DYREPARLAMENTET

Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.

Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.

Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.

Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.

For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.

Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.

JORDBO

Det følgende er en skitse til det, vi her forsøgsvist vil beskrive som HyperHugel, afledt af hugelkulturbegrebet, der beskriver en jordbrugsform, hvor afgrøder dyrkes i høje af organisk materiale. Teknikken siges at have flere fordele: dels foreslås det, at træstammer og kvas med mere fungerer som en form for vandreservoir i tørkeperioder og dels siges hugelbede at være både varmeproducerende og svampefremmende, hvilket overordnet set medvirker til at forbedre jordens kvalitet og forbedre planters vækstbetingelser. I nærværende tankeeksperiment vil vi imidlertid forsøge at udvide dette dyrkningssystem til også at rumme en mere direkte indlejring af mennesker. Således vil en printet, flettet eller støbt struktur tjene som HyperHugelens skelet, der yderligere dækkes af stammer, grene, blade, jord, hvilket både fungerer som isolering af et beboeligt indre samt som grundlag for en cirkulær fødevareproduktion, idet den samlede arkitekturs overflade blandt andet benyttes til dyrkning af grøntsager, frugt, bær, nødder med mere. Regnvand opsamles i lommer i HyperHugelens loft til brug i husholdningen såvel som vandreservoir til afgrøderne i perioder med tørke, ligesom spildevand filtreres på HyperHugelens nordside gennem et rensningssystem bestående af blandt andet kæmpegræs og iris. Afføring komposteres og indgår ligeledes i kredsløbet som næring i de nederste jordlag. Selve beboelsen vil være karakteriseret ved et balanceret indeklima, ikke fugtigt, ikke tørt, tempereret gennem jordvarme og energi fra den omsluttende komposteringsproces. Fra loftet hænger algelamper og gennem væggenes net vokser spiselige svampe. Jorden rummer altså en overflod af energi og næring samtidig med at den yder beskyttelse for de mennesker, som indlejrer sig i den. Samtidig forskydes menneskelig beboelse fra jordoverfladen til undergrunden, hvilket tjener til at reducere presset på udpinte og ødelagte økosystemer og give plads til at Jorden kan hele sig selv og genoprette forskudte balancer. Det skal dog pointeres at for menneskers tilfælde vil det meste af livet stadig leves på overfladen i samspil og udveksling med jorden i processer der understøtter og forstærker dens cirkulerende, livgivende kræfter.

DER ER ZONER (2320)

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor der efter sigende er blevet set delfiner

Der er zoner hvor man lever af alene af lys
Og zoner hvor man angiveligt stadig spiser mad

Der er zoner hvor man endnu tror på markedet
Og zoner hvor man printer alt
Der er zoner hvor det meste stadig laves i hånden

Der er zoner hvor byerne flyder
Hvor mennesker fisker affald og spiser søpindsvin og tang
Der er zoner hvor svampene hersker

Der er kønsløse zoner
Statsløse zoner
Grænse- og pengeløse zoner
Der er zoner hvor tiden er gået i stå

Der er zoner hvor folk bor i udtjente biler
Og zoner hvor alle er rejst til Mars
Der er zoner hvor skovene er begyndt at brede sig igen

Der er zoner hvor bevidstheden uploades til planter
Og zoner hvor man lever evigt i sten
Der er zoner hvor ånderne bor

Der er telepatiske, akvatiske og hyperempatiske zoner
Der er zoner for sameksistens og symbiose

Der er zoner hvor mennesker fødes med pels
Og zoner med elektrisk hud
Der er zoner hvor man kommunikerer gennem fimrehår og slim

Der er zoner hvor huse glider over jorden som tusindben og snegle
Og zoner hvor byerne er gravet ned

Der er zoner hvor mennesker har lært at svæve over jorden

Der er zoner hvor mennesker føder salamandere og salamandere føder børn
Der er zoner hvor man har haft held til at genoplive lossen

Der er zoner hvor der er mennesker
Og zoner uden en sjæl
Der er zoner hvor Staten stadig spiller en rolle

Der er zoner som er ørkner og zoner fulde af liv
Der er zoner hvor det siges at man har set delfiner

HVAD ER BIOFUTURISME?

HVAD ER BIOFUTURISME?

Naturen og teknologien er ikke hinandens modsætninger, de smelter og smeltes sammen i nye hidtil usete kompleksiteter.

Biofuturismen hylder naturens livgivende uendelighed. Jorden og vandet og mudderet og solen og svampene, træerne og vinden. Samtidig er der dog ikke tale om en fuldstændig forblændet lovprisning. Naturen er skønhed ja, og overflod, men den er også bevidstløst indifferent, fuld af lidelse.

