Author: A. K. RAY

TAG TID

Vi har brug for en ny kronoklasme, et oprør mod den kunstige tidsknapheds tyranni. Vores TID er blevet taget fra os, blevet koloniseret, homogeniseret, knust og sat sammen, ordnet og opdelt. Vi har ikke længere tid, vi har tidsplaner og todos og deadlines og doodles. Sådan bliver vi i dag regeret. Kapitalismen har altid søgt underkastelse gennem temporal kontrol, den har søgt at sætte tiden i system, gøre den retlinet, ensartet, krono-logisk i bestræbelsen på at kolonisere stadig nye områder af menneskers frie tid og gøre dem produktive og kontrollable. Pariserkommunarderne kendte denne sammenhæng og smadrede de offentlige urværker under befrielsen af Paris i 1871. Martial Bourdin forstod det og forsøgte følgeligt at bombe selve symbolet på den globale homogenisering af vores tid, Shepherd Gate Clock i Greenwhich, mens 1970’ernes italienske autonome manede til en form for defensiv modstand på kanalen Radio Alice med en opfordring til ikke at stå op, til at blive i sengen med nogen og bygge musikinstrumenter og våben. I dag har den artificielle tidsknaphed spredt sig til alle livets områder, den er trængt ind i vores allerinderste som en gennemgribende globaliseret tid indlejret i vores kranier, eller vi bærer hos os i vores gadgets, der som guldkæderne i Thomas Mores Utopia ligner smykker, men i virkeligheden er lænker. Således kan vi ikke blot rette et nyt kronoklastisk angreb mod centrale symboler, urværker, mod repræsentanter for den krono-logiske orden, men må snarere tilstræbe et fuldstændigt brud med denne orden. Vi må ind- og overtage nye selvforvaltede tids-rum, folde dem ud og gøre dem varige, vi må bygge tidsmaskiner, springe i tid, smadre tidsmaskiner og leve evigt i parallelle dimensioner, eller vende tilbage til jordens tid, solens og månens tid, universets æoner, vi må formulde og blive en del af det uendelige kredsløb igen. Der findes tusindvis af tidsligheder, ligeså mange som der findes former for liv. Vi må blive mange, lære af dem, som kender til kolonisering, som har levet med den under huden i århundreder og udviklet mostandsdygtige temporaliteter som svar — afrikansk tid, latinamerikansk tid etcetc. Sådan vil vi finde tid, tage tid, sådan vil vi leve i dybe fortider, nutider, fremtider, leve på afstand af krono-logisk kontrol og temporalt tyranni. Dette er begyndelsen. Tag tiden tilbage!

CMF, oktober 2019

FREMTIDEN FLYDER

SIV
Efterhånden som rejsen til lands blev mere og mere vanskelig, vendte stadig flere migranter sig mod havet. De første både var primitive og provisoriske, bygget i al hast af siv fra vådområderne omkring Villahermosa i Mexico. Senere, da CN (Comité Nómada) havde taget magten over flere byer i Chiapas og Tabasco, blev sivbådene, inspireret af peruvianske migranter fra området omkring Titicaca-søen, større og mere komplekse i deres konstruktion. Dyrkningen af siv blev sat i system. Målet var nu ikke blot at sikre nomader (dette var den foretrukne term blandt dem, som den amerikanske regering besked som illegale) en sikker rejse over den Mexikanske Golf, men at muliggøre et live med længere perioder til havs. I de følgende årtier opstod adskillige kolonier langs dem amerikanske sydkyst, hvoraf den mest berygtede måske er Collectivo Cimaron, en koloni på op mod 900 fartøjer hjemmehørende i sumpområderne syd for New Orleans, beskyttet af sumpens vilde ufremkommelighed. På ironisk vis hævdes det, at disse sivbådskolonier, trods lokalbefolkningens frygt og indædte modvilje, har fungeret som en form for kystsikring, der medvirkede til at dæmpe skadevirkningerne af kategori 7 orkaner som Donald (2039) og Mitch (2042).

