Først efter mere 80% af de arter, der havde udgjort dyrelivet i den holocæne epoke, var forsvundet, blev det besluttet at samle hele Jordens befolkning, på den tid godt elleve milliarder, i syv gigantiske byer, én på hver af verdens kontinenter, for her igennem at fjerne det, man forstod, som et skadeligt menneskeskabt pres på naturen og give den mulighed for og ro til at hele sig selv. Mennesker måtte nu kun i sjældne tilfælde færdes uden for disse byers skarpt definerede grænser, og da kun i særligt indrettede transportbobler, der skulle sikre, at mennesker ikke kom i kontakt med den omgivende natur. Det siger sig selv, at det dermed næsten udelukkende blev de privilegerede få (højtstående politikere, milliardær-playboys med private bobler, forskere og realitystjerner) forundt at følge, hvordan naturen mange steder kom sig og vendte tilbage, hvordan vegetationen spredte sig og indtog tidligere civisatoriske centre. Især bestande af fugle og hjorte vandt frem, men selv arter som man havde troet uddøde blev observeret hist og her. Flere steder gik det imidlertid langt fra som man havde forventet. I det centrale Afrika, det vestlige Kina, store dele af Australien samt flere steder i USA og det Nordlige Canada, syntes den natur som allerede havde eksisteret her at lide under fraværet af mennesker. Tidligere centrale plante-, svampe- og dyrearter gik kraftigt tilbage, mens invasive arter vandt frem eller områderne udviklede sig ganske enkelt til udpinte ørkner uden meget liv overhovedet. I århundreder havde disse habitater udviklet sig i symbiotisk samspil med mennesker, og således, stod det klart, var mennesker blevet en væsentlig del af deres økologi. Det var en afgørende erkendelse, der blev begyndelsen på en gradvist en genbefolkning af Jorden under ledelse af et netværk af oprindelige folk, baseret på principper om menneskelig ydmyghed, taknemmelighed og reciprocitet. Når vi således i dag bruger udtrykket ‘urban mentalitet’ til at kritisere visse strømninger i tiden, henviser det derfor netop den slags vildfarelser som De Syv Byers Politik var udtryk for.

Fremtiden er her muligvis allerede, men ikke alene er den aldeles ujævnt fordelt i et planetarisk perspektiv, den er også ofte elendigt anvendt der, hvor den angiveligt allerede er indtruffet, som motor for meningsløs kapitalakkumulation, som medieret copium etc. Der er et presserende behov for revolution og udvikling af nye planetariske livsformer funderet på principper om solidaritet og radikal økologi, der er behov for et nyt jordisk demokrati, der gennem AI-opereret koordinering kan sikre en retfærdig distribution af ressourcer og ansvarlig forvaltning af Jorden som helhed. Verdensomspændende kriser, som dem, vi netop nu finder os selv indfiltret i, kræver verdensomspændende løsninger. Kapitalismens destruktive maskineri må bringes til standsning og gradvist afmonteres i takt med at vitale funktioner, der tidligere har været forvaltet gennem markedsmekaniske udvekslinger erstattes af en planetarisk AI – vi kunne passende kalde den gAIa – der kan sikre retfærdig og intelligent fordeling af goder på verdensplan, der kan organisere og koordinere mellem samfund på en måde, hvor hensyn til både lokal og menneskelig autonomi og til Jorden som helhed tages i betragtning. Denne planetære AI skal først og fremmest forvalte menneskelige affærer, fordele mad, medicin, koordinere migration med mere i en verden hinsides nationalstater. Derudover vil gAIa imidlertid også kunne tjene til at understøtte og forstærke eksisterende jordiske kredsløb og balancer (klima, kvælstof, vand med mere), den vil kunne målrette og koncentrere menneskelige energier i forbindelse med katastrofer, tørke, naturgenopretning, etablering af nye samfund etc. Den vil være marked, den vil være trafik, den vil være vejret. Dens indkodede formål vil dog altid først og fremmest være, at sikre det bedst mulige liv for flest muligt – ikke målt i materiel overflod eller teknologisk fremskridt, hvad end det så betyder, men i livsfylde, frihed, tid, fællesskab, skønhed. gAIa skal således ikke ses som et fra mennesker adskilt væsen, men snarere som en ‘overmenneskelig’ og ‘overjordisk’ tilføjelse, et vigtigt r/evolutionært skridt mod en fremtid, der er langt bedre anvendt og meget mere jævnt fordelt.

I reality-programmet Karéeksperimentet følger vi beboerne i en almindelig københavnsk karré på Nørrebro i deres forsøg på at omdanne en boligblok til en selvforvaltet autonom kommune. Vi følger dem gennem op- og nedture, fra de første euforiske måneder med store drømme og kollektiv skaberkraft over hårde perioder med konflikter og knaphed på mad til eksperimentets sidste måneder, hvor beboernes anstrengelser endelig begynder at bære frugt. 

