I en dalsænkning i Mesopotamien for omtrent 7000 år siden indtraf en begivenhed, der forårsagede en spaltning af universet i to parallelle dimensioner. Den ene af disse dimensioner blev grundlaget for det, vi mange spaltede universer senere, skulle komme til at forstå som denne vores verden, præget af markedsfundamentalisme og utøjlet ekstraktivisme, mens den anden blev begyndelsen på en verden, jeg her vil kalde Zumia. Årsagen til dette kosmiske brud, skal findes i kimen til et frø, og jeg mener dette helt bogstaveligt, i kimen til et korn af sorten emmer, som blev omdrejningspunktet for et oprør i området mellem Eufrat og Tigris, hvor bønder i harme og afmagt satte ild til deres afgrøder, og på den måde forårsagede en brand så omfattende, at alt i dalen (marker, huse, stalde, broer med mere) blev tæt på tilintetgjort. Bønderne, der i generationer havde ernæret sig som jægere og samlere med en simpel kornproduktion som forsikring mod sult i mere magre perioder, havde oplevet, hvordan korndyrkningen gradvist havde dannet grundlag for en kvalmende koncentration af rigdom og magt hos nogle få af dalens indbyggere. Korn havde en tilpas stabil værdi, den kunne lagres, handles med, og den havde bundet bønderne til jorden, gjort dem regerbare, afhængige af beskyttelse, tyngede af gæld. Samtidig blev det spirende aristokrati i dalen stadig mere magtfuldt, de byggede forsvarsværker til at beskytte deres akkumulerede rigdomme, engagerede krigere til at forsvare dalen, og krævede stadig mere af bønderne for at garantere deres sikkerhed. Sådan var det blevet. Men nu var alt altså brændt ned, og det før så vitale samfund var i opløsning. Nogle få forsøgte igen af plante korn på de svedne marker, men blev konsekvent saboteret, de blev overfaldet og deres afgrøder trådt ned. Kampen mod kornet var indædt og langstrakt, og med tiden fik denne ellers meget jordnære modstandskamp ligefrem visse religiøse overtoner. Det blev for eksempel efterhånden en udbredt opfattelse, at det bragte uheld at plante korn og gjorde guderne små og koleriske, når man ofrede korn til dem frem for rødder og kød. Således blev den gryende neolitiske æra i Zumia afløst af en indgroet foragt for de landbrugsformer, vi i vores dimension opfatter som almindelige, og ikke mindst en foragt for den imperatoriske statsdannelse, man havde oplevet vokse frem i sin embryale form i dalen dér mellem Eufrat og Tigris. Og dermed udviklede Zumia sig efterhånden til en fuldstændig kornløs verden, hvor der i dag findes en myriade af samfund, der alle er karakteriseret ved at være små, efter vores målestok, stærkt egalitære og forbundne med hinanden såvel som til den natur, der omgiver dem. Zumias samfund har samtidig en ganske veludviklet teknologi til lagring af solenergi og en form for vinddrevne transportkapsler, der kaldes Toki. Og skulle en zumianer komme til at indtage selv det mindste græsfrø, omend det så er ganske uforsætligt, må hun straks rulle sig sammen til en kugle og bede guderne om forladelse, mens hun fremsiger følgende besværgelse: “Jeg arme forfængelige skabning har spist græs og derved forsøgt at hæve mig over andre, jeg har vendt mine guder og mit samfund ryggen. Jeg angrer og indser, at jeg ikke er andet end en simpel kugle hjortelort i tidens uendelige strøm.”