NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.

SCENARIUM #1: RESILIENSPROJEKTET

Det oprindelige projekt havde egentlig udelukkende et konserverende sigte. Ingen kunne have forudset, hvad det senere ville føre med sig. Beliggende på Kamikochi, tidligere en del af den japanske hovedø Honshu, husede projektet omkring hundrede forskere, der via genmanipulation og AI-suppleret biotopanalyse arbejdede indædt på at reetablere centrale fiskebestande til 1999-niveau. The Resilience Project (TRP) er således blevet fremført som et skoleeksempel på det, Daniel Pauly har betegnet ’shifting baseline syndrome’, der beskriver en trinvis sænkning af standarder som følge af enhver ny generations manglende kendskab til historiske og sandsynligvis mere bæredygtige forhold i naturen — det var dømt til at slå fejl.

Omkring 2047 observeredes kortvarigt en marginal stigning i bestandene af blåfinnet tun, hvorefter den led det kollaps, der få år senere førte til artens totale udrydelse.

I kølvandet på denne fiasko mistede projektet sin finansiering og anlægget lå herefter øde hen i en årrække, indtil det i 2063 på spektakulær vis blev besat af det teriantropiske kunstkollektiv ribingukaosu. Kollektivet omkonfigurerede TRP’s oprindelige AI og sendte herved dens dna-printer ud i et seks til syv måneder langt amokløb.

Således lagde ribingukaosu, angiveligt ikke helt forsætligt, det vi i dag betegner ‘hyperevolution’. Myriader af nye arter blev undfanget i denne relativt korte periode. Gamle arter blev hurtigt udkonkurreret flere steder, mens de andre steder fik et tiltrængt pusterum, idet nye arter gjorde indhug i bestande af deres naturlige nemesis.

Alt fra tonale mikrober til de op til tolv meter lange pohuai-øgler, der hærger omkring Altai kan føres tilbage til Kamikochi. Visse arter, omend ikke helt så spektakulære, har også efterhånden nået vores del af verden, som for eksempel den ildelugtende og noget nærgående hængelæbesæl eller katapultgoblen som især i den vestlige del af øhavet tvinger mange til at tilbringe de sene sommermåneder indendøre.

Vi kan dog langtfra kun takke resiliensprojektet for kvalmende lugtgener og væskende sår. Hvor ville vi være uden sugekopsalamanderen, der har muliggjort nutidens telepatiske kommunikationssystemer, noget der for bare et halvt århundrede siden var utænkeligt, hvad ville en solnedgang være uden glødedelfiner og klokkekrabbernes nocturner eller bare forestil dig en vinter uden kedelsnegle.

Verden ville ikke være den samme.