Sæson 1

Episode 1: “Den første spire”

Eksperimentet begynder. Efter det første fællesmøde kaster de 373 beboere sig over forsøg med blandt andet regnvandsopsamling og installerer solceller på husenes tage. Målet er at blive fuldstændigt uafhængige og selvforsynende. Vejene omkring karréen spærres for trafik, asfalten brydes op, og der anlægges en rektangulær skovhave hele vejen rundt om boligblokken. Man ser eksempelvis en ældre beboer, der tidligere har følt sig ensom og isloreret, sige noget i retning af, at hun har fået sin livsglæde igen. Den første spire skyder frem.

Episode 2: “Lort og lagkage”

Beboerne mangler mad og forskellige initiativer iværksættes med henblik på at få sat skub i fødevareproduktionen. Karréens kældre omdannes til en svampefarm, hvor der dyrkes østershat, champignon og shiitake. I gården arbejdes der på at etablere en køkkenhave, samt forskellige mindre husdyrhold, som karréens børn skal tage sig af (høns, duer, snegle, melbiller). På fællesmødet diskuteres det, om man bør genindføre das i gården for at gøre sig fri af de etablerede kloak- og afløbssystemer også og som kilde til kompost. Parret Max og Anna bliver også forældre i denne episode, og der samles sammen til en alternative lagkage, med hvad karréens beboere nu lige har ved hånden.

Episode 3: “En svær pille at sluge”

Situationen spidser for alvor til. Fællesmøderne er ofte lange og svære, flere overvejer at forlade forsøget, nogen beskyldes for at kortslutte den demokratiske proces og tilrane sig for meget magt, andre beskyldes for at stjæle. Ud over den sparsomme mad, er der akut mangel på andre fornødenheder som tøj, medicin og noget så simpelt som toiletpapir. Der etableres to nye arbejdsrum oppe på loftet i én af bygningerne, hvor der skal produceres henholdsvis medicin til både beboerne og til salg uden for projektet samt digital software, der kan bruges til for eksempel at understøtte autonome livsformer og demokratiske beslutningsprocesser. Nu har beboerne noget, de kan handle med uden for karréen.

Episode 4: “Karréeksperimentet længe leve!”

Arbejdet begynder så småt at bære frugt. Børnene samler æg og snegle, de første grøntsager høstes og beboerne holder fest på tagterrassen under en enorm geodætisk kuppel, der danner ramme om et væksthus og karréens nye kantine. Et år er gået, eksperimentet er slut, og beboerne skal nu beslutte, om de vil fortsætte – eller om de vil vende tilbage til det liv, de levede før. En beboer giver udtryk for, at hun ikke er i tvivl om sin beslutning. Et barn siger, at han er glad for duerne. Han har en favorit, som han kalder Daisy.

2560: Mennesker lever alene af lys.

3100: Verden er vild og fuld af store biller.

2220: Alle lever evigt, de for længst døde vækkes til live igen.

4795: Universet er en interplanetarisk fælled.

2070: Byer dyrkes fra grunden til flere hundrede meter høje beboelige skove.

2045: Alle Jordens ressourcer forvaltes af en planetarisk AI.

2950: Menneskeheden findes nu udelukkende som en piblende bevidsthed i træer og buske og græsser og mos.

2180: Man taler ikke længere sammen, men føler sig frem.

2335: Nu kan man ikke alene vælge, hvor i verden man vil bo, men også hvornår.

Mens det frie Hong Kong i disse år knuses for øjnene af os under en tsunami af repression og forfølgelse, foreslår vi i solidaritet med den hongkongesiske frihedskamp og som utopisk-strategisk manøvre, at grundlægge et nyt Hong Kong på Fyn funderet på et af staten Danmark uafhængigt charter, en fri og utæmmet metropol i området vest for Svendborg.

Historisk har sådanne charterbyer verden over, i kraft af deres autonome status i juridisk, politisk såvel som økonomisk forstand, tjent som frie, selvforvaltede zoner i regioner plaget af autoritær kontrol. Ofte har disse byers udvikling og geopolitiske ageren dog primært været drevet af imperialistiske såvel som markedsøkonomiske aspirationer. Det vi imidlertid her plæderer for, er en revitalisering af selve charterbybegrebet som en utopisk model for antikapitalistisk og postnational organisering i det 21. århundrede.

Det nye sydfynske Hong Kong vil således fungere som en fra staten Danmark autonom entitet, funderet på principper om kommunisering, radikal økologi og planetær solidaritet. Og mens denne nye metropol selvsagt vil huse et stort antal eksilhongkongesere, vil den også blive hjemsted for en mangfoldighed af dissidenter, aktivister og fritænkere fra hele verden.

Vi forestiller os en koncentreret urban form med op mod 500.000 indbyggere: 300.000 i klynger af organisk voksende højhuse nord for Vester Skerninge, omkring 100.000 i jordhuler indlejret i landskabet mellem Egense og Nab, og endelig 100.000 eller mere bosat i spredte husbådkolonier forankret i farvandet ud for Fjellebroen.

Således ankommer du med båd til det sydfynske øhav, hvor du sejler zigzag mellem mindre fiskerbåde, mindre havbrug og flydende haver, du passerer klynger honkongesiske sampan husbåde, ombyggede trawlere, kunstige øer og små hytter på pæle lidt tættere på kysten. Fra Fjellebroen tager du sporvognen mod Hong Kong City, som slanger sig gennem et bølgende landskab af beboelige tuer gennemskåret at frugtlunde og intensive permabrug. Endelig tårner citys skyskrabere sig op foran dig og sporvognen fører dig ind i et vildtvoksende virvar af baggårde og gyder med gadekøkkener med syrisk, kinesisk, ghanesisk mad, sociale og politiske klubber, værksteder, der producerer alt fra printede møbler til soldrevne gadgets.

Byen har intet centrum som sådan, ligesom der ikke vil findes en central regering i Hong Kong II, men snarere en form for basisdemokratisk organisering medieret gennem hyperkomplekse digitale systemer. Gader og pladser vil man opkalde efter insekter og arter af mos.

Vi kunne kalde perioden for bakteriocæn. Ikke fordi bakterielt liv ikke altid havde været essentielt for Jordens liv hvis ikke ligefrem dets egentlige grundlag. Havde det ikke været for bakterier, havde alt det, der her står skrevet, slet ikke eksisteret, for slet ikke at tale om den skrivende og om dig, den læsende. Nej, perioden burde hedde bakteriocæn, fordi den var præget af en ny bevidsthed om den bakterielle verdens betydning og indflydelse på den fortsatte udvikling af livet på Jorden (og på andre planeter ikke at forglemme), samt en eksplosion af nye co-evolutionære udviklinger.

Menneskers kroppe har til alle tider eksisteret i symbiotisk samspil med myriader af mikroskopisk liv — vi er i verden, men verden er også i os, overgangene mellem indre og ydre er flydende, flimrende, fulde af sammenfiltringer. Men en længere serie af mikrokosmiske åbenbaringer tilvejebragt af videnskabelige opdagelser og kulturelle eksperimenter med domesticering og sameksistens med nye former for mikroorganismer førte over en relativt kort periode til udviklingen af utallige nye menneske-mikroorganisme-symbioser. Lad mig give bare nogle få eksempler.

Beboelse for eksempel blev i samspillet mellem bakterier, svampe og printere til noget enhver kunne dyrke direkte på AI-genererede strukturer nærmest omkostningsfrit og uden større forkundskab. Sådan blev huse efterhånden til de venlige organiske monstre, vi i dag kalder hjem — altid i udvikling, altid i bevægelse, idet de former sig efter vores skiftende behov og forsyner os med energi, med vand og med varme.

Også ideer om “beklædning” gennemgik en radikal transformation i disse år i takt med, at tøj i stigende grad blev noget, der kunne dyrkes direkte på huden i form af bakterie- og svampedragter, hvor det mikroskopiske liv ånder og udvikler sig i samspil med kroppen som en organisk mediator mellem den indre og den ydre verden. I flere tilfælde blev der sågar eksperimenteret med kropsudvidelser, nye lemmer, de-formering af den menneskelige krop med henblik på øget resiliens og tilpasningsdygtighed etc.

Under kampråbet Fermenter Fremtiden begyndte den Svendborg-baserede Fremtidens Skole ligeledes at udforske mikrokosmiske potentialer for bevidsthedsudvidelse — for eksempel ved hjælp af psilosybin-producerende bakterier dyrket direkte i hjernen. Det var ligeledes disse pionerer, der forestod afviklingen af de skelsættende GaiaSkin-transmissioner, hvor det blandt andet første gang lykkedes at sende beskeden “Hello Mold” fra Svendborg til Darwin (AUS) via det lag af mikroorganismer, der usynligt indkapsler hele vores Jord.

Endelig bør det føjes til fortællingen, at de igangværende koloniseringer af Mars og Merkur, ville se væsentligt anderledes ud, havde det ikke været for den bakteriocæne tidsalders biokulturelle revolution. Bakteriel præparering af planeter har ikke bare lettet koloniseringen i dens første faser, men ligeledes forkortet processen ganske betydeligt, idet vores mikroskopiske kammerater effektivt har beredt det planetariske miljø til mennesker gennem iterativ evolution.