9 UTOPISKE FREMTIDSVISIONER

2560: Mennesker lever alene af lys.

 

3100: Verden er vild og fuld af store biller.

 

2220: Alle lever evigt, de for længst døde vækkes til live igen.

 

4795: Universet er en interplanetarisk fælled.

 

2070: Byer dyrkes fra grunden til flere hundrede meter høje beboelige skove.

 

2045: Alle Jordens ressourcer forvaltes af en planetarisk AI.

 

2950: Menneskeheden findes nu udelukkende som en piblende bevidsthed i træer og buske og græsser og mos.

 

2180: Man taler ikke længere sammen, men føler sig frem.

 

2335: Nu kan man ikke alene vælge, hvor i verden man vil bo, men også hvornår.

 

 

HONG KONG II 

Mens det frie Hong Kong i disse år knuses for øjnene af os under en tsunami af repression og forfølgelse, foreslår vi i solidaritet med den hongkongesiske frihedskamp og som utopisk-strategisk manøvre, at grundlægge et nyt Hong Kong på Fyn funderet på et af staten Danmark uafhængigt charter, en fri og utæmmet metropol i området vest for Svendborg.

Historisk har sådanne charterbyer verden over, i kraft af deres autonome status i juridisk, politisk såvel som økonomisk forstand, tjent som frie, selvforvaltede zoner i regioner plaget af autoritær kontrol. Ofte har disse byers udvikling og geopolitiske ageren dog primært været drevet af imperialistiske såvel som markedsøkonomiske aspirationer. Det vi imidlertid her plæderer for, er en revitalisering af selve charterbybegrebet som en utopisk model for antikapitalistisk og postnational organisering i det 21. århundrede.

Det nye sydfynske Hong Kong vil således fungere som en fra staten Danmark autonom entitet, funderet på principper om kommunisering, radikal økologi og planetær solidaritet. Og mens denne nye metropol selvsagt vil huse et stort antal eksilhongkongesere, vil den også blive hjemsted for en mangfoldighed af dissidenter, aktivister og fritænkere fra hele verden.

Vi forestiller os en koncentreret urban form med op mod 500.000 indbyggere: 300.000 i klynger af organisk voksende højhuse nord for Vester Skerninge, omkring 100.000 i jordhuler indlejret i landskabet mellem Egense og Nab, og endelig 100.000 eller mere bosat i spredte husbådkolonier forankret i farvandet ud for Fjellebroen.

Således ankommer du med båd til det sydfynske øhav, hvor du sejler zigzag mellem mindre fiskerbåde, mindre havbrug og flydende haver, du passerer klynger honkongesiske sampan husbåde, ombyggede trawlere, kunstige øer og små hytter på pæle lidt tættere på kysten. Fra Fjellebroen tager du sporvognen mod Hong Kong City, som slanger sig gennem et bølgende landskab af beboelige tuer gennemskåret at frugtlunde og intensive permabrug. Endelig tårner citys skyskrabere sig op foran dig og sporvognen fører dig ind i et vildtvoksende virvar af baggårde og gyder med gadekøkkener med syrisk, kinesisk, ghanesisk mad, sociale og politiske klubber, værksteder, der producerer alt fra printede møbler til soldrevne gadgets.

Byen har intet centrum som sådan, ligesom der ikke vil findes en central regering i Hong Kong II, men snarere en form for basisdemokratisk organisering medieret gennem hyperkomplekse digitale systemer. Gader og pladser vil man opkalde efter insekter og arter af mos.

 

DYREPARLAMENTET

Oprindelig var det bøflernes idé, selvom adskillige mennesker og en enkelt bæver siden forsøgte at tage æren. Måske kom det af deres naturlige tilbøjelighed til at forsamle sig, deres flokmentalitet om man vil, eller måske var ideen snarere afledt af den udbredte desperation, der prægede 2030’erne på planeten Jorden. Uanset blev det i 2033 besluttet at afholde verdens første interartslige kongres i farvandet ud for Gibraltar i den enorme flydende arkitektur, der siden skulle blive kendt som Dyreparlamentet.

