2121 PLANEN: Arkivnotat #104.783T

Uploaded, elektronisk dagbogsnotat. Streamofconsciousness #572, tænkt tirsdag 14. maj, 2121. Uploaded søndag 19. maj, 2121. NB: i årene 2119-2122 var det særligt brugt blandt en trendsættende gruppe af 30-årige kun at have én ugentlig cloudopdatering af streamofconsciousnessmateriale.

Tirsdag:

jeg har tænkt en del over vejret. det er næsten altid diset. vi har ikke så tit solskin og ikke så tit regn, men disens tyngde kan variere lidt. jeg har læst et sted, at verden engang havde årstider, hvor dagenes temperatur og temperament havde store udsving. sådan er det ikke længere. men det er ok. diset vejr er eftertænksomhedsvejr, har jeg læst i en digtsamling fra 2018.

vi bor alle sammen i fælles rum med ret lidt plads. men det gør ikke noget, for i 2111 opfandt en japansk designer naturdragten. når jeg siger japansk, er det en æstetisk rammeforståelse, ikke en nationalstatsreference. dragten er lavet af et let, edderkoppespindsagtigt materiale, som klistrer lidt på huden, når man kommer ud af badet. den er vævet på tråde af særligt højteknologiske fibre som gør, at man aldrig fryser. jeg har prøvet at fryse da jeg var yngre, men det slipper jeg for nu. med naturdragten som menneskeret slipper man for nogensinde at bekymre sig om kulde, og man kan på den måde opholde sig udendørs i dagevis. BE WHERE YOU ARE siger reklamen. lidt ligesom vilde dyr. ræve eller ulve eller hjorte. de ryster fugten af pelsen og vandrer ubesværet videre. jeg har hørt, at man kan få en opgraderet version som er 100% sygdomssmitteafvisende, men den har jeg ikke prøvet. det gør ikke noget. jeg kan faktisk godt lide den der tilfældige influenzatilstand, hvor man bare må ligge i sin hængekøje og pudse næse hele dagen. som om influenzasymptomerne kan minde mig lidt om, hvor vi kommer fra. tænk at folk engang døde af lungebetændelse. jeg har aldrig kendt nogen med lungebetændelse. eller kræft.

det værste ved influenza er lyden af snottet. pudset næse. hoste. eller snorken. når man er rigtigt sløj kan det godt virke uoverskueligt at vandre ud i naturen og finde et ophæng til sin hængekøje. så er det trods alt nemmere at benytte nogle af de mange kroge i de tætte fællesrum. der er bare så stille. og selvom stilheden det meste af tiden kan virke som en god fælles ramme, et afsæt for refleksion, fordybelse eller nærvær, så er der i dette fælles, delte rum ikke rigtigt plads til at dele kropslige lyde. vi er stille for at være tilstede, men ikke for at blive gjort opmærksom på andres tilstedeværelse.

vi er fælles om at opøve tålmodighed og rummelighed og om skabe plads og fred og ro inde i os selv. og vi er fælles om ansvaret for at tage disse kvaliteter med os ud i verden. sådan har det vist ikke altid været, så vidt jeg kan læse.

jeg tror det er et menneskeligt vilkår at blive trætte af hinanden. måske især fordi vi alle sammen ved, at vi på trods af denne frustrerede utålmodighed har brug for hinanden. sådan er vi fælles og stadigt individualister. vi ved og forstår faktisk, at vi er ét med hinanden. og hvis man glemmer det, kan man tage ud i naturen. BE WHERE YOU ARE.

der er altid andre til midlertidigt at overtage de efterladte arbejdsopgaver. der er ingen opgaver eller forpligtelser, der er vigtigere end at være i kontakt med natur og naturlighed. sidst jeg tog derud, var det, jeg savnede mest, ikke de andre mennesker, men at kunne gå på biblioteket. der er mange, der taler om at bøger er passé og om at downloade viden, indsigt og filosoferen direkte til bevidstheden. men jeg elsker at læse bøger. bogstaver trykt på papir. jeg elsker de små, tvungne pauser, der opstår, når jeg bladrer. den slags nærmest usynlige refleksionsrum er vigtige, tror jeg. især fordi vi ikke længere har tunge vintre eller lange solskinsdage at give os hen til.