I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.
forvilding
Status, Vand og Affald, Januar 2036
uddrag fra Vand og Affalds festskrift i anledning af 25 års jubilæet for organisationens målrettede brug af anvendt fremtidsforskning.
Vand og Affald har udviklet over 200 forsøgsprojekter siden organisationen begyndte at arbejde med anvendt fremtidsforskning i 2021.
Mange af projekterne kom ikke videre end prototype-stadiet. Nogle blev gemt nogle år, hvorefter de blev taget op igen og brugt i andre projekter, og endeligt var der de projekter der var så grundlæggende for hvordan Vand og Affald arbejder i dag, at det er svært at forestille sig at de blot startede som en ide om en mulig fremtid og en prototype.
Her skal vi blot lave nogle få nedslag for at eksemplificere arbejdet med fremtidsdesign.
Tidligt blev det identificeret at der skulle bruges mere og bedre viden om hvilke resurser der faktisk flød igennem genbrugspladsen i Svendborg. Projektet med kodenavnet “Scrödingers Container” blev udarbejdet som en prototype i det lange fremtidsscenarie “Den Store Cyklus”, som led i nærfremtids-direktivet “85% Direkte Genbrug”.
“Schrödingers Container” gik i al sin enkelthed ud på at identificere og registrere affald som det blev afleveret på genbrugspladsen i realtid. Dette data kunne så bruges til at modellere strømmene af affald, hvilke ting de bestod af, hvilke mængder, og på hvilket tider af året. De tidlige prototyper involverede bevægelses-sensorer, og automatisk fotografering af en restaffaldscontainer. Der blev på en måned taget over 30.000 fotografier som containeren blev fyldt. Billederne blev med billed-analyse brugt til at træne machine-learning algoritmer, så affaldet kunne genkendes automatisk. Efter en del iterationer, løsning af svære problemer, og kompromisser, blev en funktionel model implementeret.
Et afledt projekt var “SkrotPlan”, der var en webside hvor borgere og erhvervsliv kunne se informationer om hvilke typer affald der blev realtids-identificeret på genbrugspladsen, abonnere på opdateringer, analysere data og lignende. Dette gjorde det meget tydeligt for mange hvor mange uudnyttede resurser der faktisk passerer igennem vores samfund hver eneste dag. Disse åbne data, og forudsigeligheden af hvor mange resurser der var, blev grundlaget for mange nye initiativer for direkte genbrug fra både borgere og virksomheder. Aftagere af disse resurser måtte udover yderst rimelige priser også underskrive “pay-it-forward”-aftaler der forpligtede dem til at agere med respekt i forhold til planeten og den store cyklus. Når først resurser kom igennem genbrugspladsen, kom de ud i verden igen som værdier med forpligtelser.
Vand og Affald selv blev sponsorer for frivilligt drevne laboratorier og makerlabs hvor borgere, unge og gamle, pensionister og skoleelever, kunne eksperimentere med upcycling, 3d printere der brugte genbrugsplast og store mængder af let tilgængelige resurser. Dette åbne miljø omkring genbrugspladsen frembragte mange radikale og nye ideer til hvad genbrug kan være.
Disse tidlige forsøg med at åbne miljøet omkring genbrugsgerningen, såvel som de store mængder åbne data om affaldet, blev grundlag for det vi nu kalder “Den Preduktive Revolution”. Begrebet “preduktion”, der en blanding af ordene “produktion” og “reduktion”, dækker over produktion med mere end 90% genbrugsmaterialer, lokal udvundet og kun i begrænset grad bearbejdet. Denne revolution var altafgørende da den fjernøstlige produktion og eksport kollapsede i 2024.
Af andre projekter der opstod i økosystemet omkring genbrug, kan nævnes “reCyklisterne”. Det var et non-profit kooperativ der lavede deres egne specialbyggede el-transportcykler. reCyklisterne blev tildelt en kontrakt til delvist at køre affaldsordningerne i Svendborg Kommune i 2023. Og på grund af deres meget succesfulde sociale ansættelses-programmer og fleksibilitet overtog de kørslen af alt affald i 2024, og nedbragte dermed mængden af privatbillisme på genbrugspladsen med 70%.
I forhold til sikringen af vandforsyningen blev der udarbejdet direktiver for hvad man kaldte “7-generationers-tænkning”. 7-generationers-tænkning blev indført i kommunen for alle udviklingsprojekter. Det betød at alle beslutninger skulle afvejes i forhold til konsekvenserne 7 generationer frem. Det startede med nye skovområder omkring Skårup og blev siden til en udvidet forvildelse af store dele af kommunens tidligere landbrugsland, der ikke længere skulle bruges til foderproduktion.
Der kan nævnes mange flere projekter, men dette må være nok for nu. Her til slut skal tilføjes en anden udvikling af det målrettede arbejde med ønskelige fremtider: Da alle projekter blev udviklet med åbne data, åbne og tilgængelige resultater, og ikke mindst open source software, var det meget let for andre aktører i sektoren at drage nytte af erfaringerne og selv implementere lignende projekter i deres egne lokalområder. Senere analyser af den internationale rådgivningsafdelings virke, viste at disse åbne forhold og aktive vidensdeling og udvekslinger, var den primære årsag til at metoder og projekter fra Svendborg blev så succesfulde i hele verden.