Tanken var at samle så mange af Jordens arter så muligt og gennem en kombination af menneskelige medier og telepatisk AI behandle tidens helt store udfordringer omkring global opvarmning, tab af habitater og den hastigt accelererende uddøen af arter, som heraf fulgte.

Koalaerne kom, sammen med grindehvaler, bier og mus. Der kom måger og ål; bænkebidere og bjørne; søløver, søpapegøjer, søpindsvin og vandrende pinde. Mange tusind arter var repræsenteret i det store flydende forum.

Den gruppe af mennesker, der havde påtaget sig at facilitere mødet havde oprindelig døbt det NOAH KONGRES – angiveligt et akronym for en eller anden søgt sammensætning af ord. Mange dyr fandt imidlertid navnet intetsigende og antropocentrisk, og man enedes således om DODO KONGRES i stedet, da dette hjertelydsimiterende navn lod til at appellere til flest af de fremmødte samt at være oversætbart til de fleste sprog (således udtaltes det eksempel som et epileptisk ”ddddddddddd” blandt småfugle og et rungende ”DODOOOO” blandt hvaler). Navnet blev ligeledes anset for passende, fordi det samtidig kunne ses som en hyldest til en af de mest berømte allerede uddøde arter – nemlig dronten eller dodo-fuglen.

For de som deltog, var kongressen en livsforandrende begivenhed – jeg om nogen burde vide det. Især den enorme konsensus, kom bag på os mennesker, der måske mere end nogen anden art har hang til kværulanteri. Blandt Jordens andre arter var egeninteressen forbavsende lille. Jo bisoner krævede græs og ørreder åer, men overordnet var der en udbredt forståelse for og accept af naturens grundlæggende spilleregler såsom fødekæder, vejrfænomener, sygdom og død. Kun menneskenes delegation skilte sig her på pinlig vis ud ved blandt andet at søge opbakning til udryddelsen af visse former for vira.

Dodo Kongressen blev på alle måder skelsættende. Selvom det meste arbejde lå forude, var det her, det første gang blev besluttet iværksætte en målrettet indsats for at reducere menneskers geografiske udbredelse – den såkaldte 50/50 Plan – med henblik på at sikre habitater og dermed modvirke yderligere temperaturstigninger og tab af biodiversitet. Måske mere overraskende blev det ligeledes besluttet af initiere et videnskabeligt program for genoplivning af allerede uddøde arter (der var i den forbindelse en række diskussioner om grænserne for et sådan program – den såkaldte Jurassic Park-debat – men man enedes som udgangspunkt om at starte med de senest uddøde arter og således arbejde sig bagud derfra). Endelig blev det besluttet, at kongressen så vidt muligt fremadrettet også skulle inddrage træer, svampe, tang, ja, sågar stenarter og visse former for jord – alt hvad der med rette kan siges at høre til det, vi forstår som livet på planeten Jorden.

MIKROKOSMOS

Vi kunne kalde perioden for bakteriocæn. Ikke fordi bakterielt liv ikke altid havde været essentielt for Jordens liv hvis ikke ligefrem dets egentlige grundlag. Havde det ikke været for bakterier, havde alt det, der her står skrevet, slet ikke eksisteret, for slet ikke at tale om den skrivende og om dig, den læsende. Nej, perioden burde hedde bakteriocæn, fordi den var præget af en ny bevidsthed om den bakterielle verdens betydning og indflydelse på den fortsatte udvikling af livet på Jorden (og på andre planeter ikke at forglemme), samt en eksplosion af nye co-evolutionære udviklinger.

Menneskers kroppe har til alle tider eksisteret i symbiotisk samspil med myriader af mikroskopisk liv — vi er i verden, men verden er også i os, overgangene mellem indre og ydre er flydende, flimrende, fulde af sammenfiltringer. Men en længere serie af mikrokosmiske åbenbaringer tilvejebragt af videnskabelige opdagelser og kulturelle eksperimenter med domesticering og sameksistens med nye former for mikroorganismer førte over en relativt kort periode til udviklingen af utallige nye menneske-mikroorganisme-symbioser. Lad mig give bare nogle få eksempler.