Den teknologiske udvikling har imidlertid gjort det muligt at dæmpe nogle af disse naturens negative kræfter, men den kan mere end det, den kan også anvendes til en grænseløs udvidelse af naturens rigdom. Den kan holde i ave og samtidig sætte fri. Biofuturismen slår således til lyd for en pragmatisk men gennemgribende sammensmeltning af natur og teknologi.

Hidtidige eksperimenter har ofte været alt for begrænsede, drevet af forkerte motiver. GMO for eksempel har udelukkende tjent til reducere naturens kompleksitet og maksimere plutokraters profit. Biotech må spændes for forvildingens vogn, ikke den for-sen-kapitalistiske civilisation, den må tjene alle, den må tjene hele vores verden.

Således bryder biofuturismen også med menneskelig exceptionalisme, idet den søger at udviske den indbildte adskillelse mellem mennesker og natur og gøre den til enhver tid eksisterende sammenrodning vildere og mere kompleks i nye menneske-flora-fauna-symbioser. Biofuturismen stræber efter indlejrethed, jordforbindelse og biologisk overflod, den hylder naturen, men angriber samtidig ideer om autencitet, renhed, naturlighed etc.

Mod neoliberalismens naturalisering af politik svarer biofuturismen derfor med en politisering af naturen.

Den kræver et opgør med for-sen-kapitalismens blinde acceleration på bekostning af naturgrundlaget til fordel for en ny smelten-sammen og nye eksplosive ud- og indviklinger af menneskelig bevidsthed, samt en radikal ekspansion af biodiversitet via teknologi eller det, man vil beskrive som ‘aggressiv forvilding’.

Biofuturismen er naturen, der vender sig mod magten, som Birnam Forest i Macbeth, der pludselig kommer krybende ud af tågen i et træer-menneske-angreb på Dunsinane. Dens bannerførere vil være symbioter snarere end cyborgs, dens midler vil være vildtvoksende og amorfe. Den biofuturistiske bevægelse vil vokse under jorden som rødder og mycelier for så skyde frem og springe ud de mest uventede steder som ukrudt, der springer frem i murværker, broer og veje.

LAD FORVILDINGEN BEGYNDE!

OASIFICERING

Det jeg her vil beskrive er en slags arkitektonisk skitse eller måske snarere omridset af en mulig livsform på en ødelagt jord. Hvordan kan vi bebo og samtidig hele, det som er blevet lagt øde, kunne et tilgrundlæggende spørgsmål måske lyde. Forestil dig en ørken, måske ikke livløs, men ensformig og med en stærkt begrænset biologisk diversitet, og forsøg så at lade et billede tone frem i denne ørken, som et fatamorgana: Organiske jordskibe af ler, flasker, bildæk og andre efterladenskaber fra en svunden tid, lave kupler af glas, lysegrønt lysende af vegetation og vand. Dér i ørkenen findes en hel by, som spreder sig organisk, indlejret langs horisonten. Lad os nu et øjeblik stille skarpt på én af denne bys komplekse bomaskiner. Zerzura hedder den. Den huser en flerhed af mennesker, dyr og planter. En række mindre bygninger, hvis øvre dele kun akkurat anes over sandet, er forbundet af en vidtstrakt gennemsigtig sfære rummende en glasklar sø, en mindre skov, adskillige vildtvoksende haver etc. Der er en summen af insekter og i det hele taget et leben af fugle, padder, fisk og mindre pattedyr. Kunstige skyer glider langsomt over den tynde transparente himmel. Det er her beboerne mødes, bader i søen, fisker, dyrker bønner og spinat. Eller de trækker ned i de underjordiske haller, hvor der dyrkes svampe og hvor maden og frøene og alle bøgerne opbevares i sindrige systemer. Dine tanker ledes måske hen på Biosphere 2’s storstilede eksperiment, forsøget på at skabe et uafhængigt, selvopretholdende replika af jordens atmosfære i lille skala, men det er ikke det, der her er tale om. Selve Biosphere 2’s hele præmis var falsk. Intet liv er nogensinde fuldstændig afsondret, aldeles autonomt, vi vil altid være afhængige, forbundne, på Jorden eller andre steder i universet. Og således er det syn, der møder os her i ørkenen, ikke et lukket system for overlevelse, en isoleret ark, men et symbiotisk eksperiment, der er indlejret i det omgivende miljø og indgår i en evindelig, indviklet udveksling med det. Og rundt om denne by og mellem dens bygninger finder derfor også en spirende forvildingsproces sted, der synes at rumme kimen til en ny økologisk proliferation og omvending af den ødelæggende tendens, der har hærget Jorden i århundreder, en proces, jeg indtil videre vil betegne ‘oasificering’.

RADIKAL MYKOLOGI

Vi vil forsvinde fra Jordens overflade. Sporløst, men fulde af sporer.

Vi vil blive underjordiske.

Ned med det rhizomets paradigme — fremtiden er fungi.

