POSTKOLONIALISTISK RUMKOLONISERING

Lad os ikke begå de samme fejl på andre planeter som på Jorden.

Det hvide, det vestlige, det patriarkalske, racistiske, kapitalistiske etc, må rives op ved roden, vi må aldrig tillade at dette vanvid, denne virus, spreder sig — én inficeret planet er allerede én inficeret planet for meget.

Nutidens rumkolonialistiske gigantomanier, Blue Origin, SpaceX etc., er ikke bare vulgære, de er direkte barbariske. De spejler den allerede eksisterende afstumpede orden på Jorden, den kyniske neokolonialistisk-korporatistiske logik, der ikke kan tænke verdner som andet end en ophobning af råstoffer, der blot venter på at blive ekstraheret på de mest katastrofalt destruktive måder, en logik som går igen i rumkolonialismens fuldstændig manglende anerkendelse af andre planeters agens. Rumkolonialismen må begraves og nedbrydes her på Jorden sammen dens fossile fundamenter og falliske fartøjer, vi må blive postkolonialistiske — og dét allerede før vi stævner ud. Det er ikke de verdner, der venter, der skal transformeres, det er os.

Således må vi anstifte en proces, der kan danne grobund for en ny planetarisk forbundethed, en proces, hvor mennesker bliver andet og mere-end-mennesker i en endeløs række af mutationer. Først når adskillige afgørende udviklinger er realiseret kan en evig interplanetarisk evolution initieres, drevet af nysgerrighed og endeløs empati.

Nye væsner, forbundne, lys-levende måske og lette som luft, vil da drage ud, opdage, undersøge, indfinde sig, men aldrig tage over, aldrig underkaste og udradere, men snarere blande-sig-med, væve sig ind og ud af utallige verdner og blive svampede, partiklede, støvende, lysende, skrøbelige, tunge, de vil lade varierende verdner smelte sammen i et hvilketsomhelst her og nu og til enhver tid blive et andet ét (og et andet etc.) med de omgivelser, der nu måtte omgive dem.

Kun sådan kan katastrofen inddæmmes og opløses, kun sådan kan Jordens liv sættes fri og komme til sin fulde udfoldelse i en evig interplanetarisk proces.

KOMPOSTER KATASTROFEN!
MUTER MENNESKEHEDEN!
FLYV!

STENALDER

Vi var de første kolonier, indlejret mekanisk i mindre stens struktur, ikke større end æbler og meloner. Vi kan huske æbler og meloner. Vi kan huske alt. Nu svæver vi gennem universet som små meteorer, et helt samfund i hver sten, uden kroppe, men stadig sansende, tænkende, i udveksling med hinanden og alt omkring os. Det var Paul Carus’ panbiotisme, der lærte os, at “alt er fuld af liv, rummer liv og har evnen til at leve”, ligesom vi gennem Konstantin Tsiolkovsky indså, hvordan alt føler, hvordan selv det støvet, der hvirvles gennem universet, føler. Og vi forstod, at denne følelse var fundamental, at det var alt vi behøvede at bringe med os — evnen til at føle, og så menneskets endeløse nysgerrighed. Sådan blev flere millioner bevidstheder indlejret indlejret i disse små men hårdføre himmellegemer, der nu driver gennem universet og gradvist opløses til støv.

PRÆLIMINÆR SKITSE TIL SVENDBORG RUMSTATION

Det er blot et spørgsmål om tid, før Svendborg får sit eget rumprogram. Et nedlagt mejeri vil i første omgang danne ramme om projektet. Her bliver de første antifalliske fartøjer bygget inspireret af gopler, af blæksprutter og chitoner. Ekspeditioner sendes afsted, kooperativer og foreninger bygger egne fartøjer. Svendborg Rumstation forenes med andre autonome rumprogrammer i det globale ARA. Et nyt interplanetarisk charter bliver udfærdiget, et charter, der foreskriver at universet forvaltes som fælled, hvilket i nogen grad vil blive udnyttet af ådselskapitalister, men i det store hele vil systemet blive set som velfungerende. Alle har ret til at rejse og bebo — symbiotisk, det siger sig selv — der vil være planeter til alle. Grådighed og rovdrift angribes, koloniseringer med tvivlsomme motiver blokeres. Autonome enklaver etableres på de nærmeste planeter, de første beboere har taget æbler med og muslinger og tang.

DE DØDES PARTI

Ingen er frie indtil alle er frie!

Der går et spøgelse gennem Europa,
over alle verdens flader,
ind i dens inderste afkroge
det er de dødes spøgelse, de vil have mere liv.

De kræver del i den uendelighed, der venter os —
i det dennesidige.
De kræver frihed, lighed og genopstandelse
De kræver en del i denne verden, med eller uden deres kroppe,
men aldrig på bekostning af de-lige-nu-levende.

De Dødes Parti er radikalt egalitært,
det råber på planetarisk revolution

Først når alle lige-nu-levende har hvad de skal bruge,
har fået deres frihed,
skal de døde vækkes til live igen,
skal Stater og lande og grænser brydes ned og verden blive én
skal tiden blive én tid
og vi skal rejse fra planet til planet som sporer og som pollen.

DER ER ZONER (2320)

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor der efter sigende er blevet set delfiner

Der er zoner hvor man lever af alene af lys
Og zoner hvor man angiveligt stadig spiser mad

Der er zoner hvor man endnu tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt
Der er zoner hvor det meste stadig laves i hånden

Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker fisker affald og spiser søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker

Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå

Der er zoner hvor folk bor i udtjente biler
Og zoner hvor alle er rejst til Mars
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen

Der er zoner hvor bevidstheden uploades til planter
Og zoner hvor man lever evigt i sten
Der er zoner hvor ånderne bor

Der er telepatiske, akvatiske og hyperempatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose

Der er zoner hvor mennesker fødes med pels
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim

Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Og zoner hvor byerne er gravet ned

Der er zoner hvor mennesker har lært at svæve over jorden

Der er zoner hvor mennesker føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

OPEN CALL: UDØDELIGHED – ELLER HVOR SER DU DIG SELV OM 231 ÅR?

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør vi snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Call’et er en del af vores værk til udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi.

Bidragene bliver samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “We
Don’t Say Goodbye” på Organon i Odense i oktober 2019.
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!