KORAL
Dr. David Vaughans tilfældige opdagelse i begyndelsen af det 21. århundrede af mikrofragmenteringsteknikken, der gjorde det muligt at multiplicere koraller og opdyrke dem langt hurtigere end tidligere muligt blev senere grundlaget for eksperimenter med kunstige atoller. Nye hurtigtvoksende og tilpasningsdygtige koraller blev udviklet af forskere og aktivister fra Mikronesiens Forenede Stater og dyrket på alt fra undersøiske højdedrag til kunstige flydende såvel som forankrede arkitekturer i det sydlige Stillehav. Således voksede gradvist et nyt organisk øhav frem. Hver ø sin særprægede form, men ofte med en atols karakteristiske ring og indre lagune, hvor nye samfund ernærede sig forskellige former for regenerativt havbrug. Disse nye videnskabelige ‘landvindinger’ er også siden med held blevet anvendt rundt om eksisterende øer og langs kyster som værn mod storme og aggressiv erosion, som vi eksempelvis har set det langs kysten syd for Sendai i Japan.

ALGER
Allerede i 2040’erne er Heal­Fleet en realitet. På den tid består denne autonome armada af mere end 450.000 fartøjer, og den vokser sig større hver eneste dag. Lad os her blot fremhæve nogle af Heal­Fleet mest fremtrædende karakteristika. Flåden består af printede flydende arkitekturer, der huser alt fra eneboere til storkollektiver. De er forbundet med elastiske fortøjninger, men hver enhed kan til enhver tid gøre sig fri og strejfe om på egen hånd. Fartøjerne bliver til i takt med at flåden glider over verdenshavene. Materialet er en blanding af microplastic, alger og gær, der opsamles og dyrkes i store decentralt placerede beholdere med en dertil knyttet printer. Sådan produceres Heal­Fleets fartøjer løbende ud fra et algoritmisk tilfældighedsprincip, hvilket betyder at hvert eneste fartøj er unik i sin form. Flåden fungerer som en autonom geografi, og alle kan blive en del af Heal­Fleet. Således består Heal­Fleets første befolkning af en blanding af migranter og dissidenter, bohemer og anarkister, mutanter og maroons, samt øboere, hvis hjem er sunket i havet. Heal­Fleet fungerer dog ikke blot som flydende fristad – den har også en naturhelende funktion. Hver enkelt fartøj er således udstyret med kompleks teknologi rettet mod blandt andet vandrensning, nedkøling af sårbare blå økosystemer (for eksempel koralrev), naturgenopretning etc. Et af Heal­Fleets mest fundamentale principper er nemlig, at det liv, der leves ombord på fartøjerne udelukkende må have en positiv helende indvirkning på den omgivende natur. Deres rensningssystemer regulerer derfor eksempelvis næringstilførslen til havet så den stemmer overens med varierende lokale biotopers beskaffenhed og behov. Kosten ombord på Heal­Fleet varierer så selvsagt også fra et område til et andet. Hovednæringskilden for Heal­Fleets beboere er dog overvejende tang, muslinger og andre organismer, hvis dyrkning har direkte positiv indvirkning på havenes økologiske balance.

IS
En smal hvid linje mellem det element, der er vores, og det store uregerlige udenfor. Herfra rejser vi ud. Her ankommer vi. Sådan vil vi forsøge at holde denne linje som en forsvarsværk, rejse sandet som en mur af glas, bygge vores byer som et ydre værn, en stejl urban fæstning, der markerer civilisationens yderste grænse. Sådan vil vi fejle. Et for ensidigt fokus på overgange, sammenfald, på brydninger frem for på kilder, udspring, årsager. I første omgang må selve vores forhold til havet genetableres via symbiose, sandets grænse overskrides, havet må bebos i nye indlejrede former. Havstigningernes ‘ophav’ må søges i os selv, men også konkret i ishavene i nord og i syd. Nano-freezebots er naturligvis en løsning, millioner af flydende soldrevne fryselegemer forbundet i kilometerbrede flager af Is. Men teknologien vil ikke løse alt for os alene, vi må selv blive is, ‘indfinde’ os i det nordligste og det sydligste, i urbane ice-tanics og autonome freeze-fleets, rejsende mod ophavet, mod oversvømmelsens kilde.