Beboelse for eksempel blev i samspillet mellem bakterier, svampe og printere til noget enhver kunne dyrke direkte på AI-genererede strukturer nærmest omkostningsfrit og uden større forkundskab. Sådan blev huse efterhånden til de venlige organiske monstre, vi i dag kalder hjem — altid i udvikling, altid i bevægelse, idet de former sig efter vores skiftende behov og forsyner os med energi, med vand og med varme.

Også ideer om “beklædning” gennemgik en radikal transformation i disse år i takt med, at tøj i stigende grad blev noget, der kunne dyrkes direkte på huden i form af bakterie- og svampedragter, hvor det mikroskopiske liv ånder og udvikler sig i samspil med kroppen som en organisk mediator mellem den indre og den ydre verden. I flere tilfælde blev der sågar eksperimenteret med kropsudvidelser, nye lemmer, de-formering af den menneskelige krop med henblik på øget resiliens og tilpasningsdygtighed etc.

Under kampråbet Fermenter Fremtiden begyndte den Svendborg-baserede Fremtidens Skole ligeledes at udforske mikrokosmiske potentialer for bevidsthedsudvidelse — for eksempel ved hjælp af psilosybin-producerende bakterier dyrket direkte i hjernen. Det var ligeledes disse pionerer, der forestod afviklingen af de skelsættende GaiaSkin-transmissioner, hvor det blandt andet første gang lykkedes at sende beskeden “Hello Mold” fra Svendborg til Darwin (AUS) via det lag af mikroorganismer, der usynligt indkapsler hele vores Jord.

Endelig bør det føjes til fortællingen, at de igangværende koloniseringer af Mars og Merkur, ville se væsentligt anderledes ud, havde det ikke været for den bakteriocæne tidsalders biokulturelle revolution. Bakteriel præparering af planeter har ikke bare lettet koloniseringen i dens første faser, men ligeledes forkortet processen ganske betydeligt, idet vores mikroskopiske kammerater effektivt har beredt det planetariske miljø til mennesker gennem iterativ evolution.

PLANETARISK SUNDHED

Alt er forbundet, vi deler vand og luft og jord, mikroskopisk liv bevæger sig fra legeme til legeme, fra verdensdel til verdensdel, kribler under vores fødder, indeni os.

Noget som finder sted tusindvis af kilometer væk, et stykke regnskov, der lægges øde for eksempel, får konsekvenser for noget, der finder sted inden i vores kroppe her på den anden side af Jorden, eller noget nogen køber her laves under forhold, der bevirker en sundhedsskadelig transformation i kroppene hos dem, som producerer det langt herfra.

Således kan sundhed aldrig være noget, der er afgrænset til en enkelt krop, til en bestemt befolkningsgruppe, en kultur, en nation etc., det må altid begribes som noget jordisk. Jorden forstået som et forbundet hele, som et økosystem af økosystemer, hvis sundhed har direkte indflydelse på menneskers sundhed eller mennesker er i økosystemerne og økosystemerne er i mennesker eller mennesker er i sig selv et økosystem komplekst vævet sammen med andre økosystemer.

Derfor har altings sundhed eller mangel på samme indflydelse på menneskers sundhed, fysisk som mental, skovenes sundhed, havenes og flodernes, luftens, biernes og byernes sundhed, engenes og markernes og vindenes og vandenes og vejrets sundhed og så videre.

Denne erkendelse af sundhed som et jordisk anliggende kalder på en øjeblikkelig etablering af et Planetarisk Sundhedssystem, et system, der tilbyder hurtige og hyperlokale behandlinger til alle ud fra devisen at ingen er raske indtil alle er det, men som samtidig kan operationalisere en række verdensomspændende og gennemgribende forebyggelsesstrategier såsom afvikling af forurenende industrier og andre destruktive og sundhedshæmmende praksisser, oprensning og heling af ødelagte naturer, intensiv stimulering af biodiversitet etc. Og dette er bare begyndelsen. For en ting står lige nu lysende klart – der er ingen sundhed på en syg Jord.

