I Triograd, der findes et sted området mellem Okhotskhavet og Amurfloden i det nordøstlige Asien, er bygningerne ligesom limet sammen. Så tæt står de, at man kun kan bevæge sig mellem de lave mosgrønne bygninger ad indbyggede tunneler og gange. Der er intet i byen, der stritter eller stikker frem, ingen tårne og spir, ingen overflødige ornamenter, og det med god grund, for hvert tredje år løfter den godt to kvadratkilometer store by sig dampende fra jorden og vandrer på tusindvis af mekaniske ben et sted mellem halvtreds og hundrede kilometer væk fra det område, den har befundet sig de seneste tre år. Sådan har byen bevæget sig i et nøje fastlagt mønster i flere hundrede jordomdrejninger, hvilket landskabet i den godt 3000 kvadratkilometer store region bærer tydeligt præg af. Overalt ser man sporene efter Triograds bosættelser – små tætte skove med fugt- og nøddetræer, tilgroede spiralhaver og sindrige systemer af kanaler og damme. Al denne overflod er resultatet af den triogradiske cyklus, der varer lidt mere end tusind dage, og begynder så snart byen har indfundet sig på en ny lokalitet. Og næppe er Triograd ankommet og sunket fnysende sammen på sit bestemmelsessted før dens indbyggere pibler ud af alle byens ydre åbninger og går i gang med at høste frugterne af deres fortidige arbejde. Nogle graver rødder op, andre plukker svampe og børnene samler æbler og bær. Høsten varer typisk nogle måneder, hvorefter en lang periode på op mod to jordomdrejninger følger, hvor Triograds indbyggere holder fri og fordriver tiden med for eksempel at fiske i kanalerne eller fortælle historier og tyde drømme eller spille fløjte og lut. Og endelig, de sidste måneder bruger triograderne til at pleje og genoprette det pågældende områdes natur og etablere nye skove og haver og så videre. Til slut kysser de højtideligt jorden inden de atter glider tilbage i deres tusindbenede fartøj og sætter kursen mod den næste destination i kredsløbet.
dendrotopia
JORDBO
Det følgende er en skitse til det, vi her forsøgsvist vil beskrive som HyperHugel, afledt af hugelkulturbegrebet, der beskriver en jordbrugsform, hvor afgrøder dyrkes i høje af organisk materiale. Teknikken siges at have flere fordele: dels foreslås det, at træstammer og kvas med mere fungerer som en form for vandreservoir i tørkeperioder og dels siges hugelbede at være både varmeproducerende og svampefremmende, hvilket overordnet set medvirker til at forbedre jordens kvalitet og forbedre planters vækstbetingelser. I nærværende tankeeksperiment vil vi imidlertid forsøge at udvide dette dyrkningssystem til også at rumme en mere direkte indlejring af mennesker. Således vil en printet, flettet eller støbt struktur tjene som HyperHugelens skelet, der yderligere dækkes af stammer, grene, blade, jord, hvilket både fungerer som isolering af et beboeligt indre samt som grundlag for en cirkulær fødevareproduktion, idet den samlede arkitekturs overflade blandt andet benyttes til dyrkning af grøntsager, frugt, bær, nødder med mere. Regnvand opsamles i lommer i HyperHugelens loft til brug i husholdningen såvel som vandreservoir til afgrøderne i perioder med tørke, ligesom spildevand filtreres på HyperHugelens nordside gennem et rensningssystem bestående af blandt andet kæmpegræs og iris. Afføring komposteres og indgår ligeledes i kredsløbet som næring i de nederste jordlag. Selve beboelsen vil være karakteriseret ved et balanceret indeklima, ikke fugtigt, ikke tørt, tempereret gennem jordvarme og energi fra den omsluttende komposteringsproces. Fra loftet hænger algelamper og gennem væggenes net vokser spiselige svampe. Jorden rummer altså en overflod af energi og næring samtidig med at den yder beskyttelse for de mennesker, som indlejrer sig i den. Samtidig forskydes menneskelig beboelse fra jordoverfladen til undergrunden, hvilket tjener til at reducere presset på udpinte og ødelagte økosystemer og give plads til at Jorden kan hele sig selv og genoprette forskudte balancer. Det skal dog pointeres at for menneskers tilfælde vil det meste af livet stadig leves på overfladen i samspil og udveksling med jorden i processer der understøtter og forstærker dens cirkulerende, livgivende kræfter.
DER ER ZONER (2320)
Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle
Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor der efter sigende er blevet set delfiner
Der er zoner hvor man lever af alene af lys
Og zoner hvor man angiveligt stadig spiser mad
Der er zoner hvor man endnu tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt
Der er zoner hvor det meste stadig laves i hånden
Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker fisker affald og spiser søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker
Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå
Der er zoner hvor folk bor i udtjente biler
Og zoner hvor alle er rejst til Mars
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen
Der er zoner hvor bevidstheden uploades til planter
Og zoner hvor man lever evigt i sten
Der er zoner hvor ånderne bor
Der er telepatiske, akvatiske og hyperempatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose
Der er zoner hvor mennesker fødes med pels
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim
Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Og zoner hvor byerne er gravet ned
Der er zoner hvor mennesker har lært at svæve over jorden
Der er zoner hvor mennesker føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen
Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle
Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner
STAMTRÆ
Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.
Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.
Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.
Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.
VERDENSTRÆET
2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).
2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.
2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.
2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.
2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.