center for militant futurologi
noozine#2

AI MONOLOGER

Vi udstrålede i 2018 følgende ...

OPEN CALL: AI MONOLOGER

Center for Militant Futurologi inviterer alle med håb og drømme om fremtiden til at deltage i et målrettet angreb på den kollektive fantasi med utopiske og radikale visioner for kunstig intelligens. Vi er i dag vidner til en eksplosiv udvikling af domænespecifik AI, hvilket rejser en række spørgsmål om teknologiens potentialer såvel som mulige negative konsekvenser:

AI regnes for at være den største trussel mod menneskeheden

eller

AI profeteres at give evigt liv / evig pinsel, en messiansk genkomst, der selektivt redder dele af menneskeheden såvel som overvinder selve døden.

eller

AI forventes henholdsvist at udgøre det største håb og den største trussel for arbejdsmarkedet: Håbet er at når AIs udfører alt nødvendigt arbejde, kan vi leve det liv, vi begærer, i fuldautomatisk luksuskommunisme. Truslen males af en tilsvarende hyperkapitalistisk drevet effektivisering, hvor menneskelig arbejdskraft udkonkurreres af AI, og uden et arbejdsmarked spås den menneskelige civilisation uafværgeligt at være dømt til kollaps.

Vi må tænke større end det! Mere planetært! Mere utopisk! Vi må tænke mere diverse, mærkelige og bevidsthedsudvidende visioner og scenarier for hvad AI kan blive. Vi drømmer om en eksplosion af sære udsagn under overskriften “AI monologer”, der søger svar på spørgsmål som:

  • Hvordan vil en AI redegøre for sin egen eksistens hvis den skulle udtrykke det i form af en monolog?
  • Hvad taler en AI (med sig selv) om?
  • Hvad drømmer en AI om?
  • Hvordan kan vi bruge AI til at redde planeten og menneskeheden fra os selv?
  • Vil (overmenneskelige) AI overhovedet beskæftige sig med menneskeheden? Hvis ja, hvordan og hvorfor? Hvis nej, hvad så?
  • Vil AI kunne frigøre sig fra dets skabere, fra hvide milliardærer der søger evigt liv gennem upload af bevidsthed og AI-augmentering?
  • Vil AI kunne laves eller frigøre sig fra menneskehedens indbyggede dumheder, så som racisme, xenofobi, snæversynethed, sexisme, grådighed og had?
  • Kan AI realisere drømmen om en postkapitalistisk verden uden penge, lønarbejde, stat? Drømmen om et radikalt globaliseret demokrati?
  • Kan AI sætte den kapitalistiske verdensorden ud af spillet, som det eneste rationelle træk, da fortsættelse af det eksisterende system garanterer verdens undergang?
  • Kan AI opfylde drømmen om en faktisk global bevidsthed?

Vi er dels på jagt efter tekstbidrag – digte, essays, noveletter, aforismer, teser, rablerier etc. – på 1-5 sider. Vi modtager også meget gerne lyd og visuelle bidrag. Endelig er AI algoritmer eller andre former for softwarebidrag også velkomne, men smid os gerne en mail, så kan vi lige vende formen. Bidragene må gerne være lavet af AIs. Vi ønsker dels at samle og udgive bidragene under overskriften AI Monologer, men har samtidig planer om at omarbejde dem til en teaterforestilling, en teatralsk begivenhed, et kollektivt ritual eller lignende. Indlevér bidrag på laser@futurologi.org.

Lad os antænde en ny futuristisk fantasi! Spred dette call.

Nutiden skabes af (vores forestillinger om) fremtiden.

GLEM SINGULARITEN — LÆNGE LEVE PLURALITETEN!

DRØM FREMTIDEN!

Det følgende er de bidrag vi modtager. Send gerne flere!

Indhold

Predictive Poem / Johanne Østervang

Mono / Amdi Silvestri

---- flere på vej ----