TÅSINGE TRAILERPARK

Mens der i 2020’erne efterhånden var udbredt konsensus om behovet for omstilling, var der ofte i mindre grad enighed om midlerne til målet.

Først og fremmest var der naturligvis alle de statslige tiltag, der sigtede mod at implementere mere bæredygtige teknologier samtidig med, at så mange så muligt blev forsøgt fastholdt i den for-sen-kapitalistiske arbejde-forbrug-død-spiral. Af mere autonome initiativer kan permakulturbevægelsen og det globale netværk af økolandsbyer nævnes, men hvad disse organiseringer besad i social og økologisk radikalitet, syntes de samtidig at mangle i åbenhed og umiddelbar tilgængelighed. Det krævede ofte en større forforståelse og teknisk kunnen at tage del, det økoorganiske design virkede oftere end ikke ekskluderende og de enkelte landsbyer og kommuner var i overvejende grad geografisk afsondrede og isolerede for omverdenen. På sin vis kunne disse projekter ses som værende ‘for langt fremme i utopien’ så at sige, således at springet for udenforstående blev for stort, både i forhold til kultur, kompetencer, økonomisk formåen etc.

Her overfor skilte særligt Tåsinge Trailerpark sig ud som en anderledes monstrøs og vildvoksende kastetsammenhed i tiden. Det var Center for Militant Futurologi (bemærk at vi her indsætter et temporalt loop), der først foreslog trailerparken som en postkapitalistisk model for organisering, og få måneder senere begyndte de første autocampere, skurvogne, campletter etc. at køre over Svendborgsundbroen. Hurtigt voksede bosættelsen sig større fra Tåsinges midte ud mod øens vestkyst i en slags halvmåneformet arrangering af vogne, skure og telte gennemskåret af køkkenhaver og husdyrhold samt en større fælled i midten ned mod kystren. Visse foranstaltninger blev koordineret beboerne imellem såsom vandopsamling, konstruktion af muldtoiletter, etablering af skov mm., men trailerparken var uden nogen central organisering i øvrigt. Ingen komiteer, ingen stormøder — blot en løs tilslutning til principper om gensidighed i mellemmenneskelige såvel som menneske-naturrelationer, en generel afsmag over for grådighed, forskelsbehandling, hastværk etc. hvilket alt sammen føjede til trailerparkens i forvejen behagelige og afslappede atmosfære.

Alle var kommet på de samme vilkår, alle havde lige meget ret til at være der, og alle var altid velkomne. Det var i denne vildvoksende åbenhed at trailerparkens største styrke lå. Selv da bosættelsen i 2040’erne så ud til at have nået et naturligt mætningspunkt, da øens naturlige afgrænsning gjorde en stadig tilstrømning til trailerparken problematisk, overvandt beboerne ved opfindsomhed og ildhu denne ikke helt undseelige forhindring, idet man lod trailerparken vokse ud i havet omkring Tåsinge på pæle og pontoner. Det siges, at denne vandvinding bidrog betydeligt til at beskytte Tåsinge mod oversvømmelser under de store stormfloder i midten af århundredet, mens andre øer praktisk talt sank i havet og forsvandt.

HVAD ER BIOFUTURISME?

HVAD ER BIOFUTURISME?

Naturen og teknologien er ikke hinandens modsætninger, de smelter og smeltes sammen i nye hidtil usete kompleksiteter.

Biofuturismen hylder naturens livgivende uendelighed. Jorden og vandet og mudderet og solen og svampene, træerne og vinden. Samtidig er der dog ikke tale om en fuldstændig forblændet lovprisning. Naturen er skønhed ja, og overflod, men den er også bevidstløst indifferent, fuld af lidelse.

Den teknologiske udvikling har imidlertid gjort det muligt at dæmpe nogle af disse naturens negative kræfter, men den kan mere end det, den kan også anvendes til en grænseløs udvidelse af naturens rigdom. Den kan holde i ave og samtidig sætte fri. Biofuturismen slår således til lyd for en pragmatisk men gennemgribende sammensmeltning af natur og teknologi.

