STENALDER

Vi var de første kolonier, indlejret mekanisk i mindre stens struktur, ikke større end æbler og meloner. Vi kan huske æbler og meloner. Vi kan huske alt. Nu svæver vi gennem universet som små meteorer, et helt samfund i hver sten, uden kroppe, men stadig sansende, tænkende, i udveksling med hinanden og alt omkring os. Det var Paul Carus’ panbiotisme, der lærte os, at “alt er fuld af liv, rummer liv og har evnen til at leve”, ligesom vi gennem Konstantin Tsiolkovsky indså, hvordan alt føler, hvordan selv det støvet, der hvirvles gennem universet, føler. Og vi forstod, at denne følelse var fundamental, at det var alt vi behøvede at bringe med os — evnen til at føle, og så menneskets endeløse nysgerrighed. Sådan blev flere millioner bevidstheder indlejret indlejret i disse små men hårdføre himmellegemer, der nu driver gennem universet og gradvist opløses til støv.

DER ER ZONER (2320)

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

Der er zoner med mennesker uden kroppe
Der er zoner hvor man stadig spiser mad
Der er zoner for cyborgs og mutanter
Der er zoner hvor man lever alene af lys

Der er zoner hvor man stadig tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt fornødent
Der er zoner hvor alting stadig laves i hånden

Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker dykker efter affald og lever af søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker

Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå

Der er zoner hvor folk bor i containere og bilvrag
Og zoner hvor de fleste er rejst ud i rummet
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen

Der er zoner hvor mennesker lever i planter og sten
Der er zoner med piratkolonier og neokommunisme

Der er zoner hvor ånderne bor

Der er telepatiske zoner
Empatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose

Der er zoner for pelsede mennesker
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim

Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Der er zoner hvor byerne er gravet ned
Der er zoner hvor mennesker har lært at flyve

Der er zoner hvor kvinder føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen

Der er zoner hvor livet er evigt
Og zoner hvor man fejrer dødsfald som mirakler

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

OPEN CALL: UDØDELIGHED – ELLER HVOR SER DU DIG SELV OM 231 ÅR?

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør vi snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Call’et er en del af vores værk til udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi.

Bidragene bliver samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “We
Don’t Say Goodbye” på Organon i Odense i oktober 2019.
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.