CORONAKOMMUNEN

Coronakommuner er en fællesbetegnelse for de omsorgsfællesskaber, der i 2020’erne vandt frem mange steder i verden. Begrebet stammer oprindelig fra Covid19-krisen i 2020, der hos mange affødte et begær efter øget tryghed, omsorg og fællesskab i pandemiernes tidsalder. Således baserer mange af disse kommuner sig som regel på principper om solidaritet og gensidig hjælp. Coronakommunen er desuden ofte karakteriseret ved en særegen geografisk form, et virvar af mindre, afgrænsede, men tæt forbundne beboelser, en form, der blandt andet tjener til at lette isoleringen af syge og særligt udsatte under pandemier. Samtidig danner fælleshuse og vildtvoksende grønne fælleder ramme om kommunens kollektive aktiviteter såsom fælles madlavning, jordbrug, selvorganiseret læring, fester med mere.

Mens de første kommuner først og fremmest var centreret omkring sundhed, stod det dog hurtigt klart, at dette umiddelbart simple grundprincip om mere direkte at drage omsorg for hinanden, havde potentielt vidtrækkende og radikale konsekvenser. For hvordan sikrer vi hinandens sundhed? Og hvad er sundhed overhovedet andet end en kompleks kastetsammenhed af utallige forhold. Sundhed, stod det i stigende grad klart, var relativt, relationelt og ikke mindst planetarisk. For hvis Covid19-krisen havde vist os noget, så var det især altings gennemgribende forbundethed. Hvordan visse menneskers livsform ét sted i verden, kan have afgørende sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker et helt andet sted i verden, fjernt derfra, hvordan vi er forbundet med naturen omkring os og at destruktionen af den, har afgørende indvirkning på menneskers helbred etc.

I takt med at disse indsigter udviklede det kommunalistiske netværk sig gradvist til et flimrende eksperimentfelt for sociale forsøg med planetarisk solidaritet, radikal økologi, fødevareautonomi, afskaffelse af arbejde og penge etc. Da særligt vestlige velfærdsstater i årtier havde legitimeret deres magt med henvisning til et mere eller mindre veludviklet sundhedssystem, der angiveligt udgjorde en form for forsikring mod sygdom og tidlig død, førte udbredelsen af disse autonome sundhedsenklaver desuden til en statslig legitimitetskrise mange steder i verden. Regeringer forsøgte på forskellig vis at knuse bevægelsen, men billeder af kampklædt politi, der tvangsudsatte ældre og syge tog sig ikke godt i medierne, og bevirkede blot at opbakningen til bevægelsen voksede yderligere, en udvikling, der umiddelbart kulminerede i 2028 med den kendsgerning, at antallet af kommunarder nu for første gang oversteg antallet af nationale statsborgere på verdensplan.

POSTKOLONIALISTISK RUMKOLONISERING

Lad os ikke begå de samme fejl på andre planeter som på Jorden.

Det hvide, det vestlige, det patriarkalske, racistiske, kapitalistiske etc, må rives op ved roden, vi må aldrig tillade at dette vanvid, denne virus, spreder sig — én inficeret planet er allerede én inficeret planet for meget.

Nutidens rumkolonialistiske gigantomanier, Blue Origin, SpaceX etc., er ikke bare vulgære, de er direkte barbariske. De spejler den allerede eksisterende afstumpede orden på Jorden, den kyniske neokolonialistisk-korporatistiske logik, der ikke kan tænke verdner som andet end en ophobning af råstoffer, der blot venter på at blive ekstraheret på de mest katastrofalt destruktive måder, en logik som går igen i rumkolonialismens fuldstændig manglende anerkendelse af andre planeters agens. Rumkolonialismen må begraves og nedbrydes her på Jorden sammen dens fossile fundamenter og falliske fartøjer, vi må blive postkolonialistiske — og dét allerede før vi stævner ud. Det er ikke de verdner, der venter, der skal transformeres, det er os.

