klimakaos

DYREPARLAMENTET

Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.

Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.

Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.

Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.

For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.

Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.

FREMTIDEN FLYDER

SIV
Efterhånden som rejsen til lands blev mere og mere vanskelig, vendte stadig flere migranter sig mod havet. De første både var primitive og provisoriske, bygget i al hast af siv fra vådområderne omkring Villahermosa i Mexico. Senere, da CN (Comité Nómada) havde taget magten over flere byer i Chiapas og Tabasco, blev sivbådene, inspireret af peruvianske migranter fra området omkring Titicaca-søen, større og mere komplekse i deres konstruktion. Dyrkningen af siv blev sat i system. Målet var nu ikke blot at sikre nomader (dette var den foretrukne term blandt dem, som den amerikanske regering besked som illegale) en sikker rejse over den Mexikanske Golf, men at muliggøre et live med længere perioder til havs. I de følgende årtier opstod adskillige kolonier langs dem amerikanske sydkyst, hvoraf den mest berygtede måske er Collectivo Cimaron, en koloni på op mod 900 fartøjer hjemmehørende i sumpområderne syd for New Orleans, beskyttet af sumpens vilde ufremkommelighed. På ironisk vis hævdes det, at disse sivbådskolonier, trods lokalbefolkningens frygt og indædte modvilje, har fungeret som en form for kystsikring, der medvirkede til at dæmpe skadevirkningerne af kategori 7 orkaner som Donald (2039) og Mitch (2042).

KORAL
Dr. David Vaughans tilfældige opdagelse i begyndelsen af det 21. århundrede af mikrofragmenteringsteknikken, der gjorde det muligt at multiplicere koraller og opdyrke dem langt hurtigere end tidligere muligt blev senere grundlaget for eksperimenter med kunstige atoller. Nye hurtigtvoksende og tilpasningsdygtige koraller blev udviklet af forskere og aktivister fra Mikronesiens Forenede Stater og dyrket på alt fra undersøiske højdedrag til kunstige flydende såvel som forankrede arkitekturer i det sydlige Stillehav. Således voksede gradvist et nyt organisk øhav frem. Hver ø sin særprægede form, men ofte med en atols karakteristiske ring og indre lagune, hvor nye samfund ernærede sig forskellige former for regenerativt havbrug. Disse nye videnskabelige ‘landvindinger’ er også siden med held blevet anvendt rundt om eksisterende øer og langs kyster som værn mod storme og aggressiv erosion, som vi eksempelvis har set det langs kysten syd for Sendai i Japan.

ALGER
Allerede i 2040’erne er Heal­Fleet en realitet. På den tid består denne autonome armada af mere end 450.000 fartøjer, og den vokser sig større hver eneste dag. Lad os her blot fremhæve nogle af Heal­Fleet mest fremtrædende karakteristika. Flåden består af printede flydende arkitekturer, der huser alt fra eneboere til storkollektiver. De er forbundet med elastiske fortøjninger, men hver enhed kan til enhver tid gøre sig fri og strejfe om på egen hånd. Fartøjerne bliver til i takt med at flåden glider over verdenshavene. Materialet er en blanding af microplastic, alger og gær, der opsamles og dyrkes i store decentralt placerede beholdere med en dertil knyttet printer. Sådan produceres Heal­Fleets fartøjer løbende ud fra et algoritmisk tilfældighedsprincip, hvilket betyder at hvert eneste fartøj er unik i sin form. Flåden fungerer som en autonom geografi, og alle kan blive en del af Heal­Fleet. Således består Heal­Fleets første befolkning af en blanding af migranter og dissidenter, bohemer og anarkister, mutanter og maroons, samt øboere, hvis hjem er sunket i havet. Heal­Fleet fungerer dog ikke blot som flydende fristad – den har også en naturhelende funktion. Hver enkelt fartøj er således udstyret med kompleks teknologi rettet mod blandt andet vandrensning, nedkøling af sårbare blå økosystemer (for eksempel koralrev), naturgenopretning etc. Et af Heal­Fleets mest fundamentale principper er nemlig, at det liv, der leves ombord på fartøjerne udelukkende må have en positiv helende indvirkning på den omgivende natur. Deres rensningssystemer regulerer derfor eksempelvis næringstilførslen til havet så den stemmer overens med varierende lokale biotopers beskaffenhed og behov. Kosten ombord på Heal­Fleet varierer så selvsagt også fra et område til et andet. Hovednæringskilden for Heal­Fleets beboere er dog overvejende tang, muslinger og andre organismer, hvis dyrkning har direkte positiv indvirkning på havenes økologiske balance.

IS
En smal hvid linje mellem det element, der er vores, og det store uregerlige udenfor. Herfra rejser vi ud. Her ankommer vi. Sådan vil vi forsøge at holde denne linje som en forsvarsværk, rejse sandet som en mur af glas, bygge vores byer som et ydre værn, en stejl urban fæstning, der markerer civilisationens yderste grænse. Sådan vil vi fejle. Et for ensidigt fokus på overgange, sammenfald, på brydninger frem for på kilder, udspring, årsager. I første omgang må selve vores forhold til havet genetableres via symbiose, sandets grænse overskrides, havet må bebos i nye indlejrede former. Havstigningernes ‘ophav’ må søges i os selv, men også konkret i ishavene i nord og i syd. Nano-freezebots er naturligvis en løsning, millioner af flydende soldrevne fryselegemer forbundet i kilometerbrede flager af Is. Men teknologien vil ikke løse alt for os alene, vi må selv blive is, ‘indfinde’ os i det nordligste og det sydligste, i urbane ice-tanics og autonome freeze-fleets, rejsende mod ophavet, mod oversvømmelsens kilde.

RADIKAL MYKOLOGI

Vi vil forsvinde fra Jordens overflade. Sporløst, men fulde af sporer.

Vi vil blive underjordiske.

Ned med det rhizomets paradigme — fremtiden er fungi.

Vi vil vokse og forbinde os i undergrunden som kryptogamer — i en udstrakt, lyssky organisering, vi vil sprede os usynligt.

Svampen er svaret. Den viser os vej, selv(ind)lysende, den viser os våbnene til at kæmpe med i krisernes tidsalder.

Under jorden overalt er vores verden forbundet et sindrigt system af organisme-til-organisme-kommunikation, et verdensomspændende spind, der spejler universet såvel som vores hjernes neuroner, og tjener til at forbinde og fastholde udsat, angreben jord, til at hele og forny ødelagte naturer, til at optage og lagre kuldioxid i kampen mod ukontrollabelt klimakaos etc.

Men måske endnu væsentligere er svampenes mentale potentiale — muligheden for at rense, hele og ikke mindst eksplosivt udvide selve menneskets natur.

Sådan blev vi mennesker — i et psykedelisk kvantespring fra aber på et tusindårigt svampetrip. Og sådan vil vi atter eksplodere vores bevidsthed og blive mere-end-mennesker.

Psilocybin forbinder hjernens dele som mycelier forbinder verden og tjener til at hele traumer, øge ‘jordforbindelsen’ og modvirke fascisme ved dens cerebrale udspring.

De positive effekter er så overvældende mange, at psilocybin burde doseres i det vand, vi drikker.
Ja, dette kunne udmærket være en radikalt mykologisk fronts første aktion.

Men vi vil mere. Vi vil æde, sprede, dyrke, ånde svampe, vi vil blive-fungi i nye myko-menneske-symbioser, og vi kalder alle radikale mykologer til at forbinde sig med os i en fungal front af myceliske celler.

Byg myco-magt
Spred sporene
Bered jer på krypto-krig!

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.