Hidtidige eksperimenter har ofte været alt for begrænsede, drevet af forkerte motiver. GMO for eksempel har udelukkende tjent til reducere naturens kompleksitet og maksimere plutokraters profit. Biotech må spændes for forvildingens vogn, ikke den for-sen-kapitalistiske civilisation, den må tjene alle, den må tjene hele vores verden.

Således bryder biofuturismen også med menneskelig exceptionalisme, idet den søger at udviske den indbildte adskillelse mellem mennesker og natur og gøre den til enhver tid eksisterende sammenrodning vildere og mere kompleks i nye menneske-flora-fauna-symbioser. Biofuturismen stræber efter indlejrethed, jordforbindelse og biologisk overflod, den hylder naturen, men angriber samtidig ideer om autencitet, renhed, naturlighed etc.

Mod neoliberalismens naturalisering af politik svarer biofuturismen derfor med en politisering af naturen.

Den kræver et opgør med for-sen-kapitalismens blinde acceleration på bekostning af naturgrundlaget til fordel for en ny smelten-sammen og nye eksplosive ud- og indviklinger af menneskelig bevidsthed, samt en radikal ekspansion af biodiversitet via teknologi eller det, man vil beskrive som ‘aggressiv forvilding’.

Biofuturismen er naturen, der vender sig mod magten, som Birnam Forest i Macbeth, der pludselig kommer krybende ud af tågen i et træer-menneske-angreb på Dunsinane. Dens bannerførere vil være symbioter snarere end cyborgs, dens midler vil være vildtvoksende og amorfe. Den biofuturistiske bevægelse vil vokse under jorden som rødder og mycelier for så skyde frem og springe ud de mest uventede steder som ukrudt, der springer frem i murværker, broer og veje.

LAD FORVILDINGEN BEGYNDE!

OASIFICERING

Det jeg her vil beskrive er en slags arkitektonisk skitse eller måske snarere omridset af en mulig livsform på en ødelagt jord. Hvordan kan vi bebo og samtidig hele, det som er blevet lagt øde, kunne et tilgrundlæggende spørgsmål måske lyde. Forestil dig en ørken, måske ikke livløs, men ensformig og med en stærkt begrænset biologisk diversitet, og forsøg så at lade et billede tone frem i denne ørken, som et fatamorgana: Organiske jordskibe af ler, flasker, bildæk og andre efterladenskaber fra en svunden tid, lave kupler af glas, lysegrønt lysende af vegetation og vand. Dér i ørkenen findes en hel by, som spreder sig organisk, indlejret langs horisonten. Lad os nu et øjeblik stille skarpt på én af denne bys komplekse bomaskiner. Zerzura hedder den. Den huser en flerhed af mennesker, dyr og planter. En række mindre bygninger, hvis øvre dele kun akkurat anes over sandet, er forbundet af en vidtstrakt gennemsigtig sfære rummende en glasklar sø, en mindre skov, adskillige vildtvoksende haver etc. Der er en summen af insekter og i det hele taget et leben af fugle, padder, fisk og mindre pattedyr. Kunstige skyer glider langsomt over den tynde transparente himmel. Det er her beboerne mødes, bader i søen, fisker, dyrker bønner og spinat. Eller de trækker ned i de underjordiske haller, hvor der dyrkes svampe og hvor maden og frøene og alle bøgerne opbevares i sindrige systemer. Dine tanker ledes måske hen på Biosphere 2’s storstilede eksperiment, forsøget på at skabe et uafhængigt, selvopretholdende replika af jordens atmosfære i lille skala, men det er ikke det, der her er tale om. Selve Biosphere 2’s hele præmis var falsk. Intet liv er nogensinde fuldstændig afsondret, aldeles autonomt, vi vil altid være afhængige, forbundne, på Jorden eller andre steder i universet. Og således er det syn, der møder os her i ørkenen, ikke et lukket system for overlevelse, en isoleret ark, men et symbiotisk eksperiment, der er indlejret i det omgivende miljø og indgår i en evindelig, indviklet udveksling med det. Og rundt om denne by og mellem dens bygninger finder derfor også en spirende forvildingsproces sted, der synes at rumme kimen til en ny økologisk proliferation og omvending af den ødelæggende tendens, der har hærget Jorden i århundreder, en proces, jeg indtil videre vil betegne ‘oasificering’.

