige former for regenerativt havbrug. Disse nye videnskabelige ‘landvindinger’ er også siden med held blevet anvendt rundt om eksisterende øer og langs kyster som værn mod storme og aggressiv erosion, som vi eksempelvis har set det langs kysten syd for Sendai i Japan.

ALGER
Allerede i 2040’erne er Heal­Fleet en realitet. På den tid består denne autonome armada af mere end 450.000 fartøjer, og den vokser sig større hver eneste dag. Lad os her blot fremhæve nogle af Heal­Fleet mest fremtrædende karakteristika. Flåden består af printede flydende arkitekturer, der huser alt fra eneboere til storkollektiver. De er forbundet med elastiske fortøjninger, men hver enhed kan til enhver tid gøre sig fri og strejfe om på egen hånd. Fartøjerne bliver til i takt med at flåden glider over verdenshavene. Materialet er en blanding af microplastic, alger og gær, der opsamles og dyrkes i store decentralt placerede beholdere med en dertil knyttet printer. Sådan produceres Heal­Fleets fartøjer løbende ud fra et algoritmisk tilfældighedsprincip, hvilket betyder at hvert eneste fartøj er unik i sin form. Flåden fungerer som en autonom geografi, og alle kan blive en del af Heal­Fleet. Således består Heal­Fleets første befolkning af en blanding af migranter og dissidenter, bohemer og anarkister, mutanter og maroons, samt øboere, hvis hjem er sunket i havet. Heal­Fleet fungerer dog ikke blot som flydende fristad – den har også en naturhelende funktion. Hver enkelt fartøj er således udstyret med kompleks teknologi rettet mod blandt andet vandrensning, nedkøling af sårbare blå økosystemer (for eksempel koralrev), naturgenopretning etc. Et af Heal­Fleets mest fundamentale principper er nemlig, at det liv, der leves ombord på fartøjerne udelukkende må have en positiv helende indvirkning på den omgivende natur. Deres rensningssystemer regulerer derfor eksempelvis næringstilførslen til havet så den stemmer overens med varierende lokale biotopers beskaffenhed og behov. Kosten ombord på Heal­Fleet varierer så selvsagt også fra et område til et andet. Hovednæringskilden for Heal­Fleets beboere er dog overvejende tang, muslinger og andre organismer, hvis dyrkning har direkte positiv indvirkning på havenes økologiske balance.

IS
En smal hvid linje mellem det element, der er vores, og det store uregerlige udenfor. Herfra rejser vi ud. Her ankommer vi. Sådan vil vi forsøge at holde denne linje som en forsvarsværk, rejse sandet som en mur af glas, bygge vores byer som et ydre værn, en stejl urban fæstning, der markerer civilisationens yderste grænse. Sådan vil vi fejle. Et for ensidigt fokus på overgange, sammenfald, på brydninger frem for på kilder, udspring, årsager. I første omgang må selve vores forhold til havet genetableres via symbiose, sandets grænse overskrides, havet må bebos i nye indlejrede former. Havstigningernes ‘ophav’ må søges i os selv, men også konkret i ishavene i nord og i syd. Nano-freezebots er naturligvis en løsning, millioner af flydende soldrevne fryselegemer forbundet i kilometerbrede flager af Is. Men teknologien vil ikke løse alt for os alene, vi må selv blive is, ‘indfinde’ os i det nordligste og det sydligste, i urbane ice-tanics og autonome freeze-fleets, rejsende mod ophavet, mod oversvømmelsens kilde.

TÅSINGE TRAILERPARK

Mens der i 2020’erne efterhånden var udbredt konsensus om behovet for omstilling, var der ofte i mindre grad enighed om midlerne til målet.

Først og fremmest var der naturligvis alle de statslige tiltag, der sigtede mod at implementere mere bæredygtige teknologier samtidig med, at så mange så muligt blev forsøgt fastholdt i den for-sen-kapitalistiske arbejde-forbrug-død-spiral. Af mere autonome initiativer kan permakulturbevægelsen og det globale netværk af økolandsbyer nævnes, men hvad disse organiseringer besad i social og økologisk radikalitet, syntes de samtidig at mangle i åbenhed og umiddelbar tilgængelighed. Det krævede ofte en større forforståelse og teknisk kunnen at tage del, det økoorganiske design virkede oftere end ikke ekskluderende og de enkelte landsbyer og kommuner var i overvejende grad geografisk afsondrede og isolerede for omverdenen. På sin vis kunne disse projekter ses som værende ‘for langt fremme i utopien’ så at sige, således at springet for udenforstående blev for stort, både i forhold til kultur, kompetencer, økonomisk formåen etc.