Slutteligt kan vi sige, at ingen i 2021 kunne havde forudsagt at alt dette ville komme til at ske. Men samtidigt står det klart, at situationen havde set helt anderledes ud, hvis ikke vi var begyndt at arbejde med anvendt fremtidsforskning dengang.
DYREPARLAMENTET
Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.
Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.
Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.
Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.
For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.
Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.
PLANETARISK SUNDHED
Alt er forbundet, vi deler vand og luft og jord, mikroskopisk liv bevæger sig fra legeme til legeme, fra verdensdel til verdensdel, kribler under vores fødder, indeni os.
Noget som finder sted tusindvis af kilometer væk, et stykke regnskov, der lægges øde for eksempel, får konsekvenser for noget, der finder sted inden i vores kroppe her på den anden side af Jorden, eller noget nogen køber her laves under forhold, der bevirker en sundhedsskadelig transformation i kroppene hos dem, som producerer det langt herfra.
Således kan sundhed aldrig være noget, der er afgrænset til en enkelt krop, til en bestemt befolkningsgruppe, en kultur, en nation etc., det må altid begribes som noget jordisk. Jorden forstået som et forbundet hele, som et økosystem af økosystemer, hvis sundhed har direkte indflydelse på menneskers sundhed eller mennesker er i økosystemerne og økosystemerne er i mennesker eller mennesker er i sig selv et økosystem komplekst vævet sammen med andre økosystemer.
Derfor har altings sundhed eller mangel på samme indflydelse på menneskers sundhed, fysisk som mental, skovenes sundhed, havenes og flodernes, luftens, biernes og byernes sundhed, engenes og markernes og vindenes og vandenes og vejrets sundhed og så videre.
Denne erkendelse af sundhed som et jordisk anliggende kalder på en øjeblikkelig etablering af et Planetarisk Sundhedssystem, et system, der tilbyder hurtige og hyperlokale behandlinger til alle ud fra devisen at ingen er raske indtil alle er det, men som samtidig kan operationalisere en række verdensomspændende og gennemgribende forebyggelsesstrategier såsom afvikling af forurenende industrier og andre destruktive og sundhedshæmmende praksisser, oprensning og heling af ødelagte naturer, intensiv stimulering af biodiversitet etc. Og dette er bare begyndelsen. For en ting står lige nu lysende klart – der er ingen sundhed på en syg Jord.
HVAD ER BIOFUTURISME?
HVAD ER BIOFUTURISME?
Naturen og teknologien er ikke hinandens modsætninger, de smelter og smeltes sammen i nye hidtil usete kompleksiteter.
Biofuturismen hylder naturens livgivende uendelighed. Jorden og vandet og mudderet og solen og svampene, træerne og vinden. Samtidig er der dog ikke tale om en fuldstændig forblændet lovprisning. Naturen er skønhed ja, og overflod, men den er også bevidstløst indifferent, fuld af lidelse.
Den teknologiske udvikling har imidlertid gjort det muligt at dæmpe nogle af disse naturens negative kræfter, men den kan mere end det, den kan også anvendes til en grænseløs udvidelse af naturens rigdom. Den kan holde i ave og samtidig sætte fri. Biofuturismen slår således til lyd for en pragmatisk men gennemgribende sammensmeltning af natur og teknologi.
Hidtidige eksperimenter har ofte været alt for begrænsede, drevet af forkerte motiver. GMO for eksempel har udelukkende tjent til reducere naturens kompleksitet og maksimere plutokraters profit. Biotech må spændes for forvildingens vogn, ikke den for-sen-kapitalistiske civilisation, den må tjene alle, den må tjene hele vores verden.
Således bryder biofuturismen også med menneskelig exceptionalisme, idet den søger at udviske den indbildte adskillelse mellem mennesker og natur og gøre den til enhver tid eksisterende sammenrodning vildere og mere kompleks i nye menneske-flora-fauna-symbioser. Biofuturismen stræber efter indlejrethed, jordforbindelse og biologisk overflod, den hylder naturen, men angriber samtidig ideer om autencitet, renhed, naturlighed etc.
Mod neoliberalismens naturalisering af politik svarer biofuturismen derfor med en politisering af naturen.
Den kræver et opgør med for-sen-kapitalismens blinde acceleration på bekostning af naturgrundlaget til fordel for en ny smelten-sammen og nye eksplosive ud- og indviklinger af menneskelig bevidsthed, samt en radikal ekspansion af biodiversitet via teknologi eller det, man vil beskrive som ‘aggressiv forvilding’.
Biofuturismen er naturen, der vender sig mod magten, som Birnam Forest i Macbeth, der pludselig kommer krybende ud af tågen i et træer-menneske-angreb på Dunsinane. Dens bannerførere vil være symbioter snarere end cyborgs, dens midler vil være vildtvoksende og amorfe. Den biofuturistiske bevægelse vil vokse under jorden som rødder og mycelier for så skyde frem og springe ud de mest uventede steder som ukrudt, der springer frem i murværker, broer og veje.
LAD FORVILDINGEN BEGYNDE!