RADIKAL MYKOLOGI

Vi vil forsvinde fra Jordens overflade. Sporløst, men fulde af sporer.

Vi vil blive underjordiske.

Ned med det rhizomets paradigme — fremtiden er fungi.

Vi vil vokse og forbinde os i undergrunden som kryptogamer — i en udstrakt, lyssky organisering, vi vil sprede os usynligt.

Svampen er svaret. Den viser os vej, selv(ind)lysende, den viser os våbnene til at kæmpe med i krisernes tidsalder.

Under jorden overalt er vores verden forbundet et sindrigt system af organisme-til-organisme-kommunikation, et verdensomspændende spind, der spejler universet såvel som vores hjernes neuroner, og tjener til at forbinde og fastholde udsat, angreben jord, til at hele og forny ødelagte naturer, til at optage og lagre kuldioxid i kampen mod ukontrollabelt klimakaos etc.

Men måske endnu væsentligere er svampenes mentale potentiale — muligheden for at rense, hele og ikke mindst eksplosivt udvide selve menneskets natur.

Sådan blev vi mennesker — i et psykedelisk kvantespring fra aber på et tusindårigt svampetrip. Og sådan vil vi atter eksplodere vores bevidsthed og blive mere-end-mennesker.

Psilocybin forbinder hjernens dele som mycelier forbinder verden og tjener til at hele traumer, øge ‘jordforbindelsen’ og modvirke fascisme ved dens cerebrale udspring.

De positive effekter er så overvældende mange, at psilocybin burde doseres i det vand, vi drikker.
Ja, dette kunne udmærket være en radikalt mykologisk fronts første aktion.

Men vi vil mere. Vi vil æde, sprede, dyrke, ånde svampe, vi vil blive-fungi i nye myko-menneske-symbioser, og vi kalder alle radikale mykologer til at forbinde sig med os i en fungal front af myceliske celler.

Byg myco-magt
Spred sporene
Bered jer på krypto-krig!

MILITANT FUTUROLOGI

MF er et frontalt angreb på neoliberal nihilisme og apokalyptisk apati.

Det er indstiftelsen af en ny eksplosiv og uhæmmet futuristisk fantasi.

Alt kan ske, siger vi, alt er muligt, og vi kæmper for at gøre vores utopiske fantasier om fremtiden til virkelighed.

Vi blev født det år Margaret Thatcher erklærede, at der ikke er nogen alternativer, ingen anden verden end den for-sen-kapitalistiske. Senere aflyste Fukuyama selve verdenshistorien. Vi er en generation uden fremtid. Den historiske udvikling er sat i stå, og alligevel synes vi at glide mod afgrunden med en stille men tung uundgåelighed.

Derfor er vores første angreb i kampen for liv, frihed og en fælles fremtid apatien, håbløsheden og den fantasiforladte administration af den evigt herskende undtagelsestilstand.

Militant futurologi er altså et kampråb såvel som en taktisk manøvre, der sigter mod at sparke verdenshistorien i gang igen og bygge nye lysere fremtider i nutiden.

For fremtiden er endnu ikke skrevet, den er et åbent mulighedsrum, der hverken bør afskrives som et dunkelt intet eller andægtigt afventes som et fjernt projektil på en lysende horisont, der nærmer sig langsomt, men uafværgeligt. Fremtiden er noget, vi skaber her og nu, sammen.

Ikke desto mindre, er det afgørende at tænke i udstrakte temporaliteter — 100, 1000, 10000 år frem — fordi de kriser, der truer vores livsformer i nutiden kræver langstrakte løsningsmodeller, men også fordi accelererede tidsperspektiver tjener til at frigøre vores forestillingsevne fra indgroede ideologiske tankemønstre affødt af årtiers mentale krigsførelse mod vores kollektive fantasi.

