2121 PLANEN: Planetariatet

Brændt rødbedefarvet. Stank. Hissende krumlende kvælning. Vi var tusind der brændte pas den dag.

Og så kom politiet og bankede os og internerede os. Og så slap de os fri. Og så skred vi. Vi stemte den aften for at indlede forhandlinger med det postsekvente Grønlandske samstyre. Vi arbejdede om dagene på programmerne, sugede strøm fra solen og vi havde ikke brug for nogen, og vi var søstre med alle.

Uge efter uge kom vi nye steder hen. Sevastopol Beograd Arden. I hver flække lod folk deres sager ligge og kom med os. Ved grænserne stod vi indtil vagterne klippede hegnene og kom med os. Soldater forsvandt i vores mængde.

Vi fjernede skrald, samlede det og byggede det. Seedbombede bygninger og veje og gødede med kemikalier fra lort og pis vi selv lavede. Høstede hvor vi kom. Såede til de næste. Vores sensornet dækkede det hele og jordens biomasse blev firedoblet i de år. Vi arbejdede for frodighed, for planetær komplementaritet.

Så prøvede de at lukke os ned. Internerede os igen. Skød os. Byggede mure. Men vi var på begge sider af muren. De var bare spærret inde. De sagde det var os der var problemet. Men så kom stormene, og murene væltede. Dem der ikke gik, forgik.

Og så var vi pludselig 12 milliarder der gik på jorden. Vi grinte af de år vi boede i huse. Vi blev mere pelsede.

Vi er Planetariatet.

ꔫ

Batty Khalid-Babbage.JS havde sunget sangen mange gange før. Det var sådan hun havde hørt det fra sin bedstemor. Når orgamer mødtes sang vi vores historier. Ophavssange sluttede altid med at vi sang "Vi er Planetariatet".

Vi var på en sydlig breddegrad et sted ved havet, stjernehimlen var stor og det var en af de få aftener hvor alt var stille. Jeg kiggede på Guave al-Mocho. Hendes orgam var på et transversalt kabelspor for at vedligeholde vindfarme og sol-arrays til internettet. Hun var førstegenerations Planetar. Jeg håbede hun ville synge sin oprindelse. De første sang sjældent. Hun hostede støvet.

ꔫ

Vi stoppede med at arbejde for selvreplikerende økonomiske snyltesystemer.

Vi lod håret gro langt. Vi smed bukserne. Vi sprættede alle vores jakkesæt og lavede nålestribede telte.

Vi viklede os i lange stykker klæde. Vi lavede sandaler af bildæk.

Vi erklærede manden død. Udråbte kvinde som universelt køn.

Vi ændrede vores sprog. Ingen var mand, ingen var han. Det kulturelle maskulinum blev opgivet, forkastet. En konceptuel gift, en evolutionær blindgyde. Ingen fornægtede det biologiske køn, men det blev afkoblet kulturel identitet.

Vi forstod: hudfarve er en pragmatisk marginal detalje i den genetiske kode.

Euforiske tilstande spredte sig som radiobølger. Vi var meget lettede. Skørter blev utroligt populære.

I den hæmningsløse katastrofe faldt grænserne imellem os og dem og det.

Vi er Planetariatet.

ꔫ

Om morgenen rejste sig en sandstorm. De vandrede øst, vi vandrede syd. Mod regnskovene i Sahara.