Coronakommuner er en fællesbetegnelse for de omsorgsfællesskaber, der i 2020’erne vandt frem mange steder i verden. Begrebet stammer oprindelig fra Covid19-krisen i 2020, der hos mange affødte et begær efter øget tryghed, omsorg og fællesskab i pandemiernes tidsalder. Således baserer mange af disse kommuner sig som regel på principper om solidaritet og gensidig hjælp. Coronakommunen er desuden ofte karakteriseret ved en særegen geografisk form, et virvar af mindre, afgrænsede, men tæt forbundne beboelser, en form, der blandt andet tjener til at lette isoleringen af syge og særligt udsatte under pandemier. Samtidig danner fælleshuse og vildtvoksende grønne fælleder ramme om kommunens kollektive aktiviteter såsom fælles madlavning, jordbrug, selvorganiseret læring, fester med mere.

Mens de første kommuner først og fremmest var centreret omkring sundhed, stod det dog hurtigt klart, at dette umiddelbart simple grundprincip om mere direkte at drage omsorg for hinanden, havde potentielt vidtrækkende og radikale konsekvenser. For hvordan sikrer vi hinandens sundhed? Og hvad er sundhed overhovedet andet end en kompleks kastetsammenhed af utallige forhold. Sundhed, stod det i stigende grad klart, var relativt, relationelt og ikke mindst planetarisk. For hvis Covid19-krisen havde vist os noget, så var det især altings gennemgribende forbundethed. Hvordan visse menneskers livsform ét sted i verden, kan have afgørende sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker et helt andet sted i verden, fjernt derfra, hvordan vi er forbundet med naturen omkring os og at destruktionen af den, har afgørende indvirkning på menneskers helbred etc.

I takt med at disse indsigter udviklede det kommunalistiske netværk sig gradvist til et flimrende eksperimentfelt for sociale forsøg med planetarisk solidaritet, radikal økologi, fødevareautonomi, afskaffelse af arbejde og penge etc. Da særligt vestlige velfærdsstater i årtier havde legitimeret deres magt med henvisning til et mere eller mindre veludviklet sundhedssystem, der angiveligt udgjorde en form for forsikring mod sygdom og tidlig død, førte udbredelsen af disse autonome sundhedsenklaver desuden til en statslig legitimitetskrise mange steder i verden. Regeringer forsøgte på forskellig vis at knuse bevægelsen, men billeder af kampklædt politi, der tvangsudsatte ældre og syge tog sig ikke godt i medierne, og bevirkede blot at opbakningen til bevægelsen voksede yderligere, en udvikling, der umiddelbart kulminerede i 2028 med den kendsgerning, at antallet af kommunarder nu for første gang oversteg antallet af nationale statsborgere på verdensplan.