Ved at lade mulige fremtiders utopiske lys brydes af nutidens form — og omvendt — tegner der sig et utal af mulige bevægelsesmønstre og veje vi kan gå, der åbnes for et væld af latente potentialer, som findes i det dominerende paradigmes blinde vinkler og bevidst mørklagte zoner. Sådan befrier vi fremtiden.

Og futurologien MÅ være utopisk. For i og med, at enhver forudsigelse er behæftet med usikkerhed og i og med, at vi producerer den fremtid, vi foregriber, mens vi, eller mere præcist FORDI, vi forestiller os den, bliver det tydeligt, at futurologien er politisk, at den er en kampplads. Historisk set har denne arena været domineret af militære og kommercielle interesser. Vi må generobre futurologien og gøre den til det utopiske og fællesskabende redskab, den altid har været i form af den almenmenneskelige evne til kollektivt at forestille sig andre mulige fremtider. Vi er alle futurologer.

Og når vi taler om en militant futurologi, er det netop fordi, vi må bevæge os hinsides simpel forudsigelse og direkte forme nye og lysere fremtider i nutiden. Vi er ikke profeter, der ængsteligt forudsiger, det der kommer, vi er magikere, der fremmaner fremtiden af støvet under os, omkring os.

Vi kæmper for de fremtider, vi begærer, vi holder os ikke til de gældende reglerne, anerkender ikke de herskende(s) love, for nutidens love er ikke fremtidens. Vi kæmper for LIV, for kærlighed og frihed. Vi angriber status quo, den herskende orden med sine almindelige meninger og såkaldte sunde fornuft.

Til det neoliberale diktum, at der ikke er nogen alternativer svarer vi: der ER ikke andet. Alt kan ske, der findes et utal af mulige veje at gå, det står i vores alle sammens magt at bevæge os i alle retninger på én gang, samtidig, sammen.

Militant futurologi er armeret håb, det er handlende håb, der former fremtiden direkte i nutiden, det er erfaringen af fantasiens uendelige fællesskabende kraft. Der findes et utal af verdner, vi kan fremmane, der findes et utal af mulige veje mod lysere og lysende fremtider. Det begynder her med drømme og håb og vilje og kamp, det begynder med militant futurologi.

BILFRI JORD

Det begynder her, som en idé

Det bliver til en kampagne, en social bevægelse på syv synkende kontinenter:
“Bilfri Jord — mod bilen og dens verden”

En kilometer lang karavane bevæger sig sydpå
Folk stiger ud af deres biler og går med
Bilerne læsses på vogntog og køres til Sfendali nord for Athen

Her bygger de det første mega-erthship — en hel by af karosserier og dæk
Med hængene haver, væksthuse,
fiskedamme, cykliske kloaksystemer, energiforsyning etc.

Lignende byer vokser frem andre steder i verden.
Og eftersom der ikke produceres biler længere, er det efterhånden et særsyn at se disse firhjulede maskiner glide over Jorden.
Men ved første fuldmåne i et nyt år, kan man ofte høre en kakafoni af bilhorn og alarmer — en sælsom reminiscens fra den verden, vi forlod.

OPEN CALL: UDØDELIGHED – ELLER HVOR SER DU DIG SELV OM 231 ÅR?

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for udødelighed.

Året er 2250. Du har levet mere end 200 år. Hvor befinder du dig? Se dig omkring, beskriv dine omgivelser, dig selv i disse omgivelser, din krop? Hvad laver du?

Hvordan er du kommet hertil? Er det lykkedes at standse din krops aldring, printer du løbende nye organer og kropsdele, lever du evigt i en androides krop, er du blevet uploadet for nylig?

Måske er koloniseringen af rummet en realitet, måske er du én blandt få på Jorden. Eller én blandt uendeligt mange? Hvad har dit lange livsspan haft af etiske, økologiske, sociale konsekvenser?

