biofuturisme

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.

HEDESELSKABET 2045

Særligt efter de store stormfloder i 2030’erne steg interessen (i takt med vandstanden) for Hedeselskabets historie. Under parolen ‘Hvad udadtil tabes skal indadtil vindes’ begyndte en række initiativer således fra midten af 30’erne at eksperimentere med alt fra territoriel elevering til urban mangrove, eksplosiv fordampning etc. Det var disse forskelligartede initiativer, der i 2045 gik sammen i paraplyorganisationen Det Ny Hedeselskab.

Senere blev også mere offensive projekter søsat dedikeret til aggressiv opsamling og lagring af CO2. De positive effekter af disse indsatser forblev dog beskedne og det stod efterhånden klart, at man måtte gå anderledes og mere radikalt til værks og gribe om problemets rod, selve årsagerne til det klimatiske kaos, der plagede planeten.

Gradvist begyndte en mere spirituel forståelse af selskabets mission at vinde frem — mest tydeligt sammenfattet i ideen om ‘den menneskelige hede’. Katastrofen var i denne optik ikke så meget fremmanet af ydre ‘systemiske’ svagheder og fejl, men snarere et udpint og forarmet indre liv (særligt udpræget i vestlige verdner). Der blev bygget nye kirker i disse år og centre for bevidsthedsudvidelse og meditation. ‘Hvad der udadtil tabes skal indadtil vindes’ fik en ny betydning. Alle kræfter blev sat ind på at transformere vores indre hede, som det ofte blev beskrevet, vild og uendelig natur.

JORDPARTIET

Af JORD er vi kommet. Til JORD skal vi blive og af jorden vil vi atter rejse os som en samlet, rasende bevægelse.

JORDPARTIET kalder til kamp mod destruktionen af vores livsgrundlag og verden, til kamp for JORDEN i dobbelt forstand — forstået som hele vores vide verden såvel som selve jorden under vores fødder. Det nære og det hele i et samlet perspektiv.

Vi må genopdage, at vores verden er ÉN, at alt er forbundet. Artificielle grænser må brydes ned, der må etableres nye verdensomspændende forbindelser, nye komplekse og sammenvævede livsformer.

At verden er én og forbundet betyder samtidig, at ALT er ALLES.

Vi må begynde at begribe denne vores verden, ikke som planet eller som en klode, men som en JORD fuld af liv, som vi atter må lære at beskytte og nære. Jorden under vores fødder giver os liv, og vi må give den livet tilbage. Vi skal ikke blot DYRKE jorden, men må også lære at SKABE den.

Dette kræver ikke blot nye bæredygtige livsformer — det kræver livsformer, der er (RE)GENERATIVE og ikke mindst FORVILDENE (hvilket vil sige, at mennesker må skabe nye betingelser for eksplosive og ukontrollable biologiske tilblivelser).

En ny JORDFORBINDELSE må dog ikke forveksles med RODFÆSTETHED. Selv Jordens mest faste former bevæger sig. Alt er altid i bevægelse. Alle er forbundne overalt. På samme måde er Jordpartiet ikke et STATISK parti men en verdensomspændende bevægelse forenet omkring disse fire principper:

ALT TIL ALLE
REGENERATIVE LIVSFORMER
FORVILDET NATUR
INGEN GRÆNSER

SCENARIUM #1: RESILIENSPROJEKTET

Det oprindelige projekt havde egentlig udelukkende et konserverende sigte. Ingen kunne have forudset, hvad det senere ville føre med sig. Beliggende på Kamikochi, tidligere en del af den japanske hovedø Honshu, husede projektet omkring hundrede forskere, der via genmanipulation og AI-suppleret biotopanalyse arbejdede indædt på at reetablere centrale fiskebestande til 1999-niveau. The Resilience Project (TRP) er således blevet fremført som et skoleeksempel på det, Daniel Pauly har betegnet ’shifting baseline syndrome’, der beskriver en trinvis sænkning af standarder som følge af enhver ny generations manglende kendskab til historiske og sandsynligvis mere bæredygtige forhold i naturen — det var dømt til at slå fejl.

Omkring 2047 observeredes kortvarigt en marginal stigning i bestandene af blåfinnet tun, hvorefter den led det kollaps, der få år senere førte til artens totale udrydelse.

I kølvandet på denne fiasko mistede projektet sin finansiering og anlægget lå herefter øde hen i en årrække, indtil det i 2063 på spektakulær vis blev besat af det teriantropiske kunstkollektiv ribingukaosu. Kollektivet omkonfigurerede TRP’s oprindelige AI og sendte herved dens dna-printer ud i et seks til syv måneder langt amokløb.

Således lagde ribingukaosu, angiveligt ikke helt forsætligt, det vi i dag betegner ‘hyperevolution’. Myriader af nye arter blev undfanget i denne relativt korte periode. Gamle arter blev hurtigt udkonkurreret flere steder, mens de andre steder fik et tiltrængt pusterum, idet nye arter gjorde indhug i bestande af deres naturlige nemesis.

Alt fra tonale mikrober til de op til tolv meter lange pohuai-øgler, der hærger omkring Altai kan føres tilbage til Kamikochi. Visse arter, omend ikke helt så spektakulære, har også efterhånden nået vores del af verden, som for eksempel den ildelugtende og noget nærgående hængelæbesæl eller katapultgoblen som især i den vestlige del af øhavet tvinger mange til at tilbringe de sene sommermåneder indendøre.

Vi kan dog langtfra kun takke resiliensprojektet for kvalmende lugtgener og væskende sår. Hvor ville vi være uden sugekopsalamanderen, der har muliggjort nutidens telepatiske kommunikationssystemer, noget der for bare et halvt århundrede siden var utænkeligt, hvad ville en solnedgang være uden glødedelfiner og klokkekrabbernes nocturner eller bare forestil dig en vinter uden kedelsnegle.

Verden ville ikke være den samme.