Her overfor skilte særligt Tåsinge Trailerpark sig ud som en anderledes monstrøs og vildvoksende kastetsammenhed i tiden. Det var Center for Militant Futurologi (bemærk at vi her indsætter et temporalt loop), der først foreslog trailerparken som en postkapitalistisk model for organisering, og få måneder senere begyndte de første autocampere, skurvogne, campletter etc. at køre over Svendborgsundbroen. Hurtigt voksede bosættelsen sig større fra Tåsinges midte ud mod øens vestkyst i en slags halvmåneformet arrangering af vogne, skure og telte gennemskåret af køkkenhaver og husdyrhold samt en større fælled i midten ned mod kystren. Visse foranstaltninger blev koordineret beboerne imellem såsom vandopsamling, konstruktion af muldtoiletter, etablering af skov mm., men trailerparken var uden nogen central organisering i øvrigt. Ingen komiteer, ingen stormøder — blot en løs tilslutning til principper om gensidighed i mellemmenneskelige såvel som menneske-naturrelationer, en generel afsmag over for grådighed, forskelsbehandling, hastværk etc. hvilket alt sammen føjede til trailerparkens i forvejen behagelige og afslappede atmosfære.

Alle var kommet på de samme vilkår, alle havde lige meget ret til at være der, og alle var altid velkomne. Det var i denne vildvoksende åbenhed at trailerparkens største styrke lå. Selv da bosættelsen i 2040’erne så ud til at have nået et naturligt mætningspunkt, da øens naturlige afgrænsning gjorde en stadig tilstrømning til trailerparken problematisk, overvandt beboerne ved opfindsomhed og ildhu denne ikke helt undseelige forhindring, idet man lod trailerparken vokse ud i havet omkring Tåsinge på pæle og pontoner. Det siges, at denne vandvinding bidrog betydeligt til at beskytte Tåsinge mod oversvømmelser under de store stormfloder i midten af århundredet, mens andre øer praktisk talt sank i havet og forsvandt.

OASIFICERING

Det jeg her vil beskrive er en slags arkitektonisk skitse eller måske snarere omridset af en mulig livsform på en ødelagt jord. Hvordan kan vi bebo og samtidig hele, det som er blevet lagt øde, kunne et tilgrundlæggende spørgsmål måske lyde. Forestil dig en ørken, måske ikke livløs, men ensformig og med en stærkt begrænset biologisk diversitet, og forsøg så at lade et billede tone frem i denne ørken, som et fatamorgana: Organiske jordskibe af ler, flasker, bildæk og andre efterladenskaber fra en svunden tid, lave kupler af glas, lysegrønt lysende af vegetation og vand. Dér i ørkenen findes en hel by, som spreder sig organisk, indlejret langs horisonten. Lad os nu et øjeblik stille skarpt på én af denne bys komplekse bomaskiner. Zerzura hedder den. Den huser en flerhed af mennesker, dyr og planter. En række mindre bygninger, hvis øvre dele kun akkurat anes over sandet, er forbundet af en vidtstrakt gennemsigtig sfære rummende en glasklar sø, en mindre skov, adskillige vildtvoksende haver etc. Der er en summen af insekter og i det hele taget et leben af fugle, padder, fisk og mindre pattedyr. Kunstige skyer glider langsomt over den tynde transparente himmel. Det er her beboerne mødes, bader i søen, fisker, dyrker bønner og spinat. Eller de trækker ned i de underjordiske haller, hvor der dyrkes svampe og hvor maden og frøene og alle bøgerne opbevares i sindrige systemer. Dine tanker ledes måske hen på Biosphere 2’s storstilede eksperiment, forsøget på at skabe et uafhængigt, selvopretholdende replika af jordens atmosfære i lille skala, men det er ikke det, der her er tale om. Selve Biosphere 2’s hele præmis var falsk. Intet liv er nogensinde fuldstændig afsondret, aldeles autonomt, vi vil altid være afhængige, forbundne, på Jorden eller andre steder i universet. Og således er det syn, der møder os her i ørkenen, ikke et lukket system for overlevelse, en isoleret ark, men et symbiotisk eksperiment, der er indlejret i det omgivende miljø og indgår i en evindelig, indviklet udveksling med det. Og rundt om denne by og mellem dens bygninger finder derfor også en spirende forvildingsproces sted, der synes at rumme kimen til en ny økologisk proliferation og omvending af den ødelæggende tendens, der har hærget Jorden i århundreder, en proces, jeg indtil videre vil betegne ‘oasificering’.

BILFRI JORD

Det begynder her, som en idé

Det bliver til en kampagne, en social bevægelse på syv synkende kontinenter:
“Bilfri Jord — mod bilen og dens verden”

En kilometer lang karavane bevæger sig sydpå
Folk stiger ud af deres biler og går med
Bilerne læsses på vogntog og køres til Sfendali nord for Athen

Her bygger de det første mega-erthship — en hel by af karosserier og dæk
Med hængene haver, væksthuse,
fiskedamme, cykliske kloaksystemer, energiforsyning etc.

Lignende byer vokser frem andre steder i verden.
Og eftersom der ikke produceres biler længere, er det efterhånden et særsyn at se disse firhjulede maskiner glide over Jorden.
Men ved første fuldmåne i et nyt år, kan man ofte høre en kakafoni af bilhorn og alarmer — en sælsom reminiscens fra den verden, vi forlod.

NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.