Vi vil vokse og forbinde os i undergrunden som kryptogamer — i en udstrakt, lyssky organisering, vi vil sprede os usynligt.

Svampen er svaret. Den viser os vej, selv(ind)lysende, den viser os våbnene til at kæmpe med i krisernes tidsalder.

Under jorden overalt er vores verden forbundet et sindrigt system af organisme-til-organisme-kommunikation, et verdensomspændende spind, der spejler universet såvel som vores hjernes neuroner, og tjener til at forbinde og fastholde udsat, angreben jord, til at hele og forny ødelagte naturer, til at optage og lagre kuldioxid i kampen mod ukontrollabelt klimakaos etc.

Men måske endnu væsentligere er svampenes mentale potentiale — muligheden for at rense, hele og ikke mindst eksplosivt udvide selve menneskets natur.

Sådan blev vi mennesker — i et psykedelisk kvantespring fra aber på et tusindårigt svampetrip. Og sådan vil vi atter eksplodere vores bevidsthed og blive mere-end-mennesker.

Psilocybin forbinder hjernens dele som mycelier forbinder verden og tjener til at hele traumer, øge ‘jordforbindelsen’ og modvirke fascisme ved dens cerebrale udspring.

De positive effekter er så overvældende mange, at psilocybin burde doseres i det vand, vi drikker.
Ja, dette kunne udmærket være en radikalt mykologisk fronts første aktion.

Men vi vil mere. Vi vil æde, sprede, dyrke, ånde svampe, vi vil blive-fungi i nye myko-menneske-symbioser, og vi kalder alle radikale mykologer til at forbinde sig med os i en fungal front af myceliske celler.

Byg myco-magt
Spred sporene
Bered jer på krypto-krig!

OPEN CALL: UDØDELIGHED – ELLER HVOR SER DU DIG SELV OM 231 ÅR?

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør vi snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Call’et er en del af vores værk til udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi.

Bidragene bliver samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “We
Don’t Say Goodbye” på Organon i Odense i oktober 2019.
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!

NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.

STAMTRÆ

Eftersom forskere ved Universitetet i Maribor allerede har påvist muligheden for at lagre data i planter (kunstige gensekvenser indsættes i bakterier og overføres til planter etc.), foreslår vi, at denne videnskabelige landvinding forenes med den gamle futuristiske fantasi om upload af menneskelig bevidsthed — ikke til computere, men til træer.

Der ville være tale om en kopier-og-overfør-model via hjernescanning, men i stedet for en overførsel til en computerbaseret intelligens, en evindeligt accellererende AI, vil der snarere finde en dvælende og nænsom interartslig forening sted. Vi vil bo i træets ved, vokse når det vokser, gro og forgrene os.

Der vil opstå særlige forbindelser mellem bestemte træarter og individer, grupper, familier, eller måske mere retvisende “stammer”. Kastanjestammen, Poppelstammen, Cypres- og Baobabstammen. Skove vil blive betragtet som hellige og forsvaret med alle midler mod angreb, overalt vil der blive plantet nye — endeløse, følsomme og tankefulde skove, hvor vi kan fortabe os og leve, måske ikke et evigt, men bestemt et mere langstrakt og forbundet liv efter vi er døde.

Selv vil jeg leve i århundreder i de store ege vest for Svendborg.

VERDENSTRÆET

2018 Forskere fra Humboldt Universitetet i Berlin konkluderer, at skovrejsning ikke vil være tilstrækkeligt i kampen mod uhæmmet klimakaos (CO2-niveauet i atmosfæren er ganske enkelt for højt til at træer i noget realistisk omfang vil kunne ekstrahere tilstrækkelige mængder CO2).

2022 Ved universitetet i Tromsø nedsættes en dendrologisk forskningsgruppe, der har til formål at gentænke træers rolle i kampen mod klimaforandringer.

2025 Projekt Yggdrasil grundlægges som et blandt flere initiativer, der er direkte affødt af forskningsgruppens konklusioner. Projektet har til formål at udvikle såkaldte titan- eller verdenstræer.

2029 Det første verdenstræ plantes i Tromsø, en genmanipuleret ask.

2029 – 2136 Træet vokser hurtigt, herkulisk, flere hundrede meter i højden med en kilometerbred trækrone. Ud over at optage CO2 tjener træet, viser det sig, til at skærme og beskytte mod solens stråler og tillader således jorden under det at hele og danne grobund for nyt liv. Det bliver ligeledes hjemsted for tusindvis af dyrearter — insekter, fugle, mindre pattedyr. Verden over bliver lignende projekter iværsat med fokus på forskellige træsorter, der hver især har særlig tilknytning til den specifikke regions biologiske såvel som kulturelle egenart. Asketræer i Europa, Kæmpeakacie i det nordlige Afrika, Hellig Figen i Indien etc.