Således må vi anstifte en proces, der kan danne grobund for en ny planetarisk forbundethed, en proces, hvor mennesker bliver andet og mere-end-mennesker i en endeløs række af mutationer. Først når adskillige afgørende udviklinger er realiseret kan en evig interplanetarisk evolution initieres, drevet af nysgerrighed og endeløs empati.

Nye væsner, forbundne, lys-levende måske og lette som luft, vil da drage ud, opdage, undersøge, indfinde sig, men aldrig tage over, aldrig underkaste og udradere, men snarere blande-sig-med, væve sig ind og ud af utallige verdner og blive svampede, partiklede, støvende, lysende, skrøbelige, tunge, de vil lade varierende verdner smelte sammen i et hvilketsomhelst her og nu og til enhver tid blive et andet ét (og et andet etc.) med de omgivelser, der nu måtte omgive dem.

Kun sådan kan katastrofen inddæmmes og opløses, kun sådan kan Jordens liv sættes fri og komme til sin fulde udfoldelse i en evig interplanetarisk proces.

KOMPOSTER KATASTROFEN!
MUTER MENNESKEHEDEN!
FLYV!

NML

Vi har set det igen og igen, i drømme og syner, i kollektive psykedeliske sessioner. Tiden er moden, nej rådden, som æbler, Thomas Müntzer går igen — og vi marcherer med ham under himlens faner.

Vi er Den Neo-Müntzerianske Liga.

Müntzers ånd har taget bolig i os, den ånd, der engang gnistrede som et lille stykke fjern utopisk fremtid i en epoke, der endnu ikke var parat.

Først nu er vores kød klar til at modtage hans åndelige vibrationer, først nu er tiden moden til hans genopstandelse.

Vi har teknologien til at bringe ham tilbage. Nu vil han atter svinge sit sværd og dømme levende og døde, nu vil han lede det endelige oprør mod for-sen-kapitalismens prinser og falske profeter, vridende og snoende sig om hinanden som slanger og ål. Kom I himlens fugle, slut jer til os og æd de rige, drik de mægtiges blod, ingen skal nogensinde igen herske tyrannisk over Jer.

Vi kender fremtiden, vi har set den, vi vil rive himlen ned på jorden og bygge et rige, hvor alt er fælles og alle har hvad de behøver.

Det er den kamp, Müntzer byder os at kæmpe, ligesom han byder os at være frygtløse i alt andet end vores forhold til Gud.

En gud, ingen herrer!

ALT TIL ALLE!

JORDBO

Det følgende er en skitse til det, vi her forsøgsvist vil beskrive som HyperHugel, afledt af hugelkulturbegrebet, der beskriver en jordbrugsform, hvor afgrøder dyrkes i høje af organisk materiale. Teknikken siges at have flere fordele: dels foreslås det, at træstammer og kvas med mere fungerer som en form for vandreservoir i tørkeperioder og dels siges hugelbede at være både varmeproducerende og svampefremmende, hvilket overordnet set medvirker til at forbedre jordens kvalitet og forbedre planters vækstbetingelser. I nærværende tankeeksperiment vil vi imidlertid forsøge at udvide dette dyrkningssystem til også at rumme en mere direkte indlejring af mennesker. Således vil en printet, flettet eller støbt struktur tjene som HyperHugelens skelet, der yderligere dækkes af stammer, grene, blade, jord, hvilket både fungerer som isolering af et beboeligt indre samt som grundlag for en cirkulær fødevareproduktion, idet den samlede arkitekturs overflade blandt andet benyttes til dyrkning af grøntsager, frugt, bær, nødder med mere. Regnvand opsamles i lommer i HyperHugelens loft til brug i husholdningen såvel som vandreservoir til afgrøderne i perioder med tørke, ligesom spildevand filtreres på HyperHugelens nordside gennem et rensningssystem bestående af blandt andet kæmpegræs og iris. Afføring komposteres og indgår ligeledes i kredsløbet som næring i de nederste jordlag. Selve beboelsen vil være karakteriseret ved et balanceret indeklima, ikke fugtigt, ikke tørt, tempereret gennem jordvarme og energi fra den omsluttende komposteringsproces. Fra loftet hænger algelamper og gennem væggenes net vokser spiselige svampe. Jorden rummer altså en overflod af energi og næring samtidig med at den yder beskyttelse for de mennesker, som indlejrer sig i den. Samtidig forskydes menneskelig beboelse fra jordoverfladen til undergrunden, hvilket tjener til at reducere presset på udpinte og ødelagte økosystemer og give plads til at Jorden kan hele sig selv og genoprette forskudte balancer. Det skal dog pointeres at for menneskers tilfælde vil det meste af livet stadig leves på overfladen i samspil og udveksling med jorden i processer der understøtter og forstærker dens cirkulerende, livgivende kræfter.