Ideen om evigt liv er betændt. Evigt liv til hvem? Hvordan håndteres eventuel overbefolkning? Måske er det slet ikke ønskværdigt at leve evigt, måske ødelægger det hele fundamentet for, hvad det vil sige at leve. Og selv hvis det er efterstræbelsesværdigt, er det så retfærdigt? I forhold til kommende generationer? Eller alle dem som aldrig fik del i udødeligheden, alle dem, som tidligere har vandret på Jorden?

Kan vi tænke udødelighed utopisk? Kan en udstrækning af vores levetid langt ind i fremtiden, fremprovokere et andet forhold til planeten og dens liv? Vil vi, som Irokeserføderationen anbefalede, begynde at tænke 7 generationer frem (eller mere) i alt hvad vi gør? Ville det øge eller mindske vores angst? Vil vi leve mange liv, i forskellige kroppe, med forskellige køn, vil vi have flere familier, på forskellige planeter? Vil nationalismen endelig uddø, når det at leve flere liv, flere steder, bliver muligt?

Måske bør vi snarere stræbe efter selve Jordens udødelighed? Hvad ville det betyde? Bakteriernes, hvalernes, knælernes, sælernes udødelighed? Planternes? Tænke udover menneskelig særegenhed og individualisme og indgå i kollektiv udødelighed med hele planeten? Hvordan ville det tage sig ud?

Hjælp os med at besvare nogle af disse spørgsmål, med at stille andre. Hjælp os med at antænde en ny futuristisk fantasi!

Vi er på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-2 sider.

Call’et er en del af vores værk til udstillingen “Unexpected Encounters – Possible Futures” på Den Frie Udstillingsbygning i efteråret 2019, en udstilling, der tager sit afsæt i russisk kosmiske og utopisk sci-fi.

Bidragene bliver samlet i et zine, som vil indgå i udstillingen “We
Don’t Say Goodbye” på Organon i Odense i oktober 2019.
Bidrag sendes til laser@futurologi.org (deadline 1. oktober 2019)
Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

UDØDELIGHED TIL ALLE!

DRØM FREMTIDEN!

NEO-AMISH

Der findes i dag i Svendborg kimen til en bevægelse, der senere hen vil blive kendt som ‘kompostmodernisme’ eller mere specifikt for bevægelsens lokale udspring, Neo-Amish. Denne bevægelse vil først og fremmest være kendetegnet ved det, der vil blive beskrevet som ‘jordforbindelse’. Ikke at de nye amish ikke bevæger sig — faktisk vil de i udstrakt grad være semi-nomadiske med deres rummelige longjohns og mobile beboelsesvogne. Begrebet beskriver således ikke en form for rodfæstethed, men snarere en stærk forbindelse til, forståelse af samt kompleks udveksling med jorden under os. Når de nye amish vil tale om ‘at dyrke jord’ mener de ikke, at udnytte eller dræne den, men simpelthen ‘at lave jord’, berige den, gøre den større og mere vital, multiplicere de nødvendige forbindelser, der muliggør selve livet.

Neo-Amish-bevægelsen vil også være karakteriseret ved en høj grad af kollektivitet. Man vil hjælpes med at dyrke jorden, bygge boliger og i det hele taget lave alt det, der vil blive set som fornødenheder, i fællesskab. Dog vil de nye amish nødig arbejde mere end højst nødvendigt, da de vil sætte deres frie tid højt — tid dedikeret til det, der i dag opfattes som unyttigt, behageligheder, der vil blive gjort for deres egen fornøjelses skyld. Det kompostmoderne liv vil derfor være spartansk uden dog at være primitivt, det vil være højteknologisk, komplekst og alt andet end kedeligt. Ungelange fester, vil følge årstidenes kommen og gåen, arbejde erstattes af fri tid og leg, livet vil blive set som en rejse. Således vil nye flydende livsformer også vinde frem, og det er ikke mindst disse nye maritime nomader, der vil senere komme til at spille en helt afgørende rolle i etableringen af den autonome og neo-hanseatiske republik Svendborg.