BO FRIT

Vi har ofte for vane at tænke etniske grupper som produkt af en lang viljeløs kulturel evolution, men i virkeligheden har der langt oftere snarere været tale om en historisk secessionsproces, en bevidst social løsrivelse fra et samfund, et opgør, en flugt. Sådan forholder det sig også med Bezi-stammen fra Suwalki-regionen, der kan siges at have sit oprindelige udspring i en social bevægelse, der tog form i midten af det 21. århundrede omkring de urbane centre i det daværende Polen. (Navnet Bezi er afledt af det polske ord Bezdomni, der betød hjemløs.) I 2040’erne kæmpede en myriade af aktivistiske grupperinger under sloganet Bo Frit således for den universelle og omkostningsfrie ret til boliger i byer som Krakow og Warszava, der i perioden var plaget af ukontrollabel hypergentrificering. I Poznan, hvor bevægelsen stod særligt stærkt opnåede den således visse resultater såsom lovsikret ret sovekister og statssponsoreret udlevering af solarprotein til alle borgere i byen. Internt i bevægelsen var der dog kritiske røster, der så disse landvindinger som utilstrækkelige og ligefrem skadelige for bevægelsens overordnede mål, og særligt én fraktion begyndte som konsekvens heraf at diskutere mere radikale tilgange til boligspørgsmålet. Det var den postpaganistiske tænker Rafa Gorskí, der i sin afhandling Åben Himmel første gang foreslog at vende hele problematikken på hovedet. Bo Frit-bevægelsen havde stirret sig blind på selve problemet, hævdede hun, og låst sig fast på ideen om bokasser som den eneste vej ud af hjemløshed. ‘Hvad nu’, skrev hun, ‘hvis vi istedet for blindt at jagte et tag over hovedet forsøgte fuldstændig at eliminere behovet for et tag overhovedet?’ Flere steder begyndte man at eksperimentere med dragter, der skulle muliggøre et liv i det fri, kendte designere og modehuse gik ind i kampen, der dog overvejende resulterede i en række voldsomt dyre antræk fyldt med skrøbelig teknologi. Boligens tyranni blev således blot erstattet af klædedragtens. Endnu et nybrud kom imidlertid med det Poznán-baserede Spółdzielnia Pierwotnas gen-hormonelle eksperimenter. Kraftig kropsberhåring vandt frem og senere mere outrerede former for pels i takt med at eksperimenter med partiel symbiose blev udbredt. Man så mennesker med tiger- og bjørnepels, vekselvarme mennesker og mennesker med fjer. I Bezi-stammens tilfælde indgik man en pagt med den vilde bæver. Bezi-stammen har således i dag en stærk tilknytning til Suwalkis vådområder, de er løst organiseret uden ledere og centrale forsamlinger, beslutninger træffes ad hoc. De lever overvejede af bark og rødder. Det siges, at Bezi ikke er noget man er, det er noget man vælger — hver eneste dag. I skrivende stund er det i så fald tilfældet for godt 6300 individer, der således hver dag vælger at tage del i